Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker du at sende et debatindlæg til Berlingske.

Ekstrem, overgjort og særdeles ineffektiv kontrol ved grænsen

Foto: Claus Fisker

Forleden, da jeg rejste hjem til Danmark fra Tyskland via Puttgarden-Rødby-færgeoverfarten, oplevede min familie og jeg en overraskende og særdeles ineffektiv begrænsning af den frie bevægelighed inden for Schengenlandene.

Der var tale om fuldt stop for samtlige biler i køen (under 50), og der syntes at være detaljeret kontrol af alle! Vi blev selv bedt om at fremvise pas, som så blev digitalt tjekket af en mobil device for at se, om vi var registreret i Interpol. Dette var også den forklaring, som politi- eller hjemmeværnskontrolløren gav mig på mit spørgsmål om, hvorfor vi blev kontrolleret.

Jeg har aldrig oplevet dette tidligere i mere end 20 år - heller ikke ved de mange flyrejser, som vi årligt foretager gennem Kastrup Lufthavn, bortset fra destinationer udenfor Schengen.

Vi fandt oplevelsen helt ekstrem, overgjort og særdeles ineffektiv. Yderligere var der tale om brug af helt unødvendige ressourcer på at stoppe danskere. Jeg så to køer, 50 biler og seks kontrollører og 15 minutters ventetid, selvom vi var nr. 5 i køen.

Dette er simpelthen ikke at forbinde med et åbent og stærkt demokrati, som jeg kender Danmark gennem mere end 50 år. På samme rejse blev jeg hverken stoppet i Tyskland eller Østrig. Vigtigere er dog, at dette ikke er det Danmark, som jeg tror at danskerne ønsker sig!

Derudover er det skræmmende, at det politisk er besluttet at bevilge og bruge ekstra (2016-2019) 775 årsværk, eller 500 mio. kroner årligt på ekstra kontrol af ind- og udrejsende i EU/Schengen. Disse midler må kunne bruges på så mange andre vigtige opgaver for politiet, som p.t. ikke kan varetages pga ressourcemangel. Jeg forstår i øvrigt, at antallet af medmennesker, som kommer uopfordret til vore grænser for at søge ophold, er faldet med mere end 90 pct. siden denne politiske bevilling blev vedtaget. Derfor opfordrer jeg til og håber på, at den politiske bevillingsproces for grænsekontroller fra Schengen-lande, vil blive tilpasset ressourcemæssigt såvel som effektivitetsmæssigt og kulturelt. Lars Clausen, Birkerød

Nationernes Europa

Igen har Venstre-kandidaten Anna Libak begået et yderst læseværdigt indlæg i denne avis. Jeg er enig i alle synspunkter, men sidder tilbage med en fornemmelse af, at Anna Libak har valgt det forkerte parti at stille op for.

Venstre er kendt som jubeleuropæere, hvorimod tanken om nationernes Europa altid har været en del af de Konservatives europapolitik. Når Anna Libak har valgt at stille op for Venstre, skyldes det måske, at det p.t. er nemmere at blive valgt for Venstre end for de Konservative, men også i politik gælder det om at have hjertet med og støtte det parti, man mest af alt deler holdning med. Einar Bolt, Skodsborg

Skal vi virkelig være »bank« for vores store kunder?

Der er en grund til, at jeg selv og andre selvstændige har valgt at drive håndværksvirksomhed og ikke er trådt ind i bankverdenen. Vi vil hellere bygge, producere, rådgive, sælge eller på anden måde skabe noget nyt med vores egne hænder og hoveder sammen med vores gode medarbejdere og lærlinge. Vi har aldrig villet drive en lille bank!

Alligevel er bankforretning lige præcis, hvad mange små og mellemstore virksomheder bliver tvunget ind i. Kort sagt låner rigtig mange af os pæne beløb ud til vores store kunder – bare uden de renter, normale banker har lov at tage, og vi gør det ikke af egen fri vilje.

Næsten hver anden mindre virksomhed har følt sig presset til at acceptere lange betalingsbetingelser fra store kunder – dvs. betalingsfrister på over 30 dage. Det viser en undersøgelse fra SMVdanmark.

De sene betalinger udsulter SMVerne og ødelægger den underskov af virksomheder, der er Danmarks store styrke. Løsningen er derfor, at store virksomheder lige som alle andre betaler deres regninger inden for maks. 30 dage. Men de gør det ikke af sig selv, så der skal lovgivning til.

Min opfordring til vores politikere er derfor: Skab et lovkrav om maks. 30 dages betalingsfrist. Steen Søkvist, formand for HIF Danmark i region hovedstaden, el-installatør

Det haster

Den digitale trussel fra Rusland øges, men heldigvis er vi advaret og forberedt. Det var vi ikke, da amerikanerne slap det digitale monster fri. Dengang gik alle i fælden, og vi lider nu under de gigantiske fordummelsesinstrumenter, Facebook, Instagram, Twitter og andre, og vi aner stadig ikke, hvad vi skal gøre ved dem og med dem. Hvordan slipper vi ud af fælden? Vi var ikke forberedt på de omfattende globale skader, som hele samfund blev påført. Alle var naive dengang og troede på den fagre ny fremtid.

Det gør vi ikke mere. De russiske anstrengelser vil blive mødt med nødvendige modforanstaltninger, der også burde have været brugt ved det globale amerikanske cyberangreb. Hvornår går ofrene for terroren til modangreb mod følgerne af, at man gav Facebook og Instagram frihed til at operere? Vi må lære at håndtere og bremse disse fake news-udbydere. Det haster. Jørgen Villy Madsen, Jægerspris