Der har været mange emner oppe at vende i løbet af valgkampen. Et tilbagevendende tema er ulighed; om vi er blevet rigere eller fattigere, og hvad vores fremtidsudsigter er. Det giver også meget god mening.

En af de store forskelle mellem øvre og nedre del af middelklassen samt dem, der er under, er, om man ejer jord og mursten. Vi kan se, at dem, som har huse, har en friværdi, som tillader dem at optage lån og give de berømte forældrekøb.
Der har også været meget snak om, hvor svært det er at komme ind på boligmarkedet som førstegangskøber. Og det er svært.

Jeg har selv lige købt et hus i Næstved med min hustru. Vi har begge gode job, men det er ikke nok. Der er mange regler for at låne penge. Udbuddet er begrænset, og mange er nu i en livsfase, hvor de stifter familie og derfor ønsker at flytte ud af den lille lejlighed.

I Kristeligt Dagblad har de hver dag »Dagens tal«. Det er en del af avisen, som jeg altid ser frem til. Men i søndags blev jeg faktisk lidt bekymret. Tallet var 43,4. Ikke et tal, som umiddelbart virker særligt opsigtsvækkende. Men det er procentdelen af danskere, som lige nu bor til leje. I 2010 – lige efter finanskrisen, hvor mange måtte sælge på tvangsauktion – var tallet 37,2 procent. Det er altså en voldsom stigning på 15 år.

Det er den forkerte vej, og vi bliver fattigere ved at leje og rigere af at eje. Alligevel er der i den ene valgkamp efter den anden snak om flere billige boliger. Hvad med, at vi gav flere muligheder for, at vi unge faktisk kunne komme ind på boligmarkedet? Det gøres nemmest og bedst ved at åbne for at bygge flere ejerboliger.

Hvis vi mener noget med at mindske uligheden i Danmark, skal vi turde tage fat i det, der virkelig gør en forskel på lang sigt. Ejerboligen er ikke bare et sted at bo – den er en vej til økonomisk tryghed og mulighed for at skabe en bedre fremtid for familien og den næste generation.

Derfor bør spørgsmålet ikke kun være, hvordan vi skaffer flere boliger, men hvem vi skaber dem til. For hvis flere og flere bliver henvist til lejebolig hele livet, risikerer vi at cementere den ulighed, vi ellers siger, vi vil bekæmpe.

Simon Harslund Hyldegaard, formand for Næstved Konservative Ungdom

National

Så fik vi også Mette Frederiksen med i koret af mange folketingspolitikere, der nu også synes, det er smart at udtale ordet »national« på engelsk med tryk på første stavelse og ikke på dansk med tryk på sidste stavelse.

Skønt, om vi kunne blive fri for denne snobbede form for anglisering af det danske sprog, der ligeledes dyrkes flittigt af radio- og tv journalister. Denne gruppe kan i dag, for eksempel, ikke få sig selv til at udtale ordet »redaktionel« på almindeligt dansk, men kun på engelsk med tryk på første stavelse. Således også med mange andre danske ord som regulær, ordinær, regulativ, regional og mange flere.

Gad vide, hvordan vi skal udtale Nationalbanken i fremtiden?

Nils Toftgaard, Charlottenlund

Øv, jeg skal have penge tilbage i skat

Som så mange andre danskere, har jeg pænt siddet i kø til Skats hjemmeside for at se min årsopgørelse for 2025. Skulle jeg betale restskat eller ville der mon komme penge retur?

Endelig kom jeg ind på min side, og tallet lyste op: Jeg skal have et pænt beløb tilbage.

Dejligt, skønt og tillykke med det, ville de fleste nok sige. Men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at ærgres lidt. For det betyder nemlig, at jeg heller ikke sidste år var i stand til at regne min egen skat ud eller åbenbart indberette de rette tal til min forskudsopgørelse. Jeg prøver ellers at gøre mig umage, så tallene passer med virkeligheden.

Jeg vil tillade mig at sige, at mine økonomiske forhold er ganske gennemsnitlige. Der er løn fra en arbejdsgiver, indbetaling af pension, renter til lån, indbetaling til A-kasse og andre helt igennem veldokumenterede indtægter og udgifter. Jeg har hverken udenlandske selskaber, B-indkomst, skibsanparter og alt muligt andet. Nej, alt er på forhånd indberettet til Skat.

Alligevel går det galt. Sidste år fik jeg også penge retur – året før måtte jeg pænt indbetale flere tusinde.

Er jeg den eneste, der sidder tilbage med en fornemmelse af at deltage i et lotteri?

Thomas Flinth, Holte

En på go-da’en

Med samme udtryksløse rutine som supermarkedets bib-bip-bip registrering af mælken og smørret på rullebåndet, rundes nu af med et »ha-en-go-da«-floskel og måske »Kan jeg hjælpe den næste i køen«, bip-bip-bip. »ha-en-go-da«, og så videre.

Endnu værre med »ha-en-fortsat-go-da« fra en vildt fremmed person, sandsynligvis er helt uvidende om, at en nær slægtning døde samme formiddag, at bilen ville ikke starte og morgenbadet sket under en kold bruser med brok fra konen. Og sikkert også er ligeglad.

For nylig fór en djævel i mig, hvilket kom til at gå ud over en lille, noget forsagt teenagepige i Coops discount365. Efter at have stået i den forkerte kø »i timevis« og hørt hende mumle »ha-en-go-da« af uden så meget som at kigge op, for en djævel i mig.

»Mener du det«? svarede jeg, da jeg blev ønsket alt godt for dagen, sådan som marketingafdelingen hos supermarkedskoncernen utvivlsomt havde indskærpet.

»Hva?« lød det forvirret tilbage.

»Ja, ønsker du virkelig, at jeg får en god dag?« fastholdt jeg.

Hun nøjedes med at se forvirret ud.

»Nåh, men du må i hvert fald forsøge at have en dejlig dag, selvom du skal side og høre på brokmåse som mig,« smilede jeg.

Min hustru trak mig i ærmet. »Hun gør jo bare sit arbejde!« påpegede min kone.

Ja, netop, det er jo, det der er galt. Er vi tilfredse med at reducere følelser til overflade i de overflødighedshorn af floskler, hvis marketingformål er samme som den ligegyldige »muzak«, der luller os ind i ingenting samme sted fra.

»Ha-en-go-da«

Næste gang svarer jeg: »Hvad kommer det dig ved«…. men uden min kone.

Jørgen W. Frøhlich, Kgs. Lyngby

Hvilken type grisekød ønsker vi, og vil vi betale?

18. marts viste tyske ARD nyheder optagelser fra en virksomhed med enorme grisestalde i spanske Costa Blanca. 

Overalt lå grisekadavre med strittende, afgnavede ribben, hvor de levende grise med opsvulmede ben gik rundt og guffede de døde artsfæller i sig, et rædsomt syn.

Virksomheden eksporterer, ifølge det oplyste, tonsvis af kød til hele verden, blandt andet til mindst én kendt dansk kæde.

Opdrætsforholdene for grise i Danmark er langt fra så grelle, som vist fra Spanien. Danske landmænd er ikke dyrplagere. Desuden betyder en død gris tab, men kritik har i visse tilfælde været berettiget.

Hvis vi imidlertid gør livet så surt for danske landmænd, at de drejer nøglen om, risikerer vi at skulle købe udenlandsk kød, og under hvilke forhold er de dyr så opdrættet? Det ved vi ikke.

Landmændene er i årevis blevet rost for kvalitet, udvikling og de mange eksportindtægter, de skaffer, men arbejdsløn og omkostninger er muligvis løbet løbsk, og man har så skåret for meget ned på pasningen af dyrene.

Måske man skulle reducere produktionen, som vi kan kontrollere her i landet, men må så være indstillede på at betale for kødet fra fritgående eller økologiske grise.

Skal husholdningspengene række til dansk kød, vi kan spise med god samvittighed, kan det, som vi kendte det i gamle dage, i mange familier betyde en kødløs sparedag om ugen med suppe, grøntsager eller gratin, men så overlever både grisene og vi.

Elisabeth Christensen, Holte

Flat agers

For nylig, da jeg sad og så tv, blev jeg præsenteret for et – for mig – nyt begreb: Flat agers. Selvfølgelig var det på engelsk.

Som jeg forstod det, er det et begreb, der er opfundet af nogle mennesker, der er gået i panik, fordi de har opdaget, at de er blevet ældre.

Så i stedet for at glæde sig over, at man klarede en dag mere i fin stil, chokeres man over, at man er blevet en dag ældre, og at risikoen for at blive kaldt gammel nærmer sig.

Lad os dog kalde det, hvad vi med lidt held bliver, nemlig ældre og til sidst gammel.

Ove Jensen (gammel), Roskilde

Scan selv-teknologien skal stoppe ved supermarkederne

Vi kender dem alle. Scan selv-kasserne er efterhånden at finde i alle supermarkeder. Der er både dem, som nyder at kunne komme hurtigt videre, og så er der dem, som savner den fælles nærhed, de fysiske kassers større tilstedeværelse gav. 

For mens verden omkring os buldrer derudad, så kan de små stunder i hverdagen være med til at styrke sammenhængskraften i samfundet. 

Det, at man lige stopper op, ser folk i øjnene og måske udveksler en samtale, er noget af det, som binder os sammen.

Scan selv-kasserne er også begyndt at finde vej til tøjbutikker i Danmark. Og jeg synes det er ærgerligt, hvis alle bare går rundt og passer sig selv uden at stoppe op og være en del af noget større. 

Jeg mener derfor, at scan selv-kasserne burde holdes til supermarkeder, så vi i fremtiden stadig kan se frem til fysiske kasser i alt fra boghandlere til restauranter. 

For hvis man har så travlt, at man ikke engang kan stå i kø i en tøjbutik, så er der noget, der skal ændres.

Christian Lindved, København

Folkeskolen

Det står skidt med fagligheden i folkeskolen. Eleverne kan vel heller ikke lære mere end, læreren ved. 

Jeg har selv gået i den »sorte« skole, som i dag beskyldes for spanskrørsstraf og meget andet, som jeg ikke har erindring om. Forskellen var, at lærerne dengang alle var cand.mag. i deres fag.

Christian Kjellerup Hansen, Frederiksværk

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk