Berlingske kunne 15. september skrive, at to separate voldssager var fundet sted til den propalæstinensiske demonstration, som foregik lørdag 13. september.
Først var en kvinde angiveligt blevet skubbet til, fordi hun spurgte, hvad demonstranterne råbte. Senere blev en mand, som stod på privat grund, overfaldet, fordi han flagede med et amerikansk flag.
Hvad sker der?
Det er fint, at man demonstrerer, men at man lader sin vrede og frustration gå ud over uskyldige personer, er uacceptabelt.
Det kan godt være, man ikke orker spørgsmål fra folk og er uenig med USAs udenrigspolitiske linje, men at man decideret først overfalder en kvinde og senere en mand på privat grund for at ytre sig, det er skræmmende, synes jeg.
København skal ikke være en by, hvor vi som borgere skal være bange for at ytre os.
Christian Lindved, København
Hvad er det, kapitalisterne ikke forstår?
På RUC har jeg lært om grøn kapitalisme: troen på, at økonomisk vækst kan kombineres med grøn omstilling, og at klimakrisen kan løses gennem markedet.
Men hvordan skal vi nogensinde kunne vækste os ud af klimakrisen?
Forleden kunne jeg læse, at havbunden ved Lillebælt nu også er død på grund af akut iltsvind forårsaget af blandt andet landbrugets massive udledninger af kvælstoffer.
Hvor mange døde fjorde skal vi egentlig se, før nogen tør sige, at landbrugets særstatus er uforenelig med en bæredygtig fremtid?
I klimaloven står der, at Danmarks klimamål skal indfries »så omkostningseffektivt som muligt« og under hensyn til blandt andet konkurrencekraft og erhvervsudvikling. Altså: klimaindsatsen må gerne ske, så længe den ikke for alvor forstyrrer erhvervslivets profit.
Men hvad hjælper det at udvikle dansk erhvervsliv, hvis vi samtidig afvikler selve fundamentet for liv i vores natur?
Når klimaloven genforhandles til efteråret, bør vi turde stille spørgsmålet, ingen kapitalist vil svare på: Hvor meget vækst er et levende havmiljø værd?
Jeg håber, vi kan flytte fokus væk fra jagten på BNP og hen til reel værdiskabelse, hvor liv, natur og fremtidige generationer endelig vejer tungere end kortsigtet profit.
Anna Prieur, aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse, deltog i blokeringen af olieraffinaderiet i Mongstad i august, København
Kære unge, organiser jer
Ungdommen kan meget og vil meget. Vi ser det til demonstrationer, på sociale medier og i den daglige samtale. Unge strømmer frem med holdninger og har ofte en mening til partierne og forskellige mærkesager.
Kort fortalt, ungdommen vil være med til at bestemme, hvordan Danmark skal og bør være.
Unge er blevet et vigtigt segment for partierne på Christiansborg, og dette skal bevares, for så længe ungdommen har sine holdninger, bliver vi hørt.
Som ungdomspolitikker hører jeg ofte: »Du kender ikke til den rigtige verden«, men netop derfor skal vi unge blande os, for vi er den kommende virkelighed.
Men respekt skal vindes, ikke kræves, og for at ungdommen får den respekt, der giver indflydelse, skal vi også selv gøre vores for at vinde den.
Et sundt demokrati kræver, at borgerne engagerer sig. Uanset om det er på den ene eller anden måde.
Dette kræver mere end en kommentar på Facebook eller et repost på TikTok. Det kræver, og nu vil jeg tillade mig at være lidt fræk, at man finder et sted at høre til. Uanset om man er liberal, socialist, konservativ som mig selv eller noget imellem, så findes der en ståplads.
Ungdommen kan ændre mere, end vi tror, men hvis man virkelig vil have en indflydelse på, hvilken retning samfundet skal hen i, så kræver det én ting: Meld dig ind i et ungdomsparti eller politisk bevægelse.
Jeg ved fra egen erfaring, at ved at engagere sig i et politisk ungdomsparti som for eksempel Konservativ Ungdom kan man få en større indflydelse i ens lokalområde og samfund, end man lige skulle tro.
Det tager selvfølgelig tid og kræver, at man brænder for det. Men kun gennem engagement kan ungdommen få en seriøs indflydelse i dansk politik.
Er man ikke til ungdomspartierne, men derimod brænder for en bestemt sag, findes der et hav af interesseorganisationer og græsrodsbevægelser, som kæmper for netop det, du gør.
Så mit budskab er enkelt: Hvis du vil have indflydelse, så nøjes ikke med at råbe fra sidelinjen. Tag del. Organiser dig. Kun sådan bliver ungdommens stemme til reel forandring.
Sander Teit Kruse Vanggaard, formand for Konservativ Ungdom i Roskilde
KOK – krudt og kugler-indeks
Med udgangspunkt i nyheden om P-8 overvågningsfly til Grønland har jeg følgende forslag til Berlingskes redaktion:
For at tydeliggøre de mange forslag og beslutninger om indkøb af materiel og øvrige ydelser til Forsvaret oprettes der en fast ugentlig rubrik, der viser nøgletal omkring forslag til indkøb, pris, termin for indkøb, finansiering, status på forslag samt akkumulering af de respektive kategorier.
Gerne så enkelt som muligt. Jeg har ganske enkelt mistet overblikket.
Leif Tage Olsen, Lyngby
Boligdebatten er ikke skinger, men nødvendig
Ulrik Bie kalder samtalen om boligmarkedet for »skinger« i et indlæg her i avisen. Jeg vil snarere kalde den nødvendig.
For når boligpriserne i København stikker så meget af, at unge må opgive drømmen om at få fodfæste i byen, er det forståeligt, at man er frustreret. Frustrationen giver mening, og den skal vi lytte til.
Jeg er enig med Ulrik Bie i, at boligmarkedet, især i København, har været svært i lang tid, og det ikke er nyt, at det er dyrt eller kræver rette forbindelser at finde fodfæste.
Men i dag er situationen mere alvorlig end tidligere. Priserne er på et helt andet niveau, friværdierne vokser sig endnu større, og afstandene mellem dem, der kan få hjælp hjemmefra, og dem, der må klare sig selv, bliver stadig større.
Det er forkert at trække på skuldrene og sige, at »sådan har det altid været«. Boligmarkedet er en af de mest markante drivere af ulighed i Danmark. Hvis man har forældre med friværdimillioner, kan man få en hjælpende hånd. Hvis ikke, må man se til fra sidelinjen, mens drømmen om en bolig i København glider længere væk.
Og med historisk høje lejepriser i København, er det blevet endnu sværere at lægge penge til side, hvis man drømmer om en dag at eje sit eget.
Der er også en pointe i, at København er en attraktiv by, og at det koster at bo centralt. Selvfølgelig kan man flytte længere ud og få mere for pengene. Men vi skal huske, at det er langt fra de fleste, der kun kan stille sig tilfreds med en penthouselejlighed på Vesterbro.
Det handler om, at selv små toværelseslejligheder på Ydre Amager eller Brønshøj nu er uden for rækkevidde mange almindelige mennesker.
Som politikere har vi et ansvar for at skabe bedre balance. Og jeg må medgive, at vi stadig mangler en del af svarene på, hvordan vi når netop det. For der findes ingen nemme greb, der på én gang kan løse udfordringen.
Vi skal både bygge flere almene boliger, sørge for, at der kommer flere ejerboliger, og dæmme op for de dyre private udlejningsboliger, som der kommer uproportionalt mange af disse år.
Regeringen arbejder på et boligpolitisk udspil, der netop vil sætte fokus på den blandede by.
Men netop fordi løsningerne ikke er enkle, er det afgørende, at vi tager samtalen alvorligt. Og at vi gør det uden at affeje unge og almindelige mennesker som paniske eller skingre.
Jeg hilser derfor Ulrik Bies debat velkommen – men jeg mener, at han rammer skævt, når han kalder debatten for skinger.
Tværtimod er der brug for mere åbenhed om økonomi og forskellige forudsætninger – ikke mindst på boligmarkedet.
Anne Paulin, boligordfører (S)
Putin ligger, som han har redt
Ruslands ambassadør kalder det »galskab«, at Danmark opruster.
Putin ligger, som han har redt. Hans annektering af Krim og angrebskrig mod Ukraine har betydet, at Finland og Sverige er gået ind i NATO, og hans diskrete sabotage-drillerier og droner over NATO-landet Polen har vist, at han tester vores forsvarsvilje.
Så skal han også have bekræftet, at den er der.
Claus Hancke, Virum
Vi glemmer forældrene
Vi taler meget om unges mistrivsel, ensomhed og psykiatriske diagnoser. Men forældrene glemmer vi ofte.
At være mor eller far til et barn med en psykiatrisk diagnose betyder, at livet drejer sig om barnet – hver tanke, hver handling, hvert åndedrag.
Mange mister fodfæstet på arbejdsmarkedet, økonomien presses, og det sociale liv forsvinder. Vi forventes at være ressourcestærke, men står ofte alene. Enkelte foreninger og kommunale tilbud eksisterer, men de er fragmenterede og utilstrækkelige.
Hvis børn og unge skal trives, må vi også styrke forældrene. Politikerne bør:
Indføre landsdækkende støtteordninger – rådgivning, netværk, psykologisk støtte og aflastning tilgængeligt for alle.
Integrere pårørendeindsatsen i behandlingen – hele familien skal ses, ikke kun barnet.
Sikre fleksibilitet på arbejdsmarkedet – så forældre kan være til stede uden økonomisk tab.
Den nye 10-årsplan for psykiatrien understøtter bedre behandling og helhedsorienterede forløb, men mangler tydelig fokus på forældrene som vigtige ressourcer. Forældrene er barnets vigtigste støtte. Svigter vi dem, svigter vi også børnene.
Isabella Fussing Hansen, socialpædagog, mor og forfatter, Rønnede
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
