DSR står med en lang næse


Så landede syltekrukken. Selvom sygeplejerskernes forventninger til resultatet af Lønstrukturkomiteen var lig nul, så er frustrationerne stadig at spore rundt omkring i krogene – og med rette.
To år er gået siden den store sygeplejerskestrejke, hvor størstedelen af sygeplejerskerne stemte nej til mæglingsskitsen – heri med en lønstrukturkomité. Dansk Sygeplejeråd (DSR) forsøgte at sælge Lønstrukturkomiteen til medlemmerne som et stort gennembrud. Det skulle vise sig, at fagtoppen var langt fra deres medlemmer, da 66,7 procent af sygeplejerskerne stemte nej. Lønstrukturkomiteen blev anset som en syltekrukke.
Efter fremlæggelsen af Lønstrukturkomiteens rapport afholdte DSR et pressemøde. Desværre blev fortællingen med fokus på alt andet end det centrale: At Lønstrukturkomiteen forblev en syltekrukke, som forventet.
Fejlen ligger dog langt tilbage, faktisk allerede ved forhandlingerne i 2021. Det store fejlskud var at købe præmissen om Lønstrukturkomiteen. En komité bestående af mange aktører med modsatrettede interesser.
Tilbage til pressemødet med DSR, efter komissionens fremlæggelse, her valgte DSRs formand entydigt at fokusere på det bilag, der omhandlede løn uden genetillæg. Et bilag, som de efterfølgende udsatte for noget, der minder om talmanipulation ved at beskære grafen.
Tilbage står DSR med en lang næse og et sygeplejefag, der nu må lide under en ny fortælling. En fortælling, som de har forsøgt at skabe på de sociale medier: At de etablerede medier fordrejer sandheden, og at sandheden skal findes i redigerede bilag. I øvrigt glemmer de at nævne, at de står som medafsendere på rapporten, og dermed står inde for dens rigtighed.
DSR kunne med fordel lade debatten handle om politisk centrale emner, i stedet handler det nu om definitionsmagten – og den er tabt. For manglen på sygeplejersker er det centrale. Vi står med et sygehusvæsen, som ikke formår at fastholde sygeplejersker. Mange sygeplejersker peger på forskellige årsager til deres flugt fra det offentlige, hvoraf løn står som noget altoverskyggende.
Når DSR får det til at handle om mediernes fordrejning af sandheden, hvem er så tilbage som de store tabere? Er det sygeplejerskerne? Sundhedsvæsenet? Samfundet? Eller er det i virkeligheden Dansk Sygeplejeråd selv?
Marietta Annie Petersen, sygeplejerske, og Vibeke Frost, adjunkt på sygeplejerskeuddannelsen