DSB: Ja, toget var for kort

Foto: CLAUS FISKER

Leif von Gersdorf skriver i Berlingske 23. marts om en togtur fredag 17. marts klokken 23 fra København til Sorø, hvor turen blev kørt af et enkelt IC3-togsæt med tre vogne. Toget var så fyldt, at det var svært både at komme af og på toget og i det hele taget at komme frem og tilbage i det. Han konkluderer, at man gennem planlægning burde have stillet et større togsæt til rådighed på den pågældende afgang.

Lad mig med det samme beklage den dårlige oplevelse. Du har helt ret: Det tog burde have været længere. I fremtiden vil afgangen fredag klokken 23 have to IC3-togsæt, altså seks vogne, og det vil den have, indtil IC4-togene atter er i drift.

Da IC4-togene for små to uger siden blev taget ud af passagerdrift, blev beslutningen foretaget og effektueret her og nu på baggrund af en hændelse med en løs hydraulikpumpe. Herefter skulle køreplanen og den bagvedliggende klargøring af systemet laves akut om, så den passede til de tog, der er til rådighed.

IC4-togene kører i snit otte-ti pct. af den daglige togdrift, så der skal ændres mange steder. Det er lykkedes at lave en midlertidig plan, der rummer færrest gener for passagererne samlet set, men der er tale om komplekse bagvedliggende ændringer, der har medført, at nogle tog er blevet helt aflyst, og andre togafgange har ikke haft den optimale størrelse.

Vi har undervejs justeret de første planer uden IC4, så godt som vi kan, og med de togsæt, vi har til rådighed. Det har vi også gjort med den afgang, der gav dig en dårlig oplevelse. Det synes jeg, er udtryk for god daglig ledelse, selv om det jo ikke ændrer ved din konkrete oplevelse på dagen.

Lars Kaspersen, Direktør for Kommunikation & Branding, DSB