Egoister alene i vildmarken

DR kører på 10. sæson programmet »Alene i Vildmarken«. Ti personer skal forsøge at klare sig under barske forhold i den finske vildmark, hvor de er helt alene. Den, der kan klare det i længst tid, vinder.

Hvad er det, der fascinerer tv-seere til at blive hængende for at se, om nogen eventuelt bliver så desperate, fordi deres tarme skriger af sult, at de går ud i den kolde, rivende elv, fanger en fisk med de bare næver og æder den rå?

»Godt det ikke er mig«, siger de fleste seere sikkert til sig selv. Deri ligger programmets samlende fællesnævner.

Programmet kan på overfladen se ud som et sejt overlevelsesprojekt, men præmissen kan diskuteres. For mennesket har aldrig været alene.

Hvem har ikke som barn bygget huler, gemt sig eller haft lyst til at løbe hjemmefra. Men det blev ved legen, for lysten til vores dyne og mors franskbrødsmad med syltetøj trak i os.

»Alene i vildmarken« handler, bortset fra den trivielle kamp for føde, også om at vende samfundet ryggen. Et samfund, deltagerne er født ind og genindtager deres plads i ved programmets slut. Her har de rettigheder og kan gøre stort set som de vil. Hvis de overtræder vores fælles love, straffes de.

Alene er mennesket ikke i stand til at udvikle hverken sig selv, andre eller samfundets retning.

Mennesket er ikke skabt til at være på egen hånd. Da de første mennesker begav sig rundt i verden, var de helt afhængige af at have nogle at følges med. Det kan man blandt andet se i et andet aktuelt DR-program, der handler om menneskets evolution.

Programmet »Alene i Vildmarken« sætter mennesker i en situation, hvor de på ingen måde bidrager med andet end gøremål, der udstiller deres selvtilstrækkelighed som en kold fiasko. »Alene i vildmarken« er helt igennem et monotont, egoistisk projekt.

Jytte Kjærgaard, cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling

Demensudredning skal være hurtigere og lige god

Alt for mange borgere og pårørende oplever i dag en lang og usikker vej, når mistanken om demens opstår. For den enkelte familie kan ventetiden være præget af bekymring, uvished og frustration. Samtidig er en tidlig og præcis udredning afgørende for, at borgeren kan få den rette hjælp, behandling og støtte.

Derfor skal vi gøre det bedre.

I Region Midtjylland skal det ikke være postnummeret, der afgør, hvor hurtigt eller hvor specialiseret man kan blive udredt for demens. Borgere i den østlige og vestlige del af regionen skal have samme mulighed for en hurtig, grundig og specialiseret demensudredning.

Det handler ikke om at skabe mere bureaukrati eller flere systemer. Det handler om at bruge vores sundhedsvæsen klogt og sikre, at den nødvendige specialiserede viden er tilgængelig dér, hvor borgerne bor.

Vi skal derfor se på, hvordan vi kan styrke kapaciteten, forkorte ventetiderne og sikre et tættere samarbejde mellem hospitaler, kommuner, almen praksis og de specialiserede demensenheder.

For når en familie står med mistanken om demens, er måneder med uvished lang tid. En hurtigere udredning giver ikke nødvendigvis alle svar, men den giver mulighed for at komme videre og få den rette støtte.

Det er en vigtig lighedsdagsorden i vores sundhedsvæsen.

Derfor vil vi tage behovet for bedre og hurtigere demensudredning med ind i de kommende budgetforhandlinger i Region Midtjylland. Målet er klart, uanset om man bor i den østlige eller vestlige del af regionen, skal man have en reel og lige mulighed for en hurtig og specialiseret udredning.

Sundhedsvæsnet skal være tæt på borgerne, også når livet bliver svært.

Nicolai Estrup, regionsrådsmedlem i Region Midtjylland og byrådsmedlem i Randers (DF)

Moms

Regeringen vil trods talrige informationer om, at det er en samfundsøkonomisk uhensigtsmæssig måde at bruge 17,4 milliarder kroner på, sænke/fjerne momsen på fødevarer.

Jeg håber, at man besinder sig og ihukommer afdøde Erling Olsens kloge ord: Det er bedre at tabe ansigt end at tabe hovedet.

Henrik Elmelund, Odense SV

Hvorfor skal forbrydere have lov til at bestemme over os?

I dag kan man begå alvorlig kriminalitet, voldtage, begå grov vold eller dræbe et andet menneske og stadig beholde sine demokratiske rettigheder. Man kan stemme ved valg, mens man sidder i fængsel og afsoner sin dom. Det mener, jeg er dybt forkasteligt.

Når man vælger at bryde loven og begå alvorlig kriminalitet, har man samtidig brudt med de spilleregler, vi som samfund har vedtaget. Derfor bør man heller ikke kunne deltage i beslutningerne om det samfund, man selv har valgt at vende ryggen til. Et fængselsophold skal have konsekvenser, ikke kun for ens frihed, men også for ens demokratiske rettigheder.

Der er en grund til, at vi sætter mennesker i fængsel. Der skal være en klar konsekvens ved at bryde loven. Derfor bør der også være en demokratisk konsekvens. Man bør ikke kunne sidde i en fængselscelle og samtidig have indflydelse på, hvem, der skal lede det samfund, hvis love man selv har valgt at bryde.

Det er ikke en ukendt model. Storbritannien fratager som udgangspunkt dømte indsatte stemmeretten under deres fængselsophold, mens Frankrig og Tyskland under visse omstændigheder giver domstolene mulighed for at fratage dømte deres stemmeret.

Når en kriminel har afsonet sin straf og igen er en del af samfundet, skal stemmeretten naturligvis gives tilbage. Men begår man alvorlig kriminalitet og ender i fængsel, skal man afsone sin straf, og i den periode skal man også miste stemmeretten.

Philip Kryger Foged, næstformand for Konservativ Ungdoms hovedbestyrelse

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk