Drop SU til hjemmeboende

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I disse dage foregår der en heftig diskussion om eventuel reduktion af SU. Især er debatten fra tilhængerne af SU oppe i et niveau, så man skulle tro, at det ville medføre Jordens undergang, hvis man bare tænker på at røre ved SU-beløbene. Senest 30. august har danske studerende gået i demonstration mod tanken.

Må det være tilladt en gammel mand, som var med længe før, der var tænkt på SU, at fremkomme med en kommentar. Først vil jeg dog gerne stærkt pointere, at jeg går fuldt ind for uddannelse. Men verden forgår altså ikke, fordi ikke alle har muligheden for at komme på højere læreanstalter.

Selv ville jeg gerne have læst til ingeniør, men det var der absolut ikke midler til i mit barndomshjem. Mit valg blev derfor Post- og Telegravæsenet, som det hed dengang.

Sært nok blev mit liv ikke af den grund et liv i fattigdom, elendighed og armod, men tværtimod fik jeg en – tør jeg godt påstå – flot karriere i dette »væsen«, og verden bestod også fortsat, selvom jeg ikke blev ingeniør.

Et område af SU-ordningen mener jeg, at man uden videre kan sløjfe, nemlig SU til hjemmeboende studerende. Jeg havde i sin tid en kollega, der havde en hjemmeboende datter, som ikke betalte 25 øre for at bo hjemme. Da jeg sagde til kollegaen, at hans datter da ikke behøvede SU, replicerede vedkommende:

»Nej, men det er da rart nok. I sidste måned købte hun et ur for pengene.«