Drop kirkens vetoret
»Det skal ikke være i min baghave!« En sætning, der ofte siges, når man taler om vindmøller og solceller, men som lokalplaner skrider frem, er det blevet klart, at vindmøllerne skal stå et eller andet sted. Kirken kan dog via stiftsøvrigheden gøre indsigelser mod lokalplanerne.
Det er bare sådan, at Guds baghave åbenbart er så enorm stor, at hvis en vindmølle over 250 meter i højde placeres inden for 2.000 meter af en af hans fine huse (enhver given kirke), kan biskoppen sige: »ej, det skal vi så ikke lige be’ om«.
Dette gør kirken ofte brug af, hvilket helt ærligt er forkert, både fordi man hæver Guds baghave over alle andres, og også fordi det er usolidarisk. Den kristne tro bygger på ideen om at hjælpe hinanden, og når din baghave har en radius på 2.000 meter, så har du i den grad plads til det.
Det til side, så burde kirken slet ingen vetoret have. Kirken bør ikke være hævet over alle andre institutioner på grund af sin kulturhistoriske betydning. Når en lokalplan vedtages, bør kirken affinde sig med, at det er sådan, det bliver – ligesom os andre. For hør, der er jo ingen kulturarv fra den kristne kirke, hvis der ingen klode er …
Så Morten Dahlin: Fjern nu vetoretten for folkekirken – Guds have har plads til både vindmøller og solceller.
Malika B. Rosenskjold, kultur-, ret- og ligestillingsordfører, Radikal Ungdom
Gør op med parallelsamfund i Danmark
Jeg er enig med Kirsten-Marie Roeds læserbrev i Berlingske 10. februar, om at nydanske borgere især piger/kvinder med muslimsk baggrund skal have præcis samme rettigheder som resten af den danske befolkning – som eksempelvis at have relationer til drenge/mænd med en anden religion.
Hvis dette skal lykkes, skal vi én gang for alle gøre op med parallelsamfund i Danmark, blandt andet ved at forbyde bederum på alle uddannelsessteder og kønsopdelt svømmeundervisning.
Så vil de ortodokse muslimer i Danmark få mindre plads i det offentlige rum til at indoktrinere nydanske borgere med muslimsk baggrund.
Polarisering i Danmark vil på længere sigt forsvinde, hvis vi alle kæmper for de samme værdier og har de præcis samme rettigheder, uanset etnisk baggrund og religion.
Jacob Vest, København
Det store danske brinteventyr
Der har været megen snak om det store danske brinteventyr, som venter lige om hjørnet. Der er lige præcis tale om et eventyr, for det bliver aldrig til noget i den virkelige verden.
Vores klima- og energiminister har lige bevilget 15 milliarder som hhv. et lån og driftsstøtte, hvilket er en temmelig uansvarlig brug af borgernes penge, specielt når man tænker på, hvad man støtter. En umoden teknologi med et massivt tab af energi i produktionen af brint, udfordringer med lagring og transport af brinten.
Og så vil man bygge et rør til et tysk marked, som ikke eksisterer, og når man kigger på de massive udfordringer, som tysk industri står med, så er det næppe dyr brintenergi, der er svaret på deres problemer med høje energipriser og afindustrialiseringen af vores store nabo i syd.
Jeg er ret sikker på, at den nye regering, der kommer til efter valget, vil have energipriser i fokus, og her vil brint tabe stort til mere konventionelle energiformer. Nu er det jo svært at spå, især om fremtiden, men jeg vil gerne vædde en fadøl på, at de mange milliarder, der bliver brugt på et dansk »brinteventyr«, er spildte penge.
Kim H. Jensen, København
Lortekunst
Nu må det høre op med at holde os skatteydere for nar. Gudhjælpemig om ikke det er lykkedes en såkaldt »kunstner« at få offentlige penge for at fastgøre tre forstenede lorte til et bræt.
Hvis det er toppen af den kreativitet og kunstneriske færdighed, som man kan tilegne sig efter x antal år på et kunstakademi, så er det til grin at bruge skattepenge på at drive disse akademier.
Jeg er med på, at der ikke findes en definition på god kunst, men mon ikke de fleste gerne vil kunne se noget unikt i ethvert kunstværk, hvad enten det er et maleri, en skulptur eller noget helt tredje. Hvis tre lorte er unikke, så kan jeg og resten af verdens befolkning levere unikke kunstværker på daglig basis.
Jeg overvejer derfor, at næste gang, jeg har dårlig mave, så putter jeg dét, der kommer ud, i en luft- og lugtfri plastikpose, binder en rød sløjfe om posen, indleverer den til et galleri og afventer en check fra en progressiv kommune.
Ærlig talt, det er lige til at brække sig over. Hov, der kom jeg til at give en »kunstner« en god idé: Når man har modtaget pengene fra det offentlige, bruger man nogle af dem på en gevaldig bytur, går så hjem og brækker sig og monterer efterfølgende opkastet på et bræt. Så sælger man også det til en kommune, og så kan det hele begynde forfra. Velbekomme.
Kent Plesning, Solrød Strand
Væk med mikrofonen
Det er altid en fornøjelse at høre publikum synge med, når »Der er et yndigt land« bliver spillet til store sportsbegivenheder. Fornøjelsen kan dog hurtigt gå fløjten, når tv-producenten holder en mikrofon op foran spillerne.
Lige så gode de er til deres sport, lige så forfærdelige er de at høre på, når de uharmonisk og pivfalsk synger med på de nationale strofer. Der er ingen grund til at udstille deres, mildest talt, beskedne sangevner.
Så en bøn fra mig: Vis gerne billeder af spillerne, når de synger med, men lad os nøjes med lyden fra publikum.
Vagn Bech, Glostrup
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
