Drop det der med »dem nede i EU«

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: symbiot

Ofte hører man udtrykket »dem nede i EU«, når der bliver talt om vores union. Men det kan ikke understreges ofte nok, at vi som danskere selv er en del af unionen, og det er os, der sidder »dernede”«og er med til at træffe beslutninger på lige fod med samtlige andre medlemslande.

EU er strikket sådan sammen, at vi borgere selv vælger, hvem vi vil stemme på til at varetage opgaverne i EU-Parlamentet. Det er vigtigt at huske på, at EU ikke er en person eller en samling mennesker, der trækker lovgivning ned over hovedet på os, uden vi har noget at skulle have sagt. EU er kun så stærkt, som vi medlemslande gør det til, og vi er alle repræsenteret, når der forhandles. Forhandlinger, som de enkelte medlemslande får gavn af. EU er et fællesskab, og i et fællesskab, om det er fodboldklubben eller ejendomsforeningen, er det nu engang sådan, at der er uenigheder, og det ikke altid er ens egen holdning, der er størst opbakning til.

Vores union er særligt fordelagtigt, når det kommer til forhandlinger med store lande uden for EU som USA og Kina, hvor vi som EU kan tale med én samlet stemme og få mere fordelagtige aftaler på plads, end vi som Danmark ville kunne. Mon USA ville gå på kompromiser, når det kom til at indgå en bilateral aftale med et lille land som Danmark? Særligt med Trump i spidsen? Det, kan vi vist godt blive enige om, er urealistisk. Vi befinder os i en tid, hvor vores europæiske union er truet – både indefra og udefra. Det er derfor vigtigere end nogensinde, at vi forstår, hvad der sker i vores union, og at vi ikke sætter spørgsmålstegn ved, at vi selv har medbestemmelse. Vi må stå sammen og løfte i flok – det er os, der er EU!

Rikke Sophie Larsen, Europæisk Ungdom, Glentevej 17, 2 th, 2600 Glostrup