Drop destinationssnobberiet og åbn øjnene for resten af Danmark

I Danmark er vi begunstiget af at have flere af Nordeuropas smukkeste og mest særprægede destinationer langs det, vi kalder for Vandkantsdanmark. Men bureaukrati sætter en stopper for mange gode projekter, mener Søren Kragelund. Søren Bidstrup

152 milliarder kroner i turismeforbrug, 169.000 turismeskabte arbejdspladser, 4,3 procent af den samlede danske eksport og 55 milliarder kroner til statskassen i moms, skatter og afgifter årligt. 

Tallene fra VisitDenmark taler sit tydelige sprog. Det danske turismeerhverv er en seriøs spiller med en stor betydning for vores samfunds sammenhængskraft.

Spørgsmålet er så, hvorfor i alverden vi ikke gør mere for at udvikle turismen i hele landet – ikke kun i og omkring hovedstaden. Der ligger nemlig et kæmpe uforløst potentiale lige for næsen af os, hvis bare vi tør række ud efter det.

I Danmark er vi begunstiget af at have flere af Nordeuropas smukkeste og mest særprægede destinationer langs det, vi kalder for Vandkantsdanmark. Men desværre viser det sig gang på gang, at selv små projekter bliver skrinlagt, fordi sværhedsgraden på den bureaukratiske forhindringsbane bliver for meget for de fleste. 

Det sjove, eller mindre sjove, er, at der er så stor forskel på København og resten af Danmark. For mens man i København for eksempel kan anlægge en helt ny ø og bygge det ene hotel efter det andet, kan private erhvervsdrivende nærmest ikke bygge et simpelt ishus eller udvide hoteller uden at blive begravet i papirarbejde.

Den form for destinationssnobberi fører intet godt med sig. Tværtimod betyder det, at de erhvervsdrivende i Vandkantsdanmark ikke har lyst til at søsætte nye projekter med udsigten til flere års tovtrækkeri ned systemet. 

Det går ud over lokalsamfundene, som ikke bliver udviklet i den hastighed, der rent faktisk er mulighed for. De mister også livsvigtig turismeomsætning, mens de i forvejen begrænsede jobmuligheder reduceres yderligere. For slet ikke at tale om, at statskassen går glip af moms, skatter og afgifter, der kunne være brugt på velfærd.

Hvis vi virkelig skal dyrke turismen som en endnu større vækstkatalysator i Danmark, kræver det, at den modstand, som Vandkantsdanmark møder, ophører. 

Det går ganske enkelt ikke, at København altid står først i køen, og at alle andre destinationer bliver nedprioriteret, når det rent faktisk er her, der er mulighed for at hente millioner af turismekroner til gavn for hele samfundet. Selvfølgelig spiller hovedstaden en vigtig rolle, men at udvikle turismen i Danmark er ikke et soloeventyr.

Søren Kragelund, Formand for Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark (FFD)