Drikkepenge – igen, igen

Læs mere
Fold sammen

To lørdage i træk er man blevet præsenteret for hr. Dengsøes mening om drikkepenge, og i sidste indlæg undrer han sig over de mange reaktioner.

Det er meget nemt at forklare, hvorfor så mange ryger til tangenterne, for det er mere ligetil at forklare denne problematik end at gøre rede for bankernes skjulte omkostninger. Aftalen fra 1969 gælder på danske restauranter, derfor er drikkepenge inkluderet på alle restauranter. At der er mange ejere af restauranter, som ikke respekterer dette, og ansatte der finder sig i det, legitimerer ikke et krav på drikkepenge.

Det handler faktisk om, at restauratøren vælter sin forpligtelse til at lønne anstændigt over på sine gæster ud fra en forældet tradition om, at man skal belønne service i netop denne gruppe. Og antydningen af at man er nærig, hvis man ikke vil gøre dagen bedre for en lavtlønnet servicemedarbejder, pynter ikke på argumentationen.

Når kassemedarbejderen i supermarkedet lægger en pakke marengs op på disken, så den ikke bliver til pulver under champagneflasken, stikker man ham ikke en femmer ekstra og når chaufføren på 6A informerer grundigt om en ændret linjeføring på grund af vejarbejde, vælter alle bussens passagerer ikke op og lægger en mønt til ham. Selvom disse grupper ikke kan prale af at være højt lønnet. Kunder skal ikke påtage sig at lappe på dårlige overenskomster eller mangel på samme og slet ikke kopiere det amerikanske system, hvor servicefagenes udøvere er prisgivet kundernes gode eller dårlige humør.