Dovne Roberto

Regeringen har fået hård kritik for at ikke at lade danske skatteydere tillige blive skatteydere for Sydeuropa. Kritikerne er partier, der tidligere ønskede at sætte skatten ned og var imod overførselsindkomster.

Men partier har to politiske dagsordener: én for de danske skatteydere og én politisk korrekt for udlændinge, der ønsker at blive forsørget af Danmark. »Dovne Robert« i Danmark måtte ikke blive forsørget. Men »dovne Roberto« fra udlandet må gerne. Vi skal i Danmark agere skatteydere for lande, der ikke selv kan eller vil opretholde et velfærdssystem gennem høj og effektiv beskatning af arbejdskraft. Og via et EU, der hindrer en effektiv dansk kamp mod skattely.

Kritikken af regeringen har været dybt useriøs, hvorfor man f.eks har brugt ord som »sparebande«. En »bande« er udtryk for uacceptabel, asocial adfærd, hvorimod regeringen har udvist fornøden økonomisk omhu ved ikke at kaste danske skatteydernes penge om sig. Det er gjort rigeligt.

Kritikerne skulle kigge indad, for i mange tilfælde er deres ideologier og udtryk ganske simpelt hjemmehørende på helt andre politiske fløje. Det har den kritiske vælger nok for længst gennemskuet.

Per Christensen, Hvidovre

Ebberød Bank anno 2020

Som et bidrag til igen at få gang i hjulene foreslås udbetaling af indefrosne feriepenge. Vi taler vist om den nette sum af 100 milliarder kr., hvoraf staten ved udbetaling af beløbet vil kunne inkassere en 40-50  mia. kr. i skat.

Problemet er bare, at mange af pengene fortsat står i virksomhederne, der ikke har likviditet til en udbetaling. Derfor foreslås i tidens ånd, at staten låner virksomhederne penge til betaling af beløbet. Det kan klares ved at øge udstedelsen af kortløbende obligationer, der via ECBs gæve indsats vil være (næsten) uden renter, men alligevel kunne sælges til over pari. Købere kan være fx pensionskasser, der sikrer manges pension.

Ingen hekseri, kun længere åbningstid i Ebberød Bank.

Svend E. Just, Fredensborg

Ro på, Morten Levinsen

Ro på, Morten Levinsen, du er ikke den første unge, som foragtede sine forældre og så lyset i sig selv, og du bliver heller ikke den sidste.

Noget af det, man lærer med alderen, er en erkendelse af egen uformåenhed. Det er ikke nok at ville noget. Det skal også kunne lade sig gøre.

Jeg må indrømme, at jeg ikke ved, om du betragter mig som en boomer – og hvad du i øvrigt mener med det udtryk. Nok fordi jeg faktisk er ret ligeglad. Jeg interesserer mig ikke for andre, når de nedgør mig med øgenavne og gruppemobning.

Spøjst, at netop din generation går på gaden i Danmark for at demonstrere for lighed i USA, mens I selv afviser majoriteten af den danske befolkning som værende uvæsentlige og overflødige ...

Jeg må også indrømme, at jeg ikke kan finde ironien i din kommentar. Det er et smart trick, du har lært i filosofi, at skrive således at du altid kan trække i land og påstå at andre er uvidende idioter – også selvom de egentlig har ret. Så jeg ved faktisk ikke, hvad du mener, og hvad du ikke mener. Og hvad du mener at kunne opnå derved.

Men én ting er jeg ret overbevist om: Du hylder modsigelser, det ulogiske, det usammenhængende. Du hader korrekte svar, eksakt viden, fakta. Måske er du venstreorienteret, måske er det bare min fordom om venstrefløjen. Men du kommer hverken til at redde verden eller rydde op i den, med den indstilling. Du vil blive ligesom dine forældre, og dine venners børn vil give dig øgenavne, mens de slynger udokumenterede anklager ud i verden.

Måske har de ret. Men det vil heller ikke de vide, for du vil have skabt dem.

Hans Jørgen Pedersen, København

Influenza

Når nu Mette Frederiksen går så højt op i, hvor mange der eventuelt kan dø af coronavirus ved et nyt udbrud, så kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad hun vil gøre, når der kommer en ny gang influenza til efteråret, hvilket normalt koster 1.000-2.000 hovedsageligt ældre og udsatte livet, akkurat som med corona nu. Der vaccineres 600.000, hvilket ikke hindrer det høje antal døde hvert eneste år.

Er man ikke vaccineret, kan man blive syg og i øvrigt selv smitte. Er statsministeren selv vaccineret mod influenza, eller tror Mette Frederiksen, at man kun kan blive syg og dø af coronavirus?

Ernst Pless Holst, København