Det er uacceptabelt, at forældre kan slippe afsted med at chikanere sig til samvær med deres børn. Ja, ikke bare slippe afsted med det, men endda blive belønnet for det.
Selvom Dansk Folkeparti længe har kæmpet for at beskytte børn mod samværschikane, viser en nylig højesteretsdom desværre, at loven har huller.
Højesterets seneste dom viser med al tydelighed, at samværschikane stadig kan betale sig, og det er at svigte børnene. I sagen forhindrede en mor i årevis med grundløse beskyldninger sin eksmand i at se deres fælles børn. Alligevel endte retten med at lade børnene blive hos hende.
Højesteret erkendte moderens chikane, men gav hende alligevel medhold, fordi børnene nu havde mistet kontakten til deres far; mens chikanen stod på, var hun blevet børnenes »primære omsorgsperson«, skønt det var hende, der alene havde ansvaret for, at faren ikke så børnene.
Den slags obstruktion skal forhindres. Vi må sætte en stopper for samværschikane og forældrefremmedgørelse.
Dansk Folkeparti har længe kæmpet for, at forældrefremmedgørelse skulle skrives ind i lovgivningen, og det har vi nu fået igennem. Men det er åbenbart ikke tilstrækkeligt, hvis en af forældrene helt bevidst trækker en sag i langdrag, indtil retten dømmer efter det efterhånden ødelagte forhold mellem barnet og den anden forælder.
Som det står nu, er det kun den tid, der går under chikanens forløb, der reelt afgør sagerne, og det er fuldstændig urimeligt. Socialministeren må træde i karakter og lukke de huller, der tillader den slags misbrug af systemet. Ellers kommer børnene til at betale prisen.
Samværschikane må aldrig kunne betale sig. Højesteretsdommen har vist, at vi stadig har en lang vej at gå for at sikre, at ingen forældre kan manipulere systemet og fratage den anden forælder retten til samvær. At forældrefremmedgørelse nu skrives ind i loven, er altså ikke nok. Vi har brug for, at Socialministeren tager ansvar, lukker hullerne i lovgivningen og sikrer mærkbare sanktioner, så ingen børn bliver ofre i forældrenes stridigheder.
Alle børn har ret til begge forældre, og ingen forælder har ret til at bruge dem som våben i en bitter og ulykkelig konflikt mellem voksne.
Mette Thiesen, MF (DF)