Regeringens og aftalepartiernes nye famøse ældrereform skal angiveligt revolutionere ældreplejen i Danmark. Som en del af deres »velfærdsstat til velfærdssamfund«-slogan, kan vi nu se frem til landsdækkende faste teams, helhedspleje, professionelle plejehjemsbestyrelser mv., må vi forstå.
Det lyder jo alt i alt meget flot, men de faste teams findes allerede i mange kommuner i dag. Men kan vi være sikre på, at de ikke består af 15 forskellige medarbejdere? For så er vi jo lige vidt.
Helhedspleje lyder også godt i mange menneskers ører, men når vi igen vender hovedet mod virkeligheden, er det bare sådan, at de fleste virksomheder inden for området kun beskæftiger sig med ét serviceområde, for eksempel rengøring. Men så har man sagt det, og alt hvad der så sker derefter, er jo ikke regeringens skyld. Er det så kommunernes? Markedets?
Jeg frygter ærligt talt, at vi ender i en situation, hvor ingen vil tage ansvar, og de ældre igen bliver taberne. Hvor de allersvageste ældre bliver spist af med en robotstøvsuger og løfter om frie valg, når det, de i virkeligheden har brug for, er at kunne komme i bad oftere end hver 14. dag og noget menneskeligt nærvær fra folk, de kender.
Kommunerne har i dag heller ikke ressourcer til at efterleve alle de flotte målsætninger og buzzwords, som regeringens aftale er spækket med. DF har i sin egen plan afsat 6,5 milliarder til ældreområdet. Regeringens aftale lyder på blot 3,3 milliarder. Men igen, så må man forvente, at aben ender hos kommunerne, når vi må indse, at de ældre ikke får noget ud af den her reform.
Det gælder for så vidt også i forhold til de professionelle plejehjemsbestyrelser, som skal indsættes rundt omkring. Heller ikke her vil det være kommunernes ansvar, når problemerne melder sig.
Aftalen er i bund og grund gennemsyret af urealistiske mål, gammel vin på nye flasker, utilstrækkelig finansiering og ikke mindst ansvarsfralæggelse.
Mikkel Bjørn, MF (DF)
