Berlingske omtalte 2. januar en rapport fra Sundhedsministeriet, der viser, at sundhedsvæsenet går den forkerte vej med for lange ventelister og manglende kapacitet. Især de medicinske afdelinger er overfyldte, hvilket bekræfter, hvor skoen trykker.

Når akuthospitalerne, de såkaldte supersygehuse, skulle realiseres for omkring halvdelen af det, der blev vurderet at være behov for, siger det sig selv, at kapaciteten ender langt under behovet. Det er der talt om at kompensere for ved mere nærhed i sundhed, men problemet er, at der ikke sker noget af betydning. Dertil var hospitalerne i fem år underlagt kravet om 2 procent effektivisering, der betød nedskæringer af personale og kapacitet. Konsekvenser, der endnu ikke er rettet op på.

Christiansborgs politikere bliver nødt til at tage et opgør med deres berøringsangst over for kommunernes selvstyre, hvis det ikke skal være hospitalerne og patienterne, der efterlades med aben. Nationale standarder og krav til kommunernes opgavevaretagelse inden for sundhed og de nødvendige penge til det er et must, hvis den negative spiral skal bremses.

Eksempelvis bør man se til Helsingørs nye sundhedshus med kommunale sengepladser, der er nødvendigt for patienter, der på hospitalerne er færdigbehandlet og stabile, men som ikke er klar til at komme hjem af fysiske og/eller sociale årsager. De skal ikke fylde op på hospitalerne, men der er landsdækkende alt for lidt styr på kommunernes overtagelse af patienterne, genoptræning etc.

Praktiserende læger varetager i forvejen 90 procent af opgaverne selv uden at belaste det øvrige sundhedsvæsen, der er ret flot. Der er så 10 procent, som lægerne sender videre i systemet, fordi de ikke har og ikke skal have kompetencen til at varetage opgaven. Det er blandt disse 10 procent, man vil sende patienterne tilbage til almen praksis, der stadig ikke har kompetencen til at varetage opgaven. 

Det betyder, at lægerne skal kommunikere med specialafdelingernes læger som mellemled mellem patienterne og det specialiserede sundhedsvæsen. Det bliver næppe billigere, men forringer kvaliteten for patienter med kroniske komplicerede sygdomme frem for, at de kan kommunikere direkte med speciallægerne om deres komplicerede forløb.

Dertil bør der over finansloven afsættes midler til forskning i forebyggelse og stilles krav til kommunerne om at øge den forebyggende indsats, der vil kunne bremse tilstrømningen til sundhedsvæsenet. 

Der bliver fremover langt flere behandlingsmuligheder, som erfaringsmæssigt er rasende dyre, og der vil ikke være politisk vilje til at betale, hvad det koster at behandle alle, så reduktion af tilstrømningen til sundhedsvæsenet er afgørende for, at det ikke bliver alle patientforeningers kamp mod alle.

Torben Kjær, fhv. medlem af Danske Regioners sundhedsudvalg, Hillerød