Når man på sikker afstand følger udviklingen i Nordic Waste-sagen, kan man ikke lade være med at tænke på det gamle ord om, at det kræver høj moral at sælge elastik i metermål.

Betalingen for rensningen falder nemlig ved afleveringen af jorden – uafhængigt af, hvornår den dyre og tidskrævende rensning faktisk håndteres.

Så hvis man ønsker at kaste sig over kommerciel jordrensning, skal man altså finde det størst mulige grusgravhul. Herefter skal man sætte fuld skrue på at modtage jord og betaling – og bekymre sig mindre om behandlingen af den modtagne jord.

Et tænkt eksempel: Vi har en grusgrav med et godt stort hul på 200 x 100 x 20 m. Og vi beregner os 1.500 kroner pr. modtaget kubikmeter jord. Når hullet er fyldt op, har vi derfor modtaget en betaling på ikke mindre end 600 millioner kroner. Og har ikke haft andre udgifter end købet af grusgraven fraregnet de udgifter, der måtte være til mandskab, som viser lastbilerne med jord hen til hullet.

Selve rensningsprocessen er givetvis bekostelig og tidsrøvende. Hvis man således med udgangspunkt i ovennævnte tænkte eksempel antager, at der kan renses og flyttes rundt med en kubikmeter jord i timen, vil det – selv ved døgndrift – tage cirka 45 år at rense den aflæssede bunke jord i grusgraven!

Med andre ord; der er et meget stort incitament til at lade sit jordrensningsfirma gå konkurs på det tidspunkt, hvor grusgravhullet er fyldt, og den kostbare rensning endnu ikke er begyndt.

Om Nordic Waste har opereret som beskrevet ovenfor, har jeg ingen kvalificeret mening om.

Men det i pressen beskrevne forløb af sagen viser med al ønskelig tydelighed, at tilladelse til at bedrive kommerciel jordrensning i fremtiden ikke hører hjemme hos den enkelte kommune. Dertil er processen, dens mulige omkostninger og den nødvendige kontrol for kompliceret.

Måske er det en regionsopgave?

Bjørn Quistorff, Charlottenlund

Borgerlig andenviolin

Partiet Venstre formår ikke at favne sin store kernevælgergruppe inden for dansk landbrug og de produktive erhverv knyttet dertil. Partiet tier, samtykker og spiller andenviolin, når de socialistiske partier tager teten over for denne branche.

I månedsvis har politikere, meningsdannere, bloggere, eksperter og dansk presse nedgjort vort hæderkronede landbrug som profitmagere, dyrplagere, miljøsvin og tilskudssugere. Hvor havde det klædt partiet at fremdrive lysten til innovation her i landet, ikke blot i landbrug, men også dansk industri og transport, der ligeledes, siden SMV-regeringen blev dannet, har stået til daglige tæsk i pressen. 

Hvor havde det klædt vores land i en økonomisk gunstig tid at give de sektorer lyst til udvikling, fremfor socialdemokratiske afgifter der skal fremtvinge lukninger og udflytninger.

Christian Rohde Nielsen, Vallensbæk

ECCO-boykot

Der er mange, der har travlt med at fortælle, at de vil boykotte ECCO, fordi ECCO er blevet i Rusland.

Til det er der at sige, at det er en total gratis måde at forsøge at stille sig på den moralsk rigtige side.

De pågældende burde hellere berette om, hvor store beløb de har doneret til Den danske Ukraine komité, der sender penge til Ukraine for at hjælpe med deres forsvar.

Steen Ehlers, Birkerød

Grønthøster

Det lyder fornuftigt, at staten vil spare for at kunne betale for et i mange år skandaløst forsømt forsvar. Det er i den forbindelse blandt andet foreslået at anvende »grønthøsteren«.

Det kunne så passende kombineres med en omfattende afbureaukratisering, herunder frisætning af hospitaler, institutioner, skoler og anden offentlig administration, kombineret med en privatisering. Væk med en masse rapporter og Excel-skemaer og lad cheferne styre tingene under ansvar som i private virksomheder.

Der er udbredt præcedens for, at det vil medføre en effektivisering og sædvanligvis også en bedre stemning på alle niveauer.

En ekstra gevinst er, at det frigjorte personale kan blive til rådighed på det sultne arbejdsmarked.

Efter en periode vil man have fået mere for skatteydernes penge og samtidig et ordentligt forsvar.

Carl Dawids, København

Vi har brug for en statsbank

Danske banker tjener milliarder på afgifter og renter fra deres almindelige kunder. Penge, der ryger direkte ned i lommerne på aktionærer. De samme aktionærer, som kapitalistiske partier i Folketinget vil give endnu større skattelettelser til, så de kan stikke endnu flere af hr. og fru Danmarks surt tjente skillinger direkte ned i lommerne.

Vi har brug for en statsbank, en bank, der kun har borgernes bedste som fokus. For vi er nødt til at have en bank, men vi skal ikke være tvunget til at finansiere grådige aktionærers overforbrug igennem bankernes absurde renter og afgifter.

Jonas Schmidt, Brobyværk

Fra et minut til et andet

Eftermiddag 2. marts: jeg har været hos venner i Præstø, er hjemme og ser på vindueskarmen, der trænger til at blive støvet af. Hører i fjernsynet, at partiformand er død af hjerneblødning, kun 52 år. Næsen svider, tårer i øjnene – livet fra minut til minut – liv og så chok og sorg.

Uanset tilhørsforhold i politik handler dette jo om et ungt menneske, et farvel til et menneske, farvel til en partiformand, om omsorg, om sorg med familien, en tragedie – hvordan kan man dog rumme det?

Søren Pape Poulsen, må din ordentlighed, retfærdighedssans, dit menneskesyn og rummelighed brede sig til alle mennesker – Danmark har brug for det.

Charlotte Oldendow-Jantzen, Kastrup

Organdonation: To konkrete forslag

Jeg følger med interesse den igangværende debat om organdonation. Behov for at modtage et donororgan er en potentiel skæbne for alle – ung, gammel, fattig og rig. Sygdom, medfødt eller udviklet senere i livet, ulykker og andre årsager kan betyde, at vi alle en dag risikerer at finde vores navn på en venteliste til et donororgan. 

Og skulle man være så uheldig, er der næppe tvivl om, at man den dag ville ønske, at ventelisten med patienter ikke var så pokkers lang i forhold til antallet af organer, eller at man stod øverst på listen!

Diskussionen om organdonation er på ingen måde ny, ej heller er kampagner for at få flere donorer i kartoteket. Og alligevel er det efter mange, mange år stadig kun et beskæmmende mindretal af befolkningen, som har taget stilling og er opført som organdonorer. Vi er nok nødt til at erkende, at der skal andre midler til.

Jeg synes derfor, at regeringens oplæg med fordel kan skærpes på to punkter: 

  • For det første synes jeg, at den voksne patient, som får brug for et donororgan, og som selv er tilmeldt som organdonor, skal stå foran på ventelisten i forhold til den voksne patient, som har brug for det samme organ, men ikke har meldt sig som organdonor. Børn undtaget, de skal alt andet lige op på ventelisten.

  • For det andet skal det være donors beslutning at være donor. Pårørende skal ikke have mulighed for at nedlægge veto mod organdonation fra en afdød, som selv i levende live har besluttet sig for at være donor.

Disse to skærpelser vil med en vis sandsynlighed øge antallet af donororganer og det måske endda så meget, at der er organer nok til alle på ventelisterne. Eller i hvert fald nok til alle dem på ventelisterne, som selv har taget stilling og er villige til at være organdonorer for andre. 

Det er to løsninger, som er lette at forstå og dermed at kommunikere, og som næppe kan kaldes uretfærdige.

Jens Borelli-Kjær, Charlottenlund