Løsning på et forklaringsproblem

Vurderingsstyrelsen og Skat siges at have et forklaringsproblem med de uforståelige vurderinger og skatter.

Det behøver de dog ikke at tænke på, for de kan blot henvise til Lewis Carolls absurde digt »Snarkejagten« fra 1876.

Heri fremgår det at Slagteren (Skat) skal forklare bæveren (folket) om Jub Jubbens (skatter og vurderinger) eksistens. Citat:

Til sidst subtraherer vi syv plus ti

Metoden er ganske perfekt

Resultatet er nødvendigvis rigtigt fordi

Det er helt og aldeles korrekt

Fortælle dig mere om min teori

– Ja ser du det ville jeg gerne

Men jeg er desværre forhindret deri

For jeg mangler tid –

Og du hjerne!

Så er den klaret.

Snarkejagten er på fremragende vis oversat og gendigtet af Christopher Maaløe i 1963 på forlaget Schønberg.

Snorre Stephensen, Helsingør

Sig fra over for Trump

USA holdt Danmark uden for mødet om forsvar med allierede lande i Norge.

Hvorfor hørte man ikke protester fra de andre allierede lande? De burde da have holdt sig væk fra det møde.

Trump indleder en krig mod Iran og forlanger, at de allierede NATO-lande skal hjælpe ham ud af suppedasen.

Lad ham selv rode sig ud af den krig. Vi har intet med den at gøre og har aldrig ønsket den. Vel vidende, at det er håbløst at tro, at man kan komme udefra og indføre demokrati i muslimske lande, hvor størstedelen af befolkningen ikke ønsker det. Det har vi jo set gang på gang. Det ender i død og ødelæggelse til ingen verdens nytte.

Trump smider om sig med løgne og beskyldninger mod lande omkring sig, især Europa. Han bestiller ikke andet. Vi er et horn i siden på ham, så hvorfor skal vi blive ved med at finde os i det?

Hvornår vågner vi op og modsiger ham noget så eftertrykkeligt? Han gør jo, hvad der passer ham alligevel.

Spanien er godt på vej. Hurra for det.

Trump burde have besked på at have orden i sit eget land, som er så forgældet, at renteudgifterne på lånene er så enorme, at det påvirker USAs økonomi betydeligt.

Mon ikke det var der ham, der skulle bruge sine »evner«?

Lisbet Nielsen, Ølstykke

First we take …

Leonard Cohen er kendt for at synge »First we take Manhattan, then we take Berlin«. Overført til de socialistiske kollapser gennem historien synes fortællingen at være entydig. Nylig er Venezuelas præsident Maduro afsat og smidt i et amerikansk fængsel, og Cuba er ved at få den sidste olie. Delvis pga. blokader fra USA. Delvis pga. at Putins Rusland nu har en folkelig stigende modvilje med fødevareknaphed og stigende benzinpriser.

Rusland har ikke længere råd til kampen mod Vesten med andet end fagre ord, praktiske paroler og bombastiske støtteerklæringer. Det fodrer ikke mange cubanske maver. Cubas fald er forventeligt, og snart vil vi formentlig se store dele af Floridas cubanske eksilbefolkning vandre sydpå.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Det røde kort

Nu må selv Donald Trump have opfattet, at vi andre kun trækker én gang. Efter at kortet i overensstemmelse med de gældende regler for soccer (altså det nuværende VM i fodbold i modsætning til American Football) klart havde måttet bringes i anvendelse også på en spiller fra USA, følte den amerikanske præsident sig kaldet til at gribe ind.

Måske ud fra devisen »you dont have the cards«, som han i sin tid lancerede for den ukrainske præsident Zelenskyj.

At det røde kort efter fodboldreglerne automatisk fører til karantæne i den nærmest følgende kamp, var, ifølge Trump, åbenbart en urimelighed, som kun de andre dumme hold og nationer med spillere, der indtil da var blevet udvist med det røde kort, bare måtte bide i sig.

Her skulle han nok få lavet om på afgørelsen for USAs stjernespiller, for det var jo let ordnet med et opkald til FIFA-præsidenten Infantino.

Om sidstnævnte vil jeg indskrænke mig til at udtale, at han både i sin fremtræden og sit efternavn giver associationer til det danske ord infantil. Donald Trump og Gianni Infantino fortjener begge at få det røde kort, i hvert fald hvis man værdsætter fair play og holder af fodbold.

Stig Werdelin, Charlottenlund

Når folketingsmedlemmer får en huspræst

Det er betryggende at vide, at folketingsmedlemmer nu får en præst til rådighed. Man ved jo aldrig, hvornår behovet for syndsforladelse melder sig efter endnu et politisk forlig.

Måske er det i virkeligheden en erkendelse af, at politik efterhånden kræver mere tro end viden. Tro på budgetter, der holder. Tro på reformer, der virker. Tro på valgløfter, som overlever til efter valgdagen.

Hvis folketingsmedlemmer skal have en præst, kunne man passende udvide ordningen. En skriftestol ved siden af talerstolen ville spare mange vælgere for unødige overraskelser. Der kunne også indføres en fast bodsgang efter finanslovforhandlingerne.

Spøg til side. Danmark bygger på en klar adskillelse mellem politiske beslutninger og religiøs forkyndelse. Politikere skal naturligvis have adgang til den samme sjælesorg som alle andre borgere, men det bør ske på samme vilkår – ikke som en særlig ordning på Christiansborg.

Det er svært ikke at spørge, om folketingsmedlemmernes vigtigste mangel virkelig er en præst? Mange vælgere ville måske pege på noget helt andet: mere dømmekraft, mere ansvarlighed og en smule mere jordforbindelse.

Hvis præsten kan hjælpe med det, skal vedkommende være mere end almindeligt velkommen.

Niels-Erik Nielsen, Ålsgårde

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk