Det store posttyveri ved fuldt dagslys


I starten af december tikker der en pressemeddelelse fra PostNord til Den Danske Folk.
Nu er det nok ikke alle os flittige julekortskrivere, som abonnerer på pressemeddelelser fra PostNord?
Tidspunktet for udsendelsen og indholdets formuleringer kunne lede tankerne hen på, om meddelelsens idé og indhold var forfattet under sidste del af en glimrende julefrokost, hvor alle postens medarbejdere endnu var på »mærkerne«?
Til orientering til de fire til fem millioner danskere, som egentlig er pressemeddelelsens målgruppe kan jeg orientere lidt om indholdet:
Første del omhandler, at det er besluttet, at der på alle fremtidige forsendelser skal pålægges moms. Dette gælder såvel øst som vest for Storebælt.
Et brev, der i dag koster 12 kroner at sende – og som helt sikkert kommer frem – kommer med den nye momssats til at koste 25 kroner. Dvs. en stigning på 13 kroner. Altså en momssats på 108 procent. En sats hvori der må være indregnet eventuelle momsstigninger i mange år fremover.
Anden del omhandler frimærkerne. Normalt når der pålægges moms, så er det på varen/ydelsen – og ikke på betalingsmidlet, der anvendes til at betale varen. PostNord påstår, at de frimærker, der fremover købes er inklusiv moms – men dem du har liggende i skuffen, er uden moms – og hokuspokus, så er de gamle frimærker lige pludselig ugyldige!
Mærkerne er købt i god tro – ofte som en forudbetaling på en senere ydelse – uden tidsmæssig begrænsning. Inflation og stigninger i portosatser gør stille og rolig værdien af mærkerne mindre og mindre værd – til fordel for PostNord, som har modtaget pengene/deponeringen.
Hvis en million danskere har for 100 kroner i ubrugte frimærker liggende i skuffen, ja så taler vi om 100 millioner kroner, som lige pludselig er ugyldige. Det lugter nærmest lidt af devalueringen af den tyske mark i årene op til Anden Verdenskrig, uha.
Normalt når Skat forlanger/foreslår, at et produkt skal pålægges moms, så er det for at få ekstra kroner i statskassen. Men en virksomhed, der kører med regnskabstal, der er lige så røde som farven på de tidligere postuniformer, skaber et negativt momsgrundlag. Negativ moms betyder, at staten/vi alle skal op på mærkerne og fortsat dække underskud.
For os almindelige julekortskrivende danskere er de givne begrundelser fuldkommen »sort snak«!
Hvor svært kan den være at lægge 25 procent på portotaksten – og lade befolkningen beholde de tidligere købte frimærker til frankering – indtil de stille og roligt benyttes til de oprindelige købte formål?
Mærker med motiver af dronning Margrethe som ung er stadig smukke at se på!
Harry Andersen, Birkerød