Nemmere nedsparing
Mange ældre danskere sidder i huse, hvor trapperne er for stejle, og ukrudtet er blevet for ivrigt, men minder og mursten er svære at give slip på.
Samtidig er friværdien ofte enorm. Alligevel kan mange ældre ikke få lov til at bruge den til at leve bedre, tryggere og friere liv.
Et ægtepar i Hvidovre har boet i deres hus i 40 år. De skylder næsten ingenting, men banken vil ikke give dem et såkaldt nedsparingslån, dvs. et lån i deres boligs friværdi, fordi deres indkomst ikke er stor nok til både at afdrage og leve for.
De vil egentlig gerne bruge lidt af friværdien til at få råd til hjælp i haven, renovere huset til den dag de bliver gamle eller rejse, mens lysten er der. Men det kan de ikke.
Det er ikke rimeligt.
Vi har gjort det alt for svært at nedspare i sit eget hjem – selv for dem, der har sparet flittigt op gennem et langt liv.
Banker og realkreditinstitutter vurderer ældre efter nutidens indkomst – ikke livets opsparing. Det betyder, at for mange bliver husets mursten en stopklods i stedet for økonomisk frihed.
Regeringen vil derfor nu gøre det nemmere for ældre at bruge den friværdi, som man selv har bygget op gennem et langt arbejdsliv.
Vi fjerner derfor en rigid regel, så man fremover kan optage nedsparingslån med variabel rente og afdragsfrihed – også selvom man skylder mere end 60 pct. af boligens værdi.
Hvad banken og realkreditinstituttet vil gøre, er selvfølgelig op til dem. Men det skal ikke være en rigid regel, der afskærer ældre danskere for at flytte eller blive i deres bolig.
Ældre danskere, der har taget ansvar hele livet, skal ikke føle sig fattige, bare fordi opsparingen står i mursten og ikke på kontoen.
Mette Kierkgaard, ældreminister (M)
Tænk, hvis nu bare …
Donald Trump er amerikansk præsident og kan i det store og hele bestemme over USA. Befolkningen har selv valgt ham.
Men skal han nu bestemme over krig og fred i Europa? Diktere betingelserne for fred (nogle ville sige: overgivelse), som den diktator, han tilsyneladende gerne vil være? Her i Europa, hvor vi sandelig ikke har eller ville have valgt ham?
Tænk, hvis det var Bornholm, der var besat. Skulle vi så bare acceptere, at øen for fremtiden var russisk? Eller tænk, hvis Storbritannien (og USA dengang det var ledet af personer, man kunne regne med) ikke var kommet Danmark og resten af Europa til hjælp under Anden Verdenskrig.
Så havde vi måske i dag været en region under Tyskland og være tvunget til at tale tysk som hovedsprog.
Det er, hvad ukrainerne nu kæmper mod. Tappert og mod en overvældende fjende. Blot fordi de vil have deres land i fred, sådan som vi også ville under Anden Verdenskrig. Er det for meget forlangt? At aggressoren ikke belønnes?
Åh, hvor man ønsker, at Europas ledere ville træde i karakter og gøre noget, som de skulle have gjort for længe siden! Tænk, hvor mange mennesker over hele Europa, der er vrede og frustrerede over Ukraines situation og ønsker, at de kunne gøre noget.
Tænk, hvis man lavede et fakkeltog over hele Europa mod Putin.
Lulu Tøpholm, Holte
Man undres
Når man som ansvarlig borgmester med det øverste ansvar for at ældre medborgere ydmyges og efterlades i deres egen afføring og opkast på nogle af Københavns plejehjem, løber fra ansvaret ved at bestille en undersøgelse, hvor man ikke selv skal indgå, så bliver man overborgmester.
Man kan åbenbart også godt blive regionsrådsformand, når man har haft medansvar for, at et supersygehus bliver adskillige år forsinket og indtil videre 72 procent dyrere end planlagt, ja hvad skal man sige?
Kjeld Keller, København
Folkekirke med statsstøtte
Folkekirken falder godt ind i vi danskeres på nogle punkter lidt eventyragtige samfund (eller er det Omvendtslev, det hedder):
Vi har et monarki, hvor kongen intet som helst har at skulle have sagt.
En højskole, der ikke giver sine elever nogen formelle kompetencer og altså ikke er en højere uddannelse.
Og en luthersk kirke, der nærmest er en fest – og koncertinstitution med dertilhørende almindelig verdslig (normalt lidt overspændt) livsoplysning, en forkyndelse af, at Gud kan lide os alle sammen og af et fromt håb om, at vi alle vil undgå dødens endegyldighed.
Forbindelsen til Luthers religiøse vanvidsforestillinger er stort set væk: Om den vrede Gud, der på grund af arvesynden har lagt i kakkelovnen til os på dommedag med derefter følgende evig straf og pine. Og om den nådige Gud, der som helt vilkårlig despot har bestemt, at et fåtal af mennesker skal undgå straffen og dermed opnå evig frelse,
Det er klart, at statens i Grundlovens givne forpligtelse til at støtte folkekirken som en luthersk evangelisk kirke, dermed også er væk, uden at der er nogen, der tager sig af det.
Folkekirken har taget afsked med kristendommen i den katolske kirkes og i de protestantiske hovedretningers udgave.
Det skal den ikke høre et ondt ord for.
For hvem bryder sig om, på delvis skattefinansieret basis konstant at få slynget Luthers teologi i hovedet om, at Gud ikke bryder sig om dem – medmindre man da hører til de få af Guds udvalgte kæledægger.
Niels Skovgaard, forfatter og cand.mag. i idehistorie, samfundsfag og religion
Kulsort humor
Det er bestemt ikke, fordi jeg ønsker, at nogen skal blive arbejdsløse. Og jeg foretrækker til hver en tid gode virksomheder og arbejdspladser i Danmark fremfor i Kina.
Men der er nu noget komisk over, at kinesiske vindmølleproducenter nu udkonkurrerer de danske. Deres energiomkostninger er en tredjedel af, hvad de er i Danmark. De bruger kul.
Hans Peder From, Roskilde
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
