Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det reelle svigt af OneLove-armbindet ligger i Kulturministeriet

»Havde de politikere, der er valgt til at tage politiske beslutninger, været deres ansvar voksent, havde landsholdet slet ikke behøvet at manifestere en politisk holdning, det havde den danske regering nemlig gjort for dem,« skriver Marianne Lynghøj i forbindelse med VM i Qatar. Her spiller Danmark mod Tunesien. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Debatten raser om, hvorvidt anføreren på det danske herrelandshold i fodbold skulle tage det gule kort og iføre sig OneLove-armbindet til VM i Qatar. Danskerne er splittede. Landsholdet er helt sikkert også splittet i spørgsmålet. Og alt imens debatten raser, har den person, der har ansvaret, stukket hovedet i busken ved ikke at tage stilling.

Det er ikke en overraskelse, at VM i Qatar finder sted nu. Det har vi vidst siden 2010. Det, der kan overraske, er, at på trods af at den nu fungerende kulturminister har haft hele sin ministertid til at overveje, hvilken position Danmark skulle tage ift. VM, gemmer ministeren sig bag, at der ikke er en regering. Ministeren stikker hovedet i busken, og det er pinligt for Danmark og et svigt af menneskerettigheder, tolerance og landsholdet.

Alt havde været bedre end den situation, som vi står i nu. Havde regeringen boykottet, havde det været et klart signal. Havde regeringen deltaget – for eksempel med kulturministeren i flot farverigt tøj og et OneLove-armbind til møder med ngo'er og menneskerettighedsorganisationer, som danske fans nu bærer i Qatar, havde det været et klart signal. Men nej, den fungerende kulturminister har valgt den mest feje vej; ikke at tage stilling.

Det er pinligt for Danmark. Men ikke nok med det: Danmarks manglende stillingtagen betyder, at der lander et ansvar på landsholdets bord, som de ikke har.

Landsholdet står nu tilbage og skal tage stilling til, om de vil markere en politisk holdning for menneskerettigheder og tolerance, eller om de vil fokusere på at skabe de bedst mulige betingelser for at vinde fodboldkampe. Selvfølgelig er valget landet på, at de skal have de bedst mulige vilkår for at vinde fodboldkampe. Landsholdet er ikke politikere. De er fodboldspillere, og de er taget til Qatar for at vinde kampe. Og havde de politikere, der er valgt til at tage politiske beslutninger, været deres ansvar voksent, havde landsholdet slet ikke behøvet at manifestere en politisk holdning, det havde den danske regering nemlig gjort for dem.

Al respekt for, at herrelandsholdet forsøgte at slå et slag for menneskerettigheder og tolerance, og al respekt for, at de først og fremmest fokuserer på at skabe de bedste rammer for at vinde fodboldkampe. Svigtet af kampen for menneskerettigheder og tolerance ligger ikke hos herrelandsholdet, men i Kulturministeriet.

Marianne Lynghøj, 1. suppleant for Venstre i Nordsjælland