Det muslimske ansvar

Det er besynderligt at erfare, hvorledes det muslimske samfunds talsmænd fraskriver sig ethvert ansvar for de overgreb i profetens navn, som vestlige samfund og deres forståelse af begrebet ytringsfrihed udsættes for. Der er jo ikke tale om enkeltstående tilfælde som det sidste i Frankrig, men en ubrudt kæde gennem årtier, hvor vestlige værdier støder an mod en muslimsk selvopfattelse.

Den muslimske religion er som en stor og udbredt have med mange forskellige sektioner, der passes og plejes af imamer som hortonomer. På havernes forskellige bede dyrkes alskens afgrøder i håb om, at disse vil vokse sig store og sunde, men indimellem kan det ikke undgås, at tidsler og andet ukrudt breder sig, og da må det være imamens opgave og ansvar at luge ukrudtet bort, så haven som helhed ikke fremstår som uplejet.

Og anlægges haver på ukendt jord, må hortonomen sikre, at der ved dyrkningen tages skyldigt hensyn til den fremmede jords særegne struktur og ikke gødes med en gødning, som ikke er afpasset efter jorden, hvorved ukrudtet får alt for gode vækstbetingelser. Påtager det muslimske samfunds talsmænd sig ikke den opgave at luge alt ukrudt bort, så snart det viser sig, men fortsætter dyrkningen i den overbevisning, at jordens struktur er uden betydning, da vil deres forehavende lide skade. Enhver hortonom bør vide, at ikke alle afgrøder trives lige godt på alle jorder og, at det er nødvendigt at tage hensyn til jordens beskaffenhed, ligesom han må påtage sig ansvaret for hele haven – afgrøder som ukrudt.