Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det kaldes management by fear

»Uanset at statsministeren fejt skyder skylden nedad i systemerne, så var det hendes simple pligt at stoppe de helt åbenlyse ulovligheder omgående,« skriver John Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Til hele skandalen omkring Mette Frederiksens fatale og ulykkelige håndtering af minksituationen knytter sig en fortælling langt tilbage om en uendelig række pressemøder med bedrevidende tilrettevisninger, om hvordan vi danskere skulle og burde begrænse os.

Som oftest uden nogen form for evidens fra sundhedsmyndighederne. Mest baseret på arrogante mavefornemmelser.

Men det har befæstet Mette Frederiksens position i hendes udtalte topstyring hele vejen igennem fra første pressemøde i marts.

Så jeg alene vide – ingen rådføring med de øvrige politiske partier, andre eksperter eller brancheorganisationer, for slet ikke at at tale om noget så ligegyldigt som minkavlerne.

Jeg alene vide, alle retter ind, og det har jo fungeret så godt på mavefornemmelser lige fra begyndelsen i marts.

Total topstyring. Det kaldes management by fear.

Det er det, der gennemsyrer hele hierarkiet i Mette-sjenkos enehersker-regime.

Og når hun både kan gå på vandet såvel som helbrede de spedalske, så er der jo absolut ingen grund til at betvivle Den Store Leders endegyldige afgørelse.

Ingen skal have noget klinket. Ingen har lyst til at ødelægge den gode stemning. Ingen har lyst til at modsige hende. På trods af at syv ministre siden 1. oktober har vidst, at der var et fuldstændigt mangel på lovgrundlag i forhold til en total aflivning af mink i Danmark. Det var simpelthen lovløst. Men politi og militær deltog desuagtet. Fatalt.

Uanset at statsministeren fejt skyder skylden nedad i systemerne, så var det hendes simple pligt at stoppe de helt åbenlyse ulovligheder omgående. Så såre det var åbenlyst, at hendes lakaj Mogens (formentlig per instruktion) ikke havde gjort noget som helst.

Og som man siger i Nordjylland: ligegyldigt hvilken vej statsministeren vender sig, ja, så har hun bagdelen bagud.

John Christensen, Frederiksberg

Vandalisme

Jeg kan ikke forstå, at hærværksmesteren Katrine Dirckinck-Holmfeld ikke allerede er fyret på gråt papir, samt at de øvrige deltagere i vandalismen af Frederik V-busten er forvist fra Kunstakademiet.

Vibeke Kubstrup, Karlslunde

Enevælden er genindført

Hurra, endelig efter så mange år er det dødsyge og besværlige folkestyre faldet. Vi har fået en ny enevældig hersker. En mor, som med en fast hånd bestemmer, hvad der skal ske.

Staten, det er mig, og vi alene vide, siger vores nye hersker. Ikke noget med at følge dødsyge og komplicerede regler, og alt det der med magtens tredeling er da også så besværligt. Inspirationen fra Orbán og Trump er tydelig.

Hil dronning Mette, som står rank og upåvirket med sin minkkåbe, mens bønder og borgere bøjer sig ydmygt i støvet. Og Margrete må bare se at aflevere tronen og kronen.

Med ærbødig hilsen fra en ydmyg undersåt.

Bjarne Bech, Birkerød

Billigere restaurantbesøg

Regeringen vil gøre det billigere at gå på restaurant.

Hvordan det skal udmøntes rent skatteteknisk, arbejdes der på, som det står at læse.

Jeg har et forslag til, hvordan problemet kan løses: sæt skatten ned.

Thomas Barnes, Helsingør

Lad os få en undersøgelseskommission

Vi skal have en undersøgelseskommission om regeringens håndtering af minksagen. Støttepartier som Enhedslisten foreslår i stedet en advokatundersøgelse, som har sigte på embedsmændene. Men det er jo ikke embedsmændene, som finder på at aflive mink. Støttepartiernes hykleri vil ikke vide nogen ende. Jeg tør næsten ikke tænke på det ramaskrig, der ville have lydt, hvis det havde været blå blok i regeringen.

Det er meget alvorligt, når Grundloven, som er til for at beskytte borgernes rettigheder, brydes. De rettigheder er blevet trampet på ved at sende vores eget forsvar ind mod dem for at tilskynde og overvåge den ulovlige aflivning.

Tænk, at vi skulle opleve det i Danmark. Det er meget voldsomt og har også store menneskelige konsekvenser. To minkavlere har netop taget livet af sig. Forleden ringede en minkavler og sagde: »I dag afliver jeg de sidste fine avlsdyr«. Samtidig meddeler SSI, at cluster 5 formentlig er uddød. Den politiske håndtering er dybt uansvarlig i min optik. Derfor ønsker det Konservative Folkeparti, at vi får en undersøgelseskommission nu.

Katarina Ammitzbøll, MF Konservative Folkeparti