Demokrati eller censur i Danmark
Omkring os kan vi se det ene demokrati efter det andet bryde sammen – i USA, Ungarn, Tyrkiet, (tidligere) Polen m.fl. erstattes det af regeringer, der benytter et flertal til at begrænse ytringsfriheden, droppe magtens tredeling og blæse på borgernes ret til privatlivets fred. Den bølge må åbenbart have inspireret den danske regering til to initiativer, der har givet mig håbet tilbage for næste generation.
Skoleelever må ikke til næste års skolevalg debattere Israel-Palæstina-konflikten, for det kan deres små hjerner slet ikke rumme. Så naturligvis må vores alfader-moderlige regering sørge for, at de ikke bliver traumatiseret af, hvad der sker ude i verden.
Jeg håber, at Folketinget også vil give skolelærere mundkurv på i forhold til al tale om Ukraine, Trumps meritter, Grønlands skæbne og andre slemme ting, der kan forstyrre både regeringens og vore sarte unge sjæles nattesøvn.
Og endnu bedre: Inspireret af Kinas altomfattende overvågning af borgerne har regeringen i al diskretion sat gang i et forslag, der muliggør aflytning af al internet- og mobiltrafik og fri adgang til samkøring fra registre om enhver borger – uden begrundet mistanke eller dommerkendelse. Godt at forslaget går (stort set) under radaren, for det kan uoplyste borgere jo ikke tage stilling til.
Det glæder mig usigeligt, at den opvoksende ungdom kommer til at leve i lykkelig uvidenhed og under konstant overvågning – ikke blot fra ængstelige forældres mobilkontrol, men nu også fra regeringens vagtsomme øjne. Selvfølgelig kan hackere og russiske trolde låne disse data til andre formål, som vi før har set, og jeg er sikker på, at de skal deles med CIA. Men er det ikke en ringe pris at betale for en fremtid i verdens lykkeligste land?
Måske vil jeg i et sentimentalt øjeblik fortælle mine børnebørn en godnathistorie om alle de frygtelige farer ved frihed, som en handlekraftig regering afværgede i sidste øjeblik, hvis børnene (eller jeg) da ikke begynder at græde ved tanken om dengang.
Niels Peter Rygård, Aarhus
Sådan skaber vi grønnere byer
Flere og flere danskere bor i byer med over 50.000 indbyggere. Det nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at 42 procent af danskerne bor i byområder. Denne urbanisering bringer udfordringer med sig: tættere bebyggelse, øget trafik og forringet luftkvalitet. Samtidig betyder urbaniseringen, at vores natursyn bliver meget begrænset, vi mister simpelthen naturforbindelsen.
Heldigvis er der en løsning, som kan være med til at sikre, at vi får bedre luftkvalitet i byerne, styrker klimatilpasningen og får mere natur i byerne: vores byer skal være grønnere. Helt konkret skal vi integrere naturen mere i vores byer i form af blandt andet flere grønne byrum, grønne facader og flere træer.
Flere grønne byrum, flere grønne facader – levende planter på bygningernes ydre – og flere træer vil reducere varmeø-effekten, skabe behageligere bymiljøer og øge luftkvaliteten. Luftforurening i byerne er ikke blot et miljøproblem, det er et sundhedsproblem. Børn, der vokser op i områder med høj luftforurening, har større risiko for at udvikle astma og andre luftvejssygdomme. Samtidig viser undersøgelser, at adgang til grønne områder forbedrer børns mentale og fysiske sundhed.
I en tæt bebygget by som København vil flere grønne byrum, flere grønne facader og flere træer være en effektiv måde at bringe naturen tættere på borgerne. Vi skal have mere natur i Danmark. Det er nødvendigt for at stoppe tilbagegangen af arter, og samtidig får vi enormt mange gevinster ved mere natur: blandt andet klimatilpasning og øget trivsel. Vi skal have store sammenhængende arealer, men vi skal også have mere natur i byerne, for hvis vi ikke har forståelsen for naturen tæt på, kan vi heller ikke tage ansvar for den langt væk.
Kristine Ammitzbøll-Bille og Anne-Sofie Sadolin Henningsen hhv. kandidat til kommunalvalget og folketingsvalget i København for Radikale Venstre
Et par råd om Melodi Grand Prix til DR
Så blev »melodunten« afviklet i Basel. For en gangs skyld med Danmark som en del af feltet!
Med et i bedste fald middelmådigt resultat.
Derfor har jeg lidt råd til DR, hvis man fortsat ser sig som bidragsyder til de internationale finaler.
Alene gode sangere! Jævnt gode amatører fra for eksempel X Factor holder ikke.
Bedre sange, hvor man for eksempel rent faktisk kan høre de enkelte ord.
Større og bredere sangudvalg at vælge imellem i den danske udvælgelse.
Få det igen gjort attraktivt at bidrage for den etablerede musikbranche.
Bedre kostumevalg.
Mindre blændende lys på scenen.
Hvilke ukendte personer udvælger for eksempel de sølle og ofte ret enslydende og elendige otte, der kan vælges imellem i den danske finale?
Svenskerne lægger for eksempel fra land med 30-40 stykker, der så i løbet af et par måneders offentlige konkurrencer reduceres til den gode håndfuld, som når finalen. Deres internationale resultater burde fortælle, at konceptet holder.
Den etablerede musikbranche gider ikke blive »sat i bås« som meloduntebidragsyder. Det skal der laves om på. Lad os igen få flere gode sange at vælge imellem. Der er masser af talent derude, men det skal gøres attraktivt at være med. Og DR skal være villig til at lade dem komme ind.
Færøske Sissals »gymnastikdragt« med tillæg af knæstøvler var måske ikke det helt rette valg. Det kan have resulteret i de sørgelige point, der kom ind. Men det var måske derfor, der var så meget lys på scenen? Noget skulle maskeres?
Årets danske bidrag var igen en »skrigeaffære«. Kun det, at Sissals vokal kunne fremføre den korrekt, gjorde, at vi trods alt nåede så langt, som vi gjorde. Mere end halvdelen at teksten kunne dog ikke tydes. Men det var nu også tilfældet for mange af de øvrige deltagere.
Jan Hviid, Valby
Har Danmark brug for demokratisk nødhjælp fra Norge?
Vi nordmænd elsker Danmark. Det er dejligt at være norsk i Danmark. Som gode naboer hepper vi på hinanden og er på samme side. Men så kan man også være den, som kan sige fra, når Danmark stiller sig på den forkerte side af historien.
Når Folketingets Præsidium nægter de danske ungdomspartier at diskutere Palæstina som emne i skolevalget næste år, skyldes det ikke, at eleverne ikke tåler virkeligheden. Det skyldes tværtimod frygt for at tale ærligt om en af de største humanitære katastrofer i vores tid.
De bruger »kompleksitet« som påskud og påstår, at emnet er »følsomt«. Men politik ER komplekst, og al uret – okkupation, undertrykkelse, konflikt – er følsom. Det er netop derfor, vi skal diskutere det. Man kan ikke lære demokrati uden at lære om magt, uret og modstand.
Når præsidiet blander sig, handler det ikke om pædagogik, men om censur og kontrol. De sender et farligt signal til unge: at politik skal være behageligt, og at troskab mod systemet er vigtigere end menneskers kamp for frihed.
Dette er en forvrænget forståelse af demokrati. Demokrati skal ikke altid være komfortabelt. Det skal udfordre, irritere og til tider provokere. Det skal rumme langt mere end færdigtygget politik, som magtpersoner har godkendt.
Jeg håber, at danske ungdomspolitikere vil trodse dette forbud og være ulydige. Hvis man har brug for demokratisk nødhjælp fra Norge, kommer vi med bannere, badges og brochurer.
Tag den palæstinensiske frihedskamp med ind i skolegårdene, ind i klasseværelserne, ind i demokratiets hjerte. Vær høflige, men aldrig tavse. Når magten forsøger at lukke døren for debat og offentlig meningsudveksling, så er tidspunktet kommet til at give pokker i det og give los. For demokratiet og for en åben og oplyst debat!
Alexander Papas, stortingskandidat for Sosialistisk Venstreparti i Norge
Martin Thorborgs pli
Martin Thorborg giver i Berlingskes kulturtillæg søndag udtryk for sin harme over den misundelse og de fordomme, som meget rige mennesker ofte udsættes for.
Han har givetvis ret i mange af sine betragtninger.
Samtidig fortæller Martin Thorborg dog, at han ikke gider stå i kø til en natklub eller restaurant, men betaler sig foran. Jeg har oplevet den harme, som mange nyrige, kulturløse russere udløste på feriemål med en lignende opførsel.
Samtidig bruger mangemillionæren ord som pisseligeglad, skidesmuk, fucking, satan, fanden, røvdyrt og røvtravl. Thorborg anker pudsigt nok også over, at mange mennesker savner pli …
Niels R. Laugesen, Hillerød
Har vi virkelig intet at frygte, hvis vi intet har at skjule?
I debatten om overvågning hører man ofte argumentet: »Har du intet at skjule, har du intet at frygte.« Men dette argument bygger på en farlig misforståelse. Det er ikke skyld, der giver en ret til privatliv, det er menneskeværdet og retsstaten.
Vi ser i stigende grad, at staten ønsker at overvåge borgere uden konkret mistanke – i kampen mod kriminalitet og terror. Men frihed og sikkerhed er ikke hinandens modsætninger. Et demokratisk samfund må kunne beskytte sig selv uden at mistænkeliggøre hele befolkningen.
Masseovervågning virker ikke nødvendigvis bedre end målrettet efterforskning. Den genererer enorme mængder data, der kan skygge for de reelle trusler. Og vigtigere: den nedbryder princippet om, at vi er uskyldige, indtil det modsatte er bevist.
Privatliv er ikke en luksus. Det er en menneskeret. Vi ændrer adfærd, når vi ved, vi bliver overvåget. Vi bliver mere forsigtige, mindre frie og samfundet mister noget af sin åbenhed og livskraft.
Terror og kriminalitet skal bekæmpes, men ikke for enhver pris. Når vi udhuler vores frihedsrettigheder i sikkerhedens navn, risikerer vi at miste dét, som vi forsøger at beskytte.
John Michael Foley, uddannet militærteknisk og sikkerhedsofficer med it- og cybersikkerhed som speciale. Stifter af rådgivnings- og it-sikkerhedsvirksomheden Copits
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
