Sproget og kulturen på de sociale medier er i overvejende grad rædselsfuld. 

Børn og unge menneskers mentale sundhed lider, online mobning og socialt udenforskab undergraver skolens sociale sammenhængskraft, alskens kriminelt indhold og kontaktflader er let tilgængeligt, tonen i den digitale offentlige debat er ubefordrende for en saglig og opbyggelig dialog og selv voksne mennesker oplever en uhensigtsmæssig afhængighed af konstant socialt nærvær, som tærer på både nattesøvn, koncentration og evnen til at udvise rummelighed og forståelse for tematisk uenighed.

Det må der gøres noget ved, kan vi næsten allesammen blive enige om. Og straks forlanger vi afstraffelse af techgiganterne og skrappere krav til de digitale platforme. Brugerne stilles i meget begrænset omfang til ansvar for galskaben. 

Når unge mennesker hænger hinanden ud på sociale medier i for eksempel Horsens, så er det platformen, der får ansvaret for at stoppe denne ubehøvlede adfærd – ikke de unge mennesker, som opfører sig uacceptabelt.

Hvordan kan det være, at vi som voksne ikke aktivt modarbejder det greb, de manipulerende sociale medier har på især vores børn og unge? Hvorfor lægger vi ikke kræfter i at få dem væk fra platformene og lærer dem at sige fra, søge andre steder hen? 

Det er i sidste ende vi voksnes, vi forældres ansvar, og det er på tide, vi tager det på os. Jeg køber ikke argumentet fra mange lærere, at det ikke kan lade sig gøre, fordi de unge holdes uden for, hvis ikke de er på sociale medier. Det er noget, vi bestemmer! 

Hvis det går ud over de sociale tilhørsforhold, så er det fordi, vi ikke er nok forældre, som sætter grænser og omdirigerer vores børns opmærksomhed til mere positive sammenhænge. 

Det er supersvært, og børnene bliver møgsure på os. Tro mig, mine har været rasende på mig! Men det betyder vel ikke, vi skal lade stå til og se på, mens vores børn falder dybere ned i destruktive huller! Vi holder dem jo også fra narko og andre superdårlige fristelser (håber jeg). Det er ingen andres ansvar end vores.

I England er der stadig flere skoler og familier (i visse kredse), som går helt væk fra at lade børn og unge have smartphones. De erstattes i stedet af »dumbphones« til basale kommunikationsbehov. Hvorfor skal vi absolut affinde os med en vanvittigt negativ teknologisk udvikling? Det kan lade sig gøre at sige fra. Kom nu!

Karen Marie Sandgren, Saltsjobaden, Sverige