Det er prisen, der styrer

Læs mere
Fold sammen

SAS, Norwegian og Ryanair. De seneste måneder har mediebilledet været præget af historier om arbejdsforholdene i disse og andre flyselskaber. Imidlertid ser det ikke ud til, at flykonflikterne for alvor rykker ved, at når flyrejsen skal bestilles, sker det efter tre kriterier – pris, pris og pris.

Således viser en meningsmåling, som Epinion har foretaget for DR, at seks ud af ti danskere siger, at de er villige til at betale mere for en flybillet for at sikre, at piloter og stewardesser har ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Men samme undersøgelse viser, at kun 17 procent nogensinde har fravalgt at flyve med et flyselskab, fordi det havde ry for dårlige lønninger og/eller dårlige arbejdsvilkår for de ansatte.

Det er en gammel sandhed, at forbrugernes handlinger ikke nødvendigvis følger deres holdninger. Alligevel er det tankevækkende, at et så massivt mediefokus ikke flytter mere. Så glem alt om arbejdsforhold, branding eller social ansvarlighed. Når danskerne sætter sig til tasterne for at bestille flyrejsen på nettet, er det stadig det billigste tilbud, der vinder. Og mit bedste bud er, at når røgen fra de igangværende arbejdskonflikter har lagt sig, vil de 17 procent være blevet til væsentligt færre.

De billige flybilletter har aflivet myten om den politiske forbruger.