Kære landmand, hobbylandmand og dig med køkkenhave. Det er nu her under coronakrisen, I skal være på forkant med situationen. Alle lande har nok i sig selv og prioriterer deres egen befolkning, og det kommer til at påvirke vores fødevareforsyning og eksport/import nu og på lang sigt.

Hvis vi skal sikre, at danskerne skal kunne få mad på bordet til jul og året efter, vil det være en glimrende strategi at få planlagt afgrøder, der kan vokse og trives i den danske muld, og som kan opbevares frem til næste sæson. Det er nu, I skal indtænke og prioritere de bedst-egnede lokale sæsonafgrøder, som skal kunne dække behovet for godt fem millioner danskere et år frem. Vi skal ikke kunne forvente at få fløjet eksotiske grøntsager og frugt ind fra udlandet i den nærmeste fremtid.

Vi skal som danskere vænne os til ikke at være så forkælede som tidligere. Vi skal vænne os til, at der i januar måned kun er kål på hylderne i supermarkedet og ingen icebergsalat fra Sydspanien. De danske kartofler er måske lidt mere melede i februar, for egypterne har selv beholdt de nye.

Kød og de fleste animalske fødevarer har vi formentlig rigeligt af til den samlede danske befolkning. Men produktionen bør lægges drastisk om og begrænses, fordi vi får brug for arealerne til dyrkning af afgrøder til vores egne munde og ikke til en overflod af produktionsdyr, som alligevel ikke kan eksporteres.

Foder fra udlandet til vores industriproducerede dyr er der ikke forsyningssikkerhed i, for de leverende lande har selv brug for arealer til eget forbrug.

Der er en enorm sårbarhed i vores store industrilandbrug med monokulturer, hvad enten det er vegetabilske eller animalske produktioner. Derfor er dette det helt rigtige tidspunkt at gentænke mulighederne og fornuften i at være bredt selvforsynende som land og som enkeltindivider, og dermed blive uafhængig af en omverden i frit fald både økonomisk, klimamæssigt og forsyningsmæssigt.

Timingen er perfekt til igen at få husdyr og afgrøder ind i et regenereret naturligt kredsløb til gavn for biodiversitet, jordbundskvalitet og klima samt fødevarernes næringsindhold og vores sundhed.

Marie Raes, kostvejleder og debattør, stifter, Maries Mad Mission