Den kriminelle lavalder skulle være en beskyttelse for unge og børn, men i dag er den blevet en blind vinkel i kampen mod bandekriminalitet.

Udsatte børn udnyttes af farlige bander til at begå de mest alvorlige forbrydelser, hvilket gør loven kontraproduktiv og skaber en attraktiv målgruppe for kriminelle.

Det er vigtigt at forstå, hvordan sådan en lovgivning, der er set som sympatisk og fornuftig, i praksis påvirker de børn, som den skal beskytte.

Lovgivningen gør specielt udsatte børn til en attraktiv målgruppe for bander. I Danmark ser vi, hvordan børn bliver brugt som »muldyr«. Samtidig er der en skræmmende tendens med svenske unge, der krydser grænsen for at udføre alvorlige forbrydelser. Denne udvikling skaber flere ofre og pårørende til kriminalitet, og den resulterer også i, at flere børn bliver trukket ind i den kriminelle verden.

De udsatte unge, der i forvejen har livsudfordringer, bliver lette mål for banders rekruttering. Den typiske argumentation imod forslaget om at afskaffe den kriminelle lavalder er ofte, at det er usympatisk. Men det system, som børn møder, kan i praksis være lige så problematisk.

I stedet for at blive stillet for en rettergang bliver de vurderet af Ungdomskriminalitetsnævnet, som ikke arbejder under de samme beviskrav som vores retssystem. I de mest alvorlige tilfælde kan Ungdomskriminalitetsnævnet beslutte at anbringe børn i sikrede institutioner på ubestemt tid.

Dette betyder, at børn kan blive frihedsberøvet uden tilstrækkelige beviser. Når børn fjernes fra det almindelige retssystem, mister de samtidig den retssikkerhed, der er designet til at beskytte dem. Ved at holde børn uden for det normale retssystem risikerer vi altså at marginalisere dem yderligere.

Det er vigtigt at anerkende, at konsekvenser for forbrydelser ikke nødvendigvis er usunde for børn, tværtimod kan de være nødvendige for deres udvikling, så længe de er alderssvarende og tilpasset deres behov.

Vores moderne retssystem kan have de redskaber, der er nødvendige for at sikre, at børn behandles med den rette retsbeskyttelse.

Nikita Nielsen er suppleant i Dansk Folkepartis Ungdoms Hovedbestyrelse, men indlægget er udtryk for hendes personlige holdning

NATO og amerikansk valg

Hvis det går, som det ser ud i øjeblikket, får vi en Trump-regering i USA fra januar 2025. Det vil, så vidt det kan bedømmes, betyde en ny – væsentlig – toldbarriere for europæiske varer ind i USA. Yderligere vil NATOs troværdighed komme i spil, da Trump explicit har annonceret, at lande, der ikke »bidrager«, er frit bytte for Rusland. Det lyder jo betryggende!

Når det drejer sig om told, kunne man passende foreslå, at EU lægger en modsvarende told på amerikanske it-leverandørers salg i EU – både software, hardware og services – og på amerikanske forsvarsleverandører. Altså »leading edge«-industrier i stedet for stål og fødevarer, som man tidligere har brugt.

Det kunne måske anspore EU til at købe europæisk it og forsvarsmateriel i stedet for amerikansk.

Når det drejer sig om NATO, er det lidt sværere. NATO har imidlertid i lang tid trængt til et »shake up«. 

Er der for eksempel nogen, der tror på, at Tyrkiet eller Ungarn vil komme Baltikum eller Finland til hjælp, hvis Putin angriber? Eller hvad med Italien eller Spanien? Her er det mere tillidskontoen, der halter.

Nordeuropa kunne jo passende anlægge samme tilgang som Trump – altså at dem, vi ikke tror på, eller som ikke bidrager tilstrækkeligt til NATOs beredskab, skal vi ikke regne med i NATO.

Alt dette vil ændre de politiske positioner væsentligt, og det kan være tiltrængt med en Trump ved roret i USA.

Morten Sølling, Klampenborg

Københavns selvtilstrækkelighed

Det er dog en mageløs selvtilstrækkelighed, der stråler ud i efterårsmørket fra det københavnske bystyre, når det gælder fossilbiler.

København vil gerne have statens arbejdspladser. Man vil gerne bruge den grønne strøm, lavet på solceller og vindmøller ude i landet. Man vil gerne være et center for uddannelse, kultur og oplevelser.

Men skulle en provinsbo forvilde sig til København i sin benzinbil, uha, nej, nu be’r jeg Dem, fru Heilbunth!

Vi har en dejlig hovedstad, men den i virkeligheden yderst provinsielle holdning, hvor man er sig selv nok, er hverken praktisk eller klædelig.

København kan ikke lukke resten af landet ude. Andre må også have lov at komme i hovedstaden, uanset om vi kommer på arbejde, til møder, til forlystelser eller bare holder ferie. Også selvom det er en borger, der kører i sin billige fossilbil efter år 2030.

Vi har brug for en åben og levende hovedstad. Ikke et elitært Overdanmark, der sætter kunstige grænser mellem hovedstaden og alle andre.

Måske der kan sorteres lidt ud i selvtilstrækkeligheden på Københavns Rådhus ved næste valg?

Søren Revsbæk, Næstved

Sæt e-mail fri

Mobiltelefonnumre blev frie fra selskaberne i Danmark i 2001, da nummerportabilitet blev indført. Dette gjorde det muligt for kunder at beholde deres eget telefonnummer, når de skiftede teleselskab.

I dag er e-mailkonti låst til de enkelte udbydere. Har man oprettet en e-mail, der for eksempel ender på @mail.dk, så er mailen låst til YouSee. Hos YouSee stiger priserne, samtidigt med at kvaliteten falder, og kundeservice er der ikke meget af.

Jeg har i 24 år haft den samme e-mail, og jeg kan derfor ikke bare lige skifte til en ny for at skifte selskab, så jeg er stavnsbundet til YouSee. Mon ikke friheden til at beholde sin e-mail ved flytning af selskab også vil gøre noget for konkurrenceforholdene selskaber imellem?

Søren Gotfredsen, Holte

Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk