Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det er mig stadig en gåde, hvorfor Mattias Tesfaye ikke har meldt sig ind i et af højrefløjens partier

Mattias Tesfaye »udsætter den muslimske befolkning i Danmark for psykisk tortur. Vi får den ene tilsvining efter den anden af hr. Tesfaye,« mener Muhmen Parvaze. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens Bashar Al-Assad udsætter sine almene borgere for fysisk tortur og lidelse i Syren, udsætter Mattias Tesfaye (S) den almene danske muslim herhjemme i samfundet for psykisk tortur og nedgørelse.

Det er til at tage og føle på – jeg kan i hvert fald føle det, og netop denne følelse af, at man intet er værd og kun er en belastning for samfundet, er bestemt ikke rar. Som anden etnisk borger går man hele tiden og håber på, at partier som Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ikke får magten. Når der er valg, sætter vi krydset ved et af de resterende partier i håb om, at minoriteter i landet får en stemme. Men hvad nytter det, når udlændingepolitikken for samtlige partier alligevel overvejende er den samme som højrefløjens? Pest eller kolera...

Jeg har gennem årene fået meget svært ved at beslutte, hvor jeg skal sætte krydset, når der valg. Hvem kan jeg stole på? Hvis jeg ikke giver min stemme, vil jeg ikke blive hørt, men hvis jeg giver den, er det ikke meget anderledes.

Det er mig stadig en gåde, hvorfor Mattias Tesfaye endnu ikke har meldt sig ind i et af højrefløjens partier. Men det, jeg med sikkerhed kan sige, er, at han udsætter den muslimske befolkning i Danmark for psykisk tortur. Vi får den ene tilsvining efter den anden af hr. Tesfaye, og det mest modbydelige i mine øjne er, når han påstår, at hans ageren er for at »redde« danskheden og Danmark fra den muslimske befolkning.

Igen igen tager politikerne patent på de »danske værdier«, som de har gjort det i årtier. Stop nu med at snakke som om, at det kun er jer, som ejer Danmark, Mattias! At det kun er jer, der vil Danmark. Stop nu med dine nedgørelser og med at tro, at du er bedre end dem med anden etnisk baggrund, Mattias!

En mønt har to sider, og ofte vender vi ikke mønten om for at se, hvad der er på den anden side. Mattias Tesfaye vælger tilsyneladende ret bevidst at fokusere på den mikroskopiske del af muslimske borgere, der har udfordringer med at tilpasse sig vore samfund – frem for størstedelen, der til tider bidrager mere end en etnisk dansker og Tesfaye selv. Og apropos at bidrage, hvad er det lige præcis, Mattias Tesfayes bidrag er til samfundet, udover at han konsekvent følger Inger Støjbergs og Pernille Vermunds spor?

Muhmen Parvaze, København

Giv os magten over egen postkasse

Når vi er online, har vi efterhånden vænnet os til, at vi har ret til at vælge til i den kommunikation, vi modtager i vores mailboks, og at en hvilken som helst virksomhed med noget at sælge ikke blot har lov til at bruge vores e-mailadresse, uden at vi først har givet tilladelse.

Nu vil vi sikre forbrugerne den samme magt over egne postkasser, altså dem der står i forhaven eller hænger i opgangen. Dette er ikke i tilstrækkelig grad tilfældet med den eksisterende »Reklamer – Nej tak-ordning«. Den var bestemt et fremskridt, da den blev indført. Men den går ikke langt nok – hverken ud fra et forbrugersynspunkt, eller når det handler om belastning af klima og miljø.

På tirsdag skal Folketinget tage stilling til et forslag om at indføre en »Reklamer – Ja tak-ordning«. Det er en løsning, som Forbrugerrådet Tænk støtter varmt. En »Ja tak-ordning« vil ikke bare give mindre spild i postkasserne til gavn for forbrugeren. Men det vil også mindske overflødig og klimabelastende produktion af trykte reklamer og gratisaviser til gavn for miljøet.

Allerede i dag produceres bugnende mængder af papirmateriale til husstande, som aldrig læser reklamer eller reelt ønsker at modtage dem. I 2019 viste tal fra FK Distribution, at der uddeles 46 kilo per husstand hvert år. På landsplan svarer det til lige knap 70.000 ton papirreklamer. En livscyklusanalyse foretaget af DTU Miljø fra 2011 peger på, at et kilo reklamer producerer cirka 2,3 kilo CO2. I en tid, hvor både borgere og politikere leder med lys og lygte efter områder, hvor vi kan reducere vores udledninger, er det helt oplagt at tage fat på en løsning, som allerede efterspørges af forbrugerne.

Flere og flere fravælger reklamer, og allerede i dag er det over halvdelen af danske husstande, der aktivt siger nej tak til reklamer. Men da det i dag kræver et aktivt fravalg hvert andet år og ved flytning at undgå at få disse forsendelser, er der fortsat alt for mange forbrugere, der modtager reklamer, de ikke har bedt om.

Tidligere forsøg på at nå til enighed om en frivillig ja-tak-ordning har fejlet. Der er derfor nu behov for en politisk løsning, hvor det er forbrugernes og miljøets interesser, der vejer tungest.

Anja Philip, formand for Forbrugerrådet

Et tabu bør brydes

Hver dag tales der om den »grønne omstilling«, og påstanden er, at hvis vi bare bygger vindmøller alle steder, så har vi frelst verden. De færreste har nok gjort sig klart, at omstillingen ikke er uden omkostninger. »Bæredygtighed« og »grøn omstilling« er blot ord, som lyder så ganske rigtige, men som ikke er tillagt noget substantielt indhold, og som de færreste kender konsekvenserne af. Men netop indholdet er vi nødt til at diskutere og tage stilling til, hvis vi ikke skal ende i en ny energi- og miljøkrise.

Opførelsen af store havvindmølleparker er et voldsomt indgreb i naturen og havmiljøet, og hvis vi klistrer hver en mark til med solbatterier, er der også tale om et voldsomt indgreb i naturen, som vil få miljøkonsekvenser. Men det aspekt tales der ikke meget om.

Hvis vi skal udfase alle fossile energikilder, og vi samtidig ønsker at opretholde og endda øge vort forbrug af energi – nu i form at elektricitet – kan det ikke nytte, at vi afløser et miljøproblem med et nyt. Vi er nødt til at finde ud af, om vi fortsat vil bruge stadig større mængder energi og tage stilling til anvendelsen af helt andre energikilder end store miljøbelastende vindmøller og marker med golde og triste solbatterier. Derfor bør vi bryde et tabu og igen tale om anvendelsen af atomenergi.

Hermed ikke sagt, at det er uden problemer, men vi bør fordomsfrit kunne tale om den fredelige udnyttelse af atomenergien med samme åbne sind, som Niels Bohr og H.P. Christensen gjorde, da man i 1955 oprettede Atomenergikommissionen. Der er sket meget på den teknologiske front siden 1955, og hvis vi ikke bryder dette tabu vedr. atomenergi, må vi se i øjnene, at der kommer nye globale energikriser, som kan blive totalt uoverskuelige. Vi kan kun løse fremtidens udfordringer ved at forkaste vore mange fordomme og frit diskutere nye muligheder.

Mogens Nørgaard Olesen, Frederiksværk

Skole- og videreuddannelse

I en høj alder (73) afsluttede jeg en bachelor (BA) i Grækenlandsstudier efter tre år på Københavns Universitet. Jeg læste sammen med cirka 50 år yngre studiekammerater, som alle fik SU og havde noget arbejde ved siden af. Det gav lidt indsigt i nogle af de forandringer, der er sket med uddannelsessystemet over årene.

De unge kom til studiet stort set forudsætningsløse på basal grammatik, hvilket er et stort minus på et sprogstudium. Deres generelle viden om historie og samfundsforhold var pauver, hvilket også er op ad bakke, når man skal lære om et land med en 3.000-årig historie og en broget nutid og sætte det ind i en kontekst. De unge havde ofte en dårlig arbejdsdisciplin – mødte ikke op til undervisningen, der kun omfattede få timer om ugen, kom for sent eller havde ikke læst på lektierne. Men de var søde og ‘havde et liv’ ved siden af. De fleste klarede sig dog lige igennem med samarbejde, gode internetevner og intensiv eksamenslæsning.

Deres ambitioner for brugen af uddannelsen var selvfølgelig forskellige, men forventningerne var ikke høje... En enkelt, en græker, mødte stort set kun op til prøverne (uden at bestå), så han kunne holde sin SU i live så længe som muligt.

En gammel rotte med et langt arbejdsliv bag sig blev ikke imponeret af produkterne af forudgående 13 års skolegang og højere videreuddannelse med ‘verdens bedste uddannelse’ i velfærds-Danmark som basis for fremtidigt arbejde.

Læren er: Styrk startindlæringen af basale færdigheder i sprog, matematik og samfund. Begræns adgangen til gymnasium og især universitet. Stil krav til evner og viden, og afhold relevante optagelsesprøver og stopprøver, så niveauet på uddannelsen ikke udvandes. Brug de dygtige lærere på en bedre og mere intensiv måde. Giv gerne SU på BA, men undlad det på kandidatdelen (KA), og sørg for flere undervisningstimer med fremmøde. Resultat: Kvalitetsuddannelse for pengene.

Aase Hellemann, Hellerup