I sin nye nationale sikkerhedsstrategi demonstrerer USAs præsident, Donald Trump, med al tydelighed sin aversion mod Europa. En aversion, som er solidt baseret på politiske såvel personlige realiteter.
Vi europæere støtter åbent og nærmest unisont hans politiske modstandere i USA, Demokraterne, og vi udtaler os med foragt om hans person. Så hvad kan vi forvente os?
Den politiske realitet er også, at USAs og Europas samfundsmodeller er fundamentalt forskellige. Og kun en minoritet af amerikanere (venstrefløjen hos Demokraterne) sympatiserer med vores velfærdssystem. Trump afskyer det og er bange for, at det skal smitte af på amerikanske vælgere.
Hertil kommer, at Trump oplever os som svage. Vi kan/vil ikke håndtere den galopperende – muslimske – indvandring. Vi kan/vil ikke forsvare os over for det meget mindre og eftersatte Rusland, som kun er en økonomisk pygmæ sammenlignet med Europa. Tværtimod er vi rædselsslagne for Putin og lader ham bare koste rundt med os.
Tidligere amerikanske præsidenter – republikanere såvel som demokrater- har respekteret, at Europa er anderledes. I hvert fald har de udtrykt deres kritik mere diplomatisk.
Trump accepterer kun én mening – sin egen. Den svage behandler han, som bøllen i skolegården altid har gjort. Han truer ham med tæsk.
Så vi i Europa har kun én mulighed. At mande os op til at stå på egne ben uafhængigt af USA.
Klarer vi det, kan vi takke Trump for, at han, langt om længe, var den, som åbnede vores øjne. Og så kan vi begynde en ny æra af samarbejde med USA – i begges interesse og ud fra en styrkeposition.
Bare at klynke over Trump er meningsløst.
Nils Sjoegren, Rungsted Kyst
Kan myten om klimaneutral biomasse snart aflives?
En væsentlig del af Danmarks klimaregnskab bygger på den klare forudsætning, at afbrænding af træflis er CO2-neutralt.
Spørger man politikere på Christiansborg er forklaringen, at træflis jo indgår i et kredsløb, hvor træer gennem fotosyntesen i bladene optager CO2, som frigøres under afbrændingen. Så der er tale om et kredsløb, som er i perfekt balance – og derfor kan det betragtes som CO2-neutralt.
Lad os et øjeblik glemme denne virkelighedsfjerne, teoretiske forklaring og i stedet se på en simpel illustration fra virkeligheden:
Her står et 50 år gammelt bøgetræ, som gennem sin store bladkrone opsuger CO2 fra luften, og hvor kulstoffet bindes fortsat i seks måneder hvert år.
Når træet fældes, stopper denne CO2-optagelse fra luften for altid, så vi går glip af den CO2-reduktion, som ellers ville have fortsat i hele træets levetid.
Bruges det fældede træ som gavntømmer, bevares kulstoflageret i konstruktionerne og påvirker altså ikke CO2-balancen i atmosfæren. Planter man samtidig et nyt træ i stedet for det fældede, begynder dette herefter at opsuge CO2 og øger gradvist den positive balance, efterhånden som det vokser til.
Men bruges træet som biomasse til afbrænding, frigøres det meste af det bundne kulstof i form af CO2, som slippes ud i atmosfæren.
»Men ved nyplantning opnås balance!« hævdes det så.
Men ude i virkeligheden fungerer det bare sådan, at hvis der går op til 50 år, før det nyplantede træ har bundet lige så meget kulstof, som det fældede og afbrændte træ indeholdt, så er der åbenlyst tale om et CO2-udslip ved afbrændingen, som ikke på tilstrækkeligt kort sigt kompenseres af nyplantning.
Efterhånden som det nyplantede træ vokser til, formindskes den negative effekt, men først efter 50 år erstatter det nye træ det gamle træs bundne kulstof.
I samme periode er der hvert år et underskud i opsugning af CO2 fra atmosfæren, som kun langsomt formindskes, sammenlignet med det voksne træ, hvis det ikke var blevet fældet og afbrændt.
Måske kan dette realitetstjek bidrage til at fortrænge den hårdnakkede myte om, at afbrænding af biomasse er teknisk CO2-neutral, som fortsat spøger som grundlag for både Danmarks klimaregnskab og for Klimaloven?
Anders Westerholz og Stine Bardeleben Helles, hhv. medlem af og forperson for Klimabevægelsen i Danmark
Komplet mangel på realitetssans
Tak til Pierre Collignon for – som altid – på klog, kyndig og her fornem måde at skære ubegribeligt naive holdninger til Putins modbydelige handlinger som det fremføres fra blandt andre Dansk Folkeparti, Marie Krarup og Politikkens Michael Jarlner ud i pap i Opinion 6. december.
Deres udtalelser åbenbarer et mærkeligt fravær af historisk forståelse eller bare simpel realitetssans.
At nogen i fulde alvor kritiserer Mette Frederiksens måde at »se Putin i øjnene« på og fortælle, at hun ser – og tager bestik af – hans uundskyldelige modbydelige forbrydelser, hvilket er den eneste måde denne bølle fatter, må skyldes komplet fravær af historisk viden og realitetssans.
Kasper Hagemann, Kirke Hyllinge
Ikke fremmes, men udskammes
Don Quixote var i Cervantes’ roman en lavadelig ridder med den snusfornuftig Sancho Pancha som oppasser. Don Quixote kæmpede som bekendt mod farlige fjender, der viste sig at være vindmøller.
Den moderne version finder vi i Kvinfo. Et statsstøttet kvindeforum, hvis oprindelse var berettiget, men som nu lyser i en overshooting skueproces, hvor det tilsyneladende ikke handler så meget som at fremme kvinder, men om at udskamme mænd.
Henriette Lauersen er forkvinde, direktør og fremstår som skarpretter.
Når formålet således – senest med hendes bemærkninger om den kønsmæssige sammensætning af de højesteretsdommere, der gav journalist Jes Dorph-Petersen medhold i hans erstatningssag mod advokat Yvonne Frederiksen i forbindelse med fyringen af Dorph efter en advokatundersøgelse, rejser det et naturligt spørgsmål. Gives statsstøtten til Kvinfo i dag ikke på et mere forkert grundlag end det tidligere prisværdige?
Holger Overgaard Andersen, Vedbæk
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
