Når/hvis der en dag bliver fred i Ukraine – altså en rigtig fred og ikke en såkaldt »fred« med store områder stadigvæk under russisk besættelse – så er der én person og kun én, der fortjener Nobels Fredspris, nemlig den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj.
Den mand har siden 2019 kæmpet utrætteligt for, at hans landmænd skal kunne leve i fred inden for sikre og anerkendte landegrænser, og han viser til enhver tid en ægte vilje til fredsforhandlinger.
USAs præsident, Donald Trump, mener, at han selv er den oplagte modtager af den fine pris, men med hans nære venskab med aggressoren Vladimir Putin – noget han endda stolt fremhæver igen og igen – så er han nok den mest sølle kandidat til Nobels Fredspris, man nogensinde har set.
Måske skulle man i den forbindelse også nævne hans nærmest familiære venskab med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, som på grund af pression fra den yderste højrefløj klynger sig til magten for at undgå retlig forfølgelse, og hvis befolkning i højere og højere grad vender sig imod ham på grund af hans ekstremt voldsomme fremfærd i Gaza. Glem heller ikke Trumps og Netanyahus vision om at omdanne Gaza til Mellemøstens Las Vegas.
Konklusion: Giv Nobels Fredspris til Zelenskyj, når der forhåbentlig snart bliver fred i Ukraine.
Anna Dawids, København
Reform af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol
Der er behov for en reform af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Den er oprettet for at forsvare personer, som har været ude for diskrimination pga. etnisk baggrund eller ideologi.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol bør fremover ikke forsvare kriminelle udlændinge, som har begået grove personfarlige forbrydelser, men derimod lade de enkelte europæiske landes regeringer og domstole suverænt selv afgøre, om en person skal udvises eller ej.
Det er positivt, at Danmark i samarbejde med Italien vil tage initiativ til at reformere Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, så det fremover kun er personer, som har været ude for diskrimination eller været ude for en uretfærdig behandling, som kan få deres sag op ved domstolen.
Jacob Vest, København
Dyrevelfærd
Det er et godt indlæg, Britta Riss og Mette Susgaard fra Dyrenes Beskyttelse har skrevet i Berlingske.
Der er ingen tvivl om, at forholdene i staldene i det konventionelle landbrug er en skandale. Selv med alle regler overholdt, er der for mig at se tale om grov, men desværre lovlig dyremishandling. At det kan få lov at foregå, hænger formentlig sammen med, at det for det meste foregår ude af øje og ude af sind, som man siger.
Man kunne så tro, at TV 2s dokumentar »Hvem passer på grisene?« med videodokumentation af uhyrlighederne ville ændre forholdene. Det skete desværre ikke. Trangen til billigt kød fortrængte hurtigt de ubehagelige billeder.
Hvad kan vi så gøre ved det? Her og nu skal Folketinget vedtage, at alle produktionsdyr får samme rettigheder som de dyr, der er underlagt de bedste regler. Dem, der gælder for økologiske dyr og frilandsdyr. Samtidig skal man beslutte, at animalske produkter, der sælges i danske butikker, skal opfylde de samme krav.
Bivirkningen vil være, at antallet af produktionsdyr vil styrtdykke. Det vil få udledningerne af næringssalte til havet til at falde. Samtidig vil landbrugsjorden falde i pris, hvilket vil gøre den grønne trepart billigere.
Søren Petersen, København
Dette er Danmark
Pia Kjærsgaard har besøgt Ishøj. Hun er nået frem til, at det ikke er Danmark. Det er - heldigvis - heller ikke Sverige, hvor politikere som hun og Frederik Vad nok ikke havde kunnet færdes ubekymret i Rosengård i Malmø.
»Det er Pakistan. Det er det bare,« siger Pia Kjærsgaard. Men tilbage til Ishøj. Det er både uhøfligt og uartigt at bedømme byen efter få timer og takke for invitationen ved ar rakke ned på værten.
Jeg har nu boet et halvt år i Ishøj. Og jeg mener afgjort, at Ishøj er Danmark. Måske ikke det Overklassedanmark, som Pia Kjærsgaard kender fra København K og Gentofte. Det er et land med dårligere uddannede og fattigere indbyggere - men dog et Danmark!
Jeg vænnede mig med gode bornholmeres hjælp til at nedtone min østerbroske arrogance, da jeg i 1970 flyttede til Bornholm. Venlige naboer lærte mig sproget, og jeg husker stadig, at posten fortalte, at en nabo lidt nede ad vejen da også abonnerede på det eksklusive kunsttidsskrift Apollo.
I dag kan jeg glæde mig over nye venlige naboer og medpassagerer af alle køn og hudfarver, der hjælper mig på gaden og i toget (20 minutter til Nørreport) med min uregerlige rollator. Over de effektive hjemmehjælpere og søde ekspedienter, der løber efter mig med mine glemte indkøb.
Jeg nyder at købe ind i de mange butikker med udenlandsk klingende navne som Bilka, Pop’s Pizza, Normal, Basic and More, Kulturium, Røde Kors, Ishøj Blomster, Aveny, Brdr. Simonsen, King Nails, Musashisi Sushi, Apoteket, Magnussen Optik, Vestegnens Bazar og Gordons Pub. (Der er nu da mere engelsk end pakistansk over de navne).
Jeg foretrækker Bamses Bodega, hvor jeg også agter at fejre min 80 års fødselsdag. Her går en stadig strøm af internationale kulturelle forbi på vej til Arken, museet for moderne kunst.
De to politikere kunne med fordel realisere deres politik ved som jeg at flytte til Ishøj og på den måde at sikre danskheden i vor tid. Og i vore børnebørns tid.
Og husene er billigere her!
Carsten Seeger, Ishøj
Ammunitionsfabrikken i Elling
Når genopbygningen af ammunitionsfabrikken »Krudten« i Elling endnu ikke er begyndt to-tre år efter beslutningen, håber jeg, at det skyldes, at der er bygget indtil flere ammunitionsfabrikker rundt om i landet under jorden, så Putin ikke ved, hvor han skal sende missilerne hen.
Per Aasmul, Holte
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
