Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det er ikke demonstranter, der går på gaden i Hviderusland – det er folket

»Lukasjenko siger, at han ikke vil tale med demonstranter, men demonstranterne – det er hundredtusinder af mennesker, som hver søndag og hver dag går på gaden. Det er ikke demonstranter. Det er folket,« skriver Svetlana Aleksijevitj. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Nu er der ikke nogen tilbage af mine venner og meningsfæller i Koordinationsrådets – oppositionens organ – præsidium i Hviderusland. Alle sidder enten i fængsel eller er blevet smidt ud af landet. I dag arresterede man som den sidste Maksim Snak.

Først stjal de landet fra os, og nu bliver de bedste af os stjålet. Men i stedet for dem, som bliver pillet ud af vores rækker, kommer der hundreder nye til. Det er ikke Koordinationsrådet, som har rejst sig. Det er landet, som har rejst sig. Jeg vil gerne gentage det, jeg altid har sagt. Vi har ikke forberedt en samfundsomvæltning. Vi har aldrig ønsket at splitte vores land. Vi har ønsket at indlede en dialog i samfundet. Lukasjenko siger, at han ikke vil tale med demonstranter, men demonstranterne – det er hundredtusinder af mennesker, som hver søndag og hver dag går på gaden. Det er ikke demonstranter. Det er folket.

Folk demonstrerer sammen med deres små børn, fordi de er sikre på, at de vil sejre.

Herudover vil jeg gerne henvende mig til den russiske intelligentsia, lad os kalde den sådan efter gammel skik. Hvorfor tier I? Vi hører kun sjældent stemmer, der støtter os. Hvorfor tier I, når I ser, hvordan et lille, men stolt folk trædes under fode? Vi er dog stadig jeres brødre.

Til mit eget land vil jeg gerne sige, at jeg elsker det. Jeg er stolt af det.

Og nu er der igen en eller anden fremmed, som ringer på døren …

Svetlana Aleksijevitj, formand for Hviderussisk PEN, oversat af Uffe Gardel

Forhuden blev hendes skæbne?

Et forbud mod at amputere forhud på børn gør, at DFeren Marie Krarup ikke stiller op til næste valg. Det kan da kalde for en hudløs ærlig beslutning. Kommer vi til at savne politikeren, som for en håndfuld år siden mente, at det var klamt at samle ind til de mest sårbare i denne verden? Jeg tror det næppe!

Michael Pedersen, Vejen

Lidt overskud i hverdagen

Jeg husker stadig en reklamekampagne, som Realkredit Danmark kørte på TV for ti-tyve (?) år siden, »Lidt overskud i hverdagen«. Den lokkede selvfølgelig nok med økonomisk overskud, men sekvenserne viste eksempler på mentalt overskud til at vise hensyn over for andre: En dame rejser en væltet cykel, en mand træder lidt til side, så ham bagved kan se abegrotten osv.

Jeg kunne godt tænke mig, at nogen ville gentage den opsang, for i dag virker det som om, at mange forfalder til hensynsløshed, hvis ikke der er mindst ti pct. chance for at blive pågrebet af politiet:

De holder larmende smittefester lige neden for soveværelsesvinduerne hos dem, der betaler skat til deres SU og kontanthjælp. I bilen blæser de på fartgrænser, og de bruger ikke blinklys til at orientere andre om deres planer. Og i søndags så jeg i Rungsted Havn, at fire ud af otte P-pladser med ladestandere var spærret af biler, der ikke skulle lades op.

Skulle man overveje at genindføre børneopdragelse?

Jeg følger selv Realkredit Danmarks eksempler og scorer mange venlige smil og nik. Det gør for eksempel trummerum-turen til arbejde til en god start på dagen. Prøv det.

Anton Hansen, Farum

Ubegribeligt ønske om omskæringsforbud

I flere tusind år – siden patriarken Abraham – er jødiske drengebørn blevet omskåret på ottendedagen for deres fødsel. I Danmark er denne religiøse ceremoni blevet foretaget siden 1622, da de første jøder kom til Danmark. Og nu tales der i fuld alvor om at fratage jøderne denne vigtige del af deres religiøse liv og tradition.

Jeg er nok en af de få nulevende, som endnu kan mindes en far, som satte livet på spil for at få jøder fragtet over til Sverige under Anden Verdenskrig. Den dag i dag bryster vi os af denne dåd, som frivillige foretog – og som vi fortsat bliver rost og hædret for i udlandet. Men nu er der stærke fortalere for, at dette lille indgreb, som omskæringen udgør, skal fratages jøderne med en exodus til følge. Jøderne vil i så fald forlade Danmark.

Det sekulære Danmark fatter simpelthen ikke vigtigheden af en religions – i dette tilfælde jødedommens – dybder.  Et eventuelt forbud vil medføre, at jøderne ikke længere føler sig velkomne, endsige hjemme i dette land, hvor de dog har gjort alt for at integrere sig og har gjort sig stærkt bemærket indenfor kunst, kultur, videnskab, erhverv og økonomi.

Alt dette vil vi sætte over styr: For at blive det første og foreløbigt det eneste land i verden, som vil forbyde omskæring af drengebørn. Det er ganske enkelt ikke til at begribe.

Maja G. Arthy, Birkerød