Når du kalder din ekskæreste en psykopat eller gør en grå søndagsmorgen til en depression, tager du fokus væk fra dem, der virkelig har brug for hjælp.

Lige så forkasteligt er det, når Søren Pape til De Konservatives landsråd for tre uger siden omtaler unges angst og depression som spildt mælk og kærestesorger.

Sproget om psykiske lidelser stiller en allerede svækket psykiatri over for nogle svære udfordringer: for hvordan skal vi tage psykisk sygdom seriøst politisk, når vi ikke engang kan tage det seriøst sprogligt?

Sprog skaber virkelighed. Det hjælper vores hjerne med at sætte ting i forskellige kasser, som alle er forbundet med hinanden, ved hjælp af associationer. Ordet har altså en magt over vores virkelighedsforståelse – både når ordet er til stede, og når det ikke er der.

Mange stigmatiserede emner har endnu ikke et veludviklet ordforråd. Vi er ikke lige så øvede i at tale om for eksempel selvmordstanker som om dagligdagens mondæne tematikker. Vi kan sagtens sætte ord på, hvor rasende vi bliver, når toget er forsinket. Men så snart vi bliver stillet til ansvar over for den andens lidelser, bryder sproget sammen og svigter os – men hvem er det egentlig, som skaber sproget?

Psykisk sygdom er uhåndgribeligt, og man kan ikke bare tage en blodprøve, som påviser, om man er en person med paranoid skizofreni eller ej. Samtalen bruges i stedet til at diagnosticere. Til at forstå mennesket. Vi skal huske at skelne mellem at være nedtrykt og ikke at finde interesse i nogen ting længere. At der er forskel på at have en indre uro og tankemylder.

Dog har ord som »angst« og »depression« aldrig indgået så meget i vores fælles ordforråd som nu. Men det nytter ikke noget, når man slynger termer ud, som tidligere var forbeholdt lægeverdenen og psykiatrien, som var de trivielle hverdagsfølelser. Ord er anerkendelse, og hvis psykiske lidelser omtales som noget, det ikke er, retabuiseres det, hvilket gør det endnu sværere at reagere på – menneskeligt som politisk.

Sprog skaber virkelighed, og sprog politiserer. Kun i fællesskab kan vi stille politikerne til ansvar, så vi i sidste ende kan bane vej for dem, der ellers har tænkt, at deres selvmordstanker bare var allemandseje, fordi sproget trivialiserer det. Psykisk sygdom kan ikke ligestilles med spildt mælk. Det hedder psykiske lidelser, fordi folk lider. Fordi folk er i smerte. Det skal vi tage seriøst i vores sprog, og politikerne skal tage det seriøst i deres politik.

Emma Kanchana Bengtsson, lægestuderende, Odense, og Emma Nophiran Nielsen, retorikstuderende, København