Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det er de jyske kommuner, der er rige - ikke os

Hvorfor skal borgere i Morsø Kommune have cirka 200.000 kroner om året til forbrug end en tilsvarende familie på Frederiksberg, spørger en læser efter at have set Mette Frederiksens udspil til en udligningsreform. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

I øjeblikket er der debat om regeringens forslag til ændring af den kommunale udligning. Som jeg ser det, er det helt absurd, at borgernes rådighedsbeløb ikke indgår i beregningen. Det er da skævvridning!

For faktum er, at borgerne i de såkaldte rige nordsjællandske kommuner har væsentligt færre penge til forbrug end borgerne i de såkaldt fattige kommuner.

Det er BRF Kredit, der for Børsen har foretaget en analyse. Beregningerne er foretaget på baggrund af en husstandsindkomst på knap 640.000 kroner fordelt på to ægtefæller, der bor i et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter.

I Frederiksberg Kommune har sådan en familie i gennemsnit 180.784 kr. tilbage til forbrug om året, når de faste udgifter er betalt, mens en familie på Mors i gennemsnit har næsten 200.000 kr. mere tilbage til forbrug, nemlig 378.323 kr. I Jammerbugt Kommune er beløbet 372.603 kr., og i Thisted Kommune 370.769 kr.

Det disponible rådighedsbeløb er, hvad der er tilbage, når alle faste udgifter - inklusiv boligudgifter - er betalt. Jeg bor i Allerød Kommune, i det »rige« Nordsjælland. Vi betaler over en halv milliard kr. i udligning, og skal ifølge regeringens forslag betale 21 mio. kr. mere.

Vi har dårlige sportsfaciliteter og plejehjem. Når jeg er i Jylland, ser jeg fine sportscentre og svømmehaller, og jeg er sikker på at plejehjemmene har egne køkkener. Hos os får de ældre vacumpakket fabriksmad. Men vi betaler til de andre 7. mest pr. indbygger.

Det samme gælder motorveje, som der er nok tomme af i Jylland, mens vi dårligt kan komme frem i Storkøbenhavn.

I virkeligheden kunne kommuneskatten i de »fattige« kommuner hæves markant, og borgerne ville alligevel have et højere rådighedsbeløb, end vi har i Storkøbenhavn / Nordsjælland. Så kunne kommunernes borgere selv betale for det, vi andre betaler for dem.

For et par år siden var der en nordjysk kommune, som indrykkede annoncer der viste, hvor meget familien ville have mere til forbrug, hvis de flyttede fra Nordsjælland til Jylland. Det er da tankevækkende.

Nej, se at få ændret den udligning, så borgernes økonomi kommer til at indgå. Hans Barth, Allerød