Fregatten »Iver Huitfeldt« må trækkes hjem fra Det røde Hav, fordi skibets vitale dele ikke duer.
Og forsvarschefen må trækkes ud (fyres), fordi nogen skal jo pålægges ansvaret. Politikerne snubler over hinanden i iveren efter at skyde skylden på forsvarsministeren, som henviser til Forsvaret selv.
Og så spørger man: Er det Forsvaret, der har udpint det danske forsvar så meget, at det ikke fungerer? Svaret er et rungende nej. Det er de danske politikere selv, der har fejlfortolket og undervurderet trusselsbilledet i mange år og har ansvaret for, at vi i dag ligger, som vi har redt.
Men når en synder skal findes, så finder politikerne dem altid lynhurtigt i embedsværket – denne opførsel er en blanding af ansvarsforflygtigelse og blame game – flovt!
Erik Winther-Schmidt, Askeby
Den kollektive tro
Al ære og respekt for den entusiasme, som Camilla Starup (CS), rådgiver i grøn omstilling, udviser i sin kommentar i Berlingske 3. april om nødvendigheden af, at danskernes klimaindsats blandt andet baseres på »vores kollektive tro på, at vi kan gøre en forskel«.
Selvom CS lidt humoristisk og retorisk spørger, om vores indsats ikke er ligegyldig, »for hvad med Kina?«, så er det netop et kerneforhold, at en «kollektiv tro« nødvendigvis må baseres på fakta. I særdeleshed når det drejer sig om, at vi skal yde økonomiske ofre for at opnå klimamæssige resultater.
Når udledningen fra Danmark af menneskeskabt CO2 udgør mindre end 0,08 procent af den globale menneskeskabte CO2-udledning (Kina, Indien og USA står for godt og vel 50 procent), så er det også et faktum, at en dansk enegang absolut ingen betydning har for det globale klima. Og dermed er der ingen rationel grund til, at vi skal yde velfærdsmæssige ofre ved at gå forrest – for eksempel med en CO2-afgift på landbruget – så længe de store CO2-udledere i resten af verdenen ikke er med. Derfor er det ikke danskernes kollektive tro, der gør en forskel for klimaet, men derimod at vi følger med, når det internationale samfund rykker.
Flemming Bækkeskov, Gentofte
Arne-pension
Nu skal skolepraktik tælles med, når kravet om 42 års beskæftigelse skal gøres op. Så nu er der endnu flere, der kan komme på offentlig pension, uden at der stilles krav om at være nedslidt. Det endda i en tid, hvor statsministeren kræver en mentalitetsændring, så vi ikke går hjem fra samlebåndet kl. 16, for det gør de ikke i Rusland.
Det har skabt en vis forundring hos de partier, der hele tiden har ment, at Arne-pensionen er en unødvendig orlovsordning. Reelt nedslidte har jo andre muligheder for tilbagetrækning med pension.
Rasmus Stoklund kan sagtens forstå, hvorfor partierne er blevet »sure« (mærkeligt udsagn i den givne situation). Det var jo Socialdemokratiets valgflæsk. Rasmus Stoklund siger desuden, at det har noget med ideologi at gøre, og at det er helt rimeligt, at personer, der har haft de hårdeste arbejdsliv i 42 år, har ret til at trække sig tilbage uden begrundelse. Hvis man har arbejdet på kommunekontoret i 42 år, er man selvskrevet til Arne-pension. Rasmus Stoklund synes også, at det er rimeligt, at han selv, der først kom på arbejdsmarkedet sidst i 20erne, ikke kan få Arne-pension. Man kan ikke lade være med at beundre Rasmus Stoklunds logik.
Er der i øvrigt nogen, der har undersøgt, hvilke personer der har valgt at bruge deres ret til offentlig betalt pension? Ordningen har jo været i kraft et par år, og der er cirka 14.000 personer, der bruger den. Så der burde være et rimeligt datagrundlag for at vurdere, om det rent faktisk er de nedslidte, der bruger ordningen.
Mogens Pihl, Sorø
Underdog
Danmark nyder stor anerkendelse i kraft af historiske, diplomatiske holdninger, men de sidste år med furer i lakken.
Taiwan er aktuel, idet en ændring pr. 1. januar 2024 har skabt røre. Udenrigsministeriet skylder danskerne en forklaring på, hvorfor tilrejsende nu opfattes ikke som taiwanere, men kinesere. For os – de mange forretningsfolk – der har gæstet Hongkong, Taiwan og Kina, er forskellene iøjefaldende. Taiwan var i kraft af sit demokratiske styreform et mini-Japan, mens Maos lille røde flød på gader og stræder i Kina.
Verden har ændret sig. Norge og Danmark har i modsætning til EU udvist en merkantil, slesk holdning over for supermagten Kina. Danmark som England var altid på de svages side – the underdog's side. Nu synes ussel mammon via holdningsændringer at skade vort historiske renommé.
Holger Overgaard Andersen, Vedbæk
