Der var engang en verden, som lige havde oplevet to verdenskrige. Det var også en verden, som besluttede sig for, at det aldrig skulle ske igen. Svaret på det var internationalt samarbejde. Verden fik FN, og Europa fik det, som i dag hedder EU.
Krigene raser igen, og det er, som om verden ganske langsomt har glemt bagtæppet for de to store krige. Derfor er det vigtigt, at vi fastholder det gamle løfte. Aldrig igen.
Den gammeldags nationalisme vinder frem. Ikke bare i Europa, men også i USA. Og den er ikke svaret på de kriser, som verden står i. Tværtimod er den reaktionære nationalkonservatisme efter min mening kimen til væbnet konflikt. Når lande og regioner lukker sig om sig selv, opbygger egne forsyningskæder og militær kapacitet, fører det nærmest uundgåeligt til en styrkeprøve.
De første trin i den styrkeprøve er allerede i gang, og en af de store opgaver er at deeskalere styrkeprøven og få hele verden til at arbejde for fred og fremskridt i stedet for konflikt og kaos.
EU bør træde i karakter som det fredsprojekt, det blev født som. Ud af Kul- og Stålunionen, som skulle smede de to gamle arvefjender Tyskland og Frankrig sammen, voksede et samarbejde, der i dag har været medvirkende til fred og velstand i mange dekader.
En af opskrifterne på, at det samarbejde har kunnet fungere på tværs af sprog og kultur, er det overstatslige samarbejde. At medlemslandene på frivillig basis sagde ja til fælles forpligtende regler på udvalgte områder. I første omgang var det markedet for kul og stål, som var en forudsætning for oprustning.
Vi skal lære af fortiden, og ligesom Tyskland og Frankrig engang blev smedet sammen, er det afgørende, at USA og Kina smedes sammen i et forpligtende samarbejde. Et forpligtende samarbejde som med tiden kan vokse til et globalt overstatsligt samarbejde. EU bør arbejde aktivt og vedholdende for sådan et samarbejde.
Verden har ikke brug for nationalkonservative regeringer, som udelukkende tænker USA eller Kina først, men for nationale regeringer, der tænker samarbejde først.
Det er valgets år i 2024, og valget til vores europæiske parlament er vigtigere end nogensinde før. Hvis EU skal være et demokratisk lys i fremtiden, er det afgørende, at Europa-Parlamentet repræsenterer fremtidens progressive og samarbejdende stemmer og ikke kun de nationalkonservative stemmer.
Nationalkonservatisme er at skærme sig for verden, imens en progressiv stemme søger at forandre den. Med krig i Europa og Mellemøsten er det ikke tiden til at skærme sig og vende ryggen til verden. Det er tid til at forandre.
Jan Kristoffersen, Alternativets spidskandidat til europaparlamentsvalget
