Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Det eneste, vi har, er ord

valg2019bm
Jens Rohdes datter græd angiveligt af lettelse, at hun hørte, at Trump aflyste sit besøg i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Ifølge Radio24syv græd det radikale folketingsmedlem Jens Rohdes datter på otte år angiveligt af glæde, fordi den amerikanske præsident Donald Trump aflyste sit besøg i Danmark. Jens Rohdes datter er, ifølge Radio24syv, bange for Trump.

Nu skal man være meget varsom med at blande sig i andres børneopdragelse og særdeles i kendte menneskers privatliv, men emnet er interessant, fordi det rammer lige ned i, hvad vores børn stiller op til i dag, frivilligt såvel som ufrivilligt, og den viden, som de får via de sociale medier. Greta Thunberg-effekten rammer lige ned i børneværelset, og den kræver voksne, som er afklarede og forberedte.

For en del år siden, da min søn var på Jens Rohdes datters alder, var jeg selv aktiv i politik og deltog i en del debatter om blandt andet flygtninge og indvandrere. Min søn havde lige lært at læse, og en morgen havde alle aviserne en forsidehistorie, hvor et medlem af Dansk Folkeparti proklamerede at »muslimer var kræftceller i Europa«. Til historien hører, at min mand og derved min søns far er muslim.

Det var ikke en god morgen. Min søn græd og råbte, at de mennesker, som sagde sådan, var onde.

Nu kunne man jo vælge at gå ned ad den vej, at være enige i at de var onde.

I stedet valgte jeg en anden sti. At forklare igen og igen, at det er et synspunkt, som vi finder forkert og er helt uenige i, men at hvis vi i øvrigt blev inviteret til Pia Kjærsgårds hus, ville vi sidde i hendes sikkert dejlige have, hun ville byde på sodavand, og så kunne vi få en god samtale – for ord er alt, hvad vi dybest set har at gøre med, og desuden har hun en sød hund, så det ville, trods mange uenigheder, blive en dejlig dag. Det stilnede gråden og vreden, men ikke lysten til at diskutere.

Det værste og mest konflikteskalerende, man kan gøre over for et barn – ja, for voksne også – er at dæmonisere den eller dem, som man er uenig med. Hvis vi vil opdrage vore børn til at være demokrater, er der ingen anden vej end at fortælle igen og igen, at nok er man uenig, men de andre er altså også mennesker, vi kan mødes med dem, diskutere med dem og måske nå et stykke ad vejen til enighed, eller skilles med en forvisning om, at vi i alle tilfælde forsøgte. Lone Skov Al Awssi, København K