Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Derfor skal vi ikke bruge regnbueanførerbind

»Vi er nødt til at acceptere, at fodboldbaner er ytringsløse,« skriver Mikkel Blønd Vestergaard. På billede: Christian Eriksen til pressemøde inden det danske landshold skal træne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jeg elsker fodbold, og jeg elsker frihed. Det er i og for sig en løjerlig indledning til et læserbrev. Men under det nuværende VM i Qatar er der i forvejen så meget, der er løjerligt, for ikke at skrive grotesk. Men ordene giver mening, for frihed og fodbold er kommet i klammeri i Qatar.

Jeg er umådelig trist over, at Qatar har fået værtskabet i VM fodbold, fordi alle ved, at det lykkedes ved hjælp af ufine metoder, herunder bestikkelse. Det er en skamplet, at alt faktisk kan købes for penge i FIFA.

Jeg er også umådelig trist over, at vores alle sammens FIFA præsident Gianni Infantino viser sig at være et regulært usympatisk magtmenneske. Det er forstemmende at høre ham tale moral. Det er virkelig frastødende, og måske bliver det enden på FIFA. Trist!

Kampen mod alt det, jeg har skrevet herover, synes nærmest at være materialiseret i »kampen om regnbue anførerbindet«. Vores og en række vestlige landes anførere havde proklameret, at de ville bære det, mens FIFA satte foden ned og kun tillod de anførerbind, som allerede var godkendt. Vi i den vestlige verden er rasende, mens resten af verden er nærmest ligeglade.

Hvor meget jeg end foragter FIFA og styret i Qatar, så tror jeg alligevel, vi gør klogt i at tænke os en ekstra gang om i forhold til vores ønske om at bruge fodboldbanen som en plads for politiske eller moralske ytringer. Vi i Vesten har næsten glemt det, men der er faktisk rigtig mange forskellige kulturelle og historiske skillelinjer rundt om i verden. Efter Berlinmurens fald og den kommunistiske verdensordens sammenbrud har vi næsten vænnet os til, at den vestlige verdensorden i bedste fukuyamask stil er eneherskende.

Men der tager vi grueligt fejl. Det er ikke tilfældet. Hvis man vil lave globale ting, er vi simpelthen nødt til at forstå og acceptere, at opgaven ikke er at promovere egne moralske værdier, men at neutralisere hinandens forforståelser for derigennem at skabe et rum, vi alle kan være i. Og dertil hører naturligvis, at vi ikke kommunikerer politiske og moralske ytringer på fodboldbanen.

Hvis først vi åbner op for den Pandoras æske, så vil vi snart blive konfronteret med så mange ytringer, så vi til sidst får hidset hinanden op til en grad, hvor vi ikke længere kan mødes. Arabiske lande vil agitere for, at Israel ikke eksisterer. Iran vil agitere for terrorgruppers ret til at eksistere. Afrikanske lande vil lave anti-homoseksuelle kampagner. Kina … Ja, fortsæt selv.

Vi er nødt til at acceptere, at fodboldbaner er ytringsløse. Derfor skal vi ikke bruge regnbueanførerbind. Vi er nødt til at forstå, at det, der er indlysende klart i vores kultur, er indlysende urigtigt i andres kultur – og vice versa.

Mikkel Blønd Vestergaard, Augustenborg