En professor kan ikke forstå jordemødrenes klage over travlhed, når der er ansat mindst 600 flere jordemødre til det samme fødselstal.
Jeg har været jordemoder/leder i 40 år og får et sug i maven over den argumentation. Man glemmer at se på hvilken udviklingen, der har præget faget. Det, jeg her beretter om, er selvfølgelig min egen oplevelse.
Jordemoderfaget er gået fra at være et selvstændigt fag, hvor man blev kaldt ind, når der var en fødende, til et ønske om at få jordemødrene ind på hospitalet og være hospitalsansatte med en overgangsordning som centerjordemoder, hvor man havde døgnvagter og blev kaldt ind ved en fødsel.
Det endte med hospitalsansættelse, og hermed ønskede man døgnvagten afskaffet, da den var for dyr. De to døgnvagter blev udskiftet med seks jordemødre, som havde otte timers vagt. Det krævede selvsagt flere jordemødre. Så har man ønsket, at hjælpepersonale til fødsler skulle erstattes af jordemødre. Man kan selv regne ud, hvilken arbejdsbyrde det også medførte jordemoderens arbejde – med blandt andet et langt større fremmøde.
Så er sundhedsplatformen også kommet ind som en tidssluger.
I dag er der næsten ingen fuldtidsansatte på fødegangen, det kan måske forklare arbejdspresset. Selv om man har 120 stillinger, er de 100 deltid. 30 procent forlader jobbet efter tre år, efteruddanner sig eller søger anden jobmulighed.
Det siger sig selv, at flere jordemødre måtte ansættes. Der er sket en stor kulturændring fra dengang, hvor den fødende havde et godt kendskab til sin jordemoder, som også kom til fødslen, og hvor døgnvagten gav en mulighed for at gøre fødslen færdig, og så kunne man slappe af dagen efter og komme til kræfter.
Jeg har for øvrigt ikke oplevet et eneste år i min jordemodertid uden besparelser.
Der skal indsigt til for at forstå denne problematik, det er ikke så enkelt. Jeg håber hermed at have bidraget til forståelsen af nødvendligheden af flere jordemoderansatte.
Kirsten Aunstrup, jordemoder, Fredensborg
