Søndag 14. januar 2024 hejser jeg Dannebrog på min flagstang ved parcelhuset på villavejen herhjemme i Sorø.

Det er ikke flagdag, og der er ikke nogen i familien, der har fødselsdag, men min nation skifter overhoved, og det synes jeg er værd at markere, selv om min flagning kun vil kunne ses af de nærmeste naboer.

Ingen steder har jeg fra officiel side set nogen opfordring til – landsdækkende – ved flagning at markere, at vor nuværende regent, dronning Margrethe 2., trækker sig tilbage og lader sine opgaver for kongeriget afløse af et otium, som indtræder i en alder af 83 år, en alder, hvor langt de fleste af os andre i den aldersklasse allerede vil kunne se tilbage på tæt ved 20 års pensionisttilværelse.

Samtidig er flagningen min egen personlige, beskedne anerkendelse af den gerning, som Dronningen for vort folk har udført i mere end et halvt århundrede, og som jeg som dansker har glædet mig over lige så længe.

Flagningen skal også ses som et velkommen til næste generation i vores lange kongerække: En hyldest til vor kommende konge, Frederik 10. og hans ægtefælle, den lige så velkomne dronning Mary, der personificerer, at vort land står åbent for folk udefra, som personligt vil være med til at bidrage til den nation, som de har valgt som deres, og i dette specielle tilfælde som ægtefælle til vores kronprins.

Egentlig er det således måske kun mig selv og min allernærmeste familie, som får glæde af flagningen. Men det har jeg det også godt med. Med tanke på årsagen.

Der ville måske også være andre, som kunne få samme tanke? Derfor dette læserbrev.

Niels Henriksen, tidligere direktør for Grænseforeningen, Sorø

En socialist på afveje

Alexander Blavnsfeldt ytrer i en kommentar ønske om at afskaffe monarkiet. Her bliver Alexander den lille i forhold til den længstlevende regent i vort lands historie. Det tydeliggøres med mange ord og mindst tre argumenter, der er en SF-holdning værdig, men den har lige så lidt opbakning, som SF har i det danske folk. 

Et herligt nytårsgrineflip formåede hans kommentar at afstedkomme.

Flere grunde hertil kunne gives, men hans kommentar om, at »det er vildt, at vi lige nu som stat giver hårdt tjente penge …« fra en socialist var direkte til Cirkusrevyen.

Holger Overgaard, Vedbæk

PostNords totale svigt

  1. Et brev afsendt fra Karlskrona i Skåne som Prioritaire 21. december 2023 er endnu ikke nået frem til os i skrivende stund. Brevet indeholder et dokument, som vi skulle viderebringe til en dansk myndighed inden 31. december. Det har fået alvorlige konsekvenser for os.

  2. 25. oktober 2023 udsendte vi brev med folder m.m. til vore medlemmer. Igennem alle årene har vi nogen tid efter vores udsendelse af materiale fået en del returpost, fordi der er medlemmer, der er flyttet uden at meddele os det, eller fordi nogle er afgået ved døden. At modtage returpost er af allerstørste betydning for os, så vi kan rette eller afmelde medlemmer i kartoteket. Nu på den anden side af nytår har vi endnu ikke modtaget returpost, som erfaringsmæssigt kan løbe op i et ganske betydeligt antal. 

Da vi snart skal udsende medlemsmateriale på ny, kommer vi altså til forgæves at udsende til medlemmer, som ikke længere er på adressen. PostNords manglende levering af returpost påfører os derved betydelige udgifter. Hvor er de mange returbreve endt?

Kan nogen fortælle os, hvordan PostNord kan slippe af sted med at behandle sine kunder på denne måde? De er meget hurtige til at fremsende regning, men lever slet ikke op til en bare nogenlunde anstændig opførsel.

Preben Knøsgaard, formand for Landsforeningen Forsøgsdyrenes Værn, kunde siden foreningens stiftelse i 1963

Et enkelt skattesystem

Skattesystemet burde forenkles, og der burde være en flad skat for os alle sammen på 35 procent – på alt. Indkomstskat, virksomhedsskat, aktiebeskatning, arveafgift etc.

Samtidig skulle det være slut med alle mulige finter, for at slippe billigere, skat er skat. Så slap vi også for debatten om misundelse og grådighed, for så er det ens for os alle.

Skat ville blive enkelt og forståeligt. Så kan politikerne altid finde flere penge, eller give flere penge gennem afgifter.

Jonas Schmidt, Brobyværk