Dette er et debatindlæg. Det er skribentens holdning, der kommer til udtryk. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.
Derfor er kønsopdelt svømning en forfærdelig idé
Nej tak til kønsopdelt svømning
Klaus Goldschmidt Henriksen demonstrerer nok en gang i søndagsberlingeren 20. september, at tilhængere af kønsopdelt svømning som regel ikke har forstået problemets kerne. Lad mig derfor skære det ud i pap.
Kønsopdelt svømning skal ikke finde sted, fordi:
Det er religiøst begrundet i ubehagelige, formørkede og forældede religiøse dogmer, der ikke hører hjemme i Danmark i vor tid. Kønsopdelingen i svømmehallen kan således overhovedet ikke sammenlignes med kønsopdeling i andre situationer, der ikke er religiøst, men fysisk begrundet. Det yndede argument »at der jo også er pigehold i for eksempel håndbold og fodbold« holder derfor ikke. Her er begrundelsen netop forskel i fysisk formåen.
Kønsopdelt svømning legitimerer et kvindeundertrykkende, seksualiseret kvindesyn, der heller ikke hører hjemme i Danmark i vor tid. Hvis kønsopdelt svømning tillades af myndighederne, vil tilladelsen blive misbrugt af tilhængere, som vil sige til deres børn: »Se selv, de danske autoriteter siger god for kønsopdelingen i svømmehallen, så det kan du roligt benytte dig af – den er helt o.k.«
Så uanset hvor mange unge piger Klaus Goldschmidt Henriksen mener kommer ekstra med i fællesskabet på grund af kønsopdelingen, er det dyrt betalt i form af de negative langtidsvirkninger, som vil gå ud over piger i kommende generationer.
Peter I. Hinstrup, Nærum
Statens overskud
Hvorfor bliver regeringen ved med at drille os? Med 900 milliarder kroner i statskassen og en benzinpris pr. liter i danske kroner, som svenskerne giver i svenske – altså omkring 30 procent mindre.
Steen V. Skånstrøm, Nærum
Gdpr er skabt til at beskytte borgerne
EU har udfærdiget sin »General Data Protection Regulation« (Persondataforordningen) for at sikre borgernes rettigheder til og om deres egne data i forhold til it-systemer, virksomheder og myndigheder.
Siden vedtagelsen i 2016 har vi mest hørt historier om alt det, som gdpr forbyder. Det meste er usandt, men ikke desto mindre: gdpr opfattes som noget EU-bras, der forhindrer, at man kan udføre sit arbejde.
Men gdpr sikrer altså eksplicit borgernes rettigheder på nogle helt basale områder, for eksempel:
• Artikel 15: Retten til indsigt i databehandlingen (transparens)
• Artikel 16: Retten til berigtigelse af fejl- eller mangelbehæftede data
• Artikel 22: Retten til ikke udelukkende at være genstand for automatisk afgørelse uden menneskelig indgriben (Retten til Human Intervention)
De uhyrlige eksempler på ekstreme personskatter og ejendomsvurderinger krænker borgernes gdpr-sikrede rettigheder.
Skatteministeriet har ansat de obligate Data Protection Officers (DPOer). Men måske har de hidtil haft et for enøjet fokus på, hvilke data man må registrere, og hvordan registrerede data skal beskyttes?
Det andet øje bør rettelig være fokuseret på, hvordan data anvendes, om borgernes rettigheder respekteres, og om gdpr overholdes.
Gdpr-rettighederne er principielle og grundlæggende, og de stiller entydigt krav om gennemsigtighed, korrekthed og menneskelig sagsbehandling (indgriben).
Det er helt i overensstemmelse med anerkendte danske principper som rimelighed og retssikkerhed.
Det kræver hverken lovændringer eller strider mod noget som helst princip, at man indskærper:
• At GDPR-rettighederne skal respekteres
• At både lovens bogstav og lovens ånd skal overholdes
• At sagsbehandling og afgørelser skal være rimelige og proportionale
Den anstændige sagsbehandling må genoplives – så tilliden til myndighederne genetableres.
Anette Nielsen, Hvalsø
Lidegaards bemærkninger
Det mest arrogante ved Martin Lidegaards udtalelser er faktisk ikke hans politik. Politik kan man være enig eller uenig i.
Det provokerende er den selvtilfredshed, han leverer den med.
Det er åbenbart blevet en disciplin på Christiansborg at sidde med sikker afstand til virkeligheden og fortælle andre mennesker, at deres livsværk skal gennemgå en »grundlæggende omstilling« – og samtidig smile tilfreds, når man fortæller dem, at det værste endnu ikke er kommet.
Det er nemt at være revolutionær, når det er andres virksomheder, investeringer, arbejdspladser og økonomi, der skal revolutioneres.
For Lidegaard er landbruget et politisk projekt. For landmanden er det hans virksomhed, hans gæld, hans ansatte, hans familie og måske et livsværk bygget op gennem generationer.
Og så kommer den næsten groteske bemærkning: »Vi gør det jo ikke for at genere nogen.«
Nej, selvfølgelig ikke. Man gør det bare ved at indføre stadig flere regler og begrænsninger, som helt konkrete mennesker skal leve med konsekvenserne af.
Det bliver ikke mindre indgribende, bare fordi man siger det med et smil.
Lidegaard taler om landbrugets omstilling, som om danske landmænd i årtier har siddet med hænderne i skødet og ventet på, at en politiker skulle fortælle dem, at verden forandrer sig.
Det er historieløst.
Dansk landbrug har effektiviseret, investeret og tilpasset sig nye krav igen og igen. Man kan diskutere, om det er nok. Men man kan ikke seriøst fremstille landbruget som en branche, der nægter at udvikle sig.
Og når man ændrer rammerne så voldsomt, ændrer man ikke bare tal i et regneark. Man ændrer virksomheder, arbejdspladser, fødevareproduktion og i sidste ende også priserne for forbrugerne.
Men bare rolig.
Martin Lidegaard er glad.
Man må gerne mene, at landbruget skal forandre sig. Man må gerne stille høje krav til miljø, klima og dyrevelfærd.
Men hvis man vil ændre et helt erhverv, bør man i det mindste have respekt for de mennesker, der skal betale prisen og få det til at fungere i virkeligheden.
Det er netop den respekt, der mangler.
Lidt mindre triumferende smil. Lidt mindre belæring. Lidt mere ydmyghed.
For det er nemt at være modig på andres regning.
Det svære er at have magt – og stadig have respekt for dem, man bruger den på.
Birgitte Vestergaard, Hemmet
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
»Dannelsestab« dukker op her, der og allevegne. Senest har vi diskuteret det i forbindelse med PISA-undersøgelsen. Der er bekymring for, at sociale medier og kunstig intelligens gør os dummere. Og der efterlyses åndelig oprustning og demokratisk dannelse, så vi ved, hvad vi kæmper for, når danske og vestlige værdier er under pres. Så hvordan holder vi fast i, hvem vi er, og hvad vi kommer fra – uden at blive kontrære og bange for fremtiden? Hella Joof mærker dannelsestabet i mødet med unge mennesker, men er optimistisk. Gæst: Hella Joof, filminstruktør og forfatter Vært: Jacob Rosenkrands
Del:
