Feminisme er måske det mest udskældte ord i dansk politik. Nævner man ordet feminist, er dele af højrefløjen klar med paroler om, at mændene har det forfærdeligt, og at der jo faktisk ikke er juridisk ligestilling for mænd. Og af de grunde må man ikke være feminist, fordi det åbenbart kun er kampen for kvinders overherredømme.

Men det er simpelthen ikke virkeligheden. Feminisme er for mig en frihedskamp. Det er en kamp for at være den, man har lyst til at være. Det er kampen for frisættelse og frigørelse fra de normer, der stammer fra en mørkere tid i historien. Og for mig at se er det logisk, at generationerne efter os ikke skal have påduttet en identitet baseret på de normer, som danner ramme om vores samfund i dag.

Feminisme er ikke kun en kamp for juridisk og økonomisk ligestilling. Det er åbenlyst en del af det. Kvinder, queers og mænd bør sidestilles økonomisk og juridisk, hvilket de ikke er lige nu, og det kunne være grobund for mange debatindlæg, men en stor del af den feministiske kamp er imod de strukturer, som undertrykker alle køn. Også mænd.

Jeg vil ikke have, at min identitet skal dømmes og vejes ud fra, hvordan jeg vælger at leve mit liv. Så længe det er inden for lovens rammer, naturligvis. Jeg er opvokset som mand i Esbjerg, og har påtaget mig de normer og roller, der nu engang følger med. Men hvad er det egentligt for noget? Hvorfor skal jeg være særligt beslutsom, hårdfør, dårlig til at tale om følelser og med et lukket privatliv, bare fordi mænd i generationerne før har været det?

Det er da tosset, at vi lader normer definerer vores rolle i samfundet, i familien, på arbejdspladsen og så videre. At kvinder skal være bløde, sympatiske, stille og velovervejede, og at mænd skal være det modsatte. Jeg gider ikke at skulle »leve op til min rolle« som mand. Det er jo en middelalderlig tankegang, som præger vores samfund den dag i dag.

Det er også de strukturer og de roller, som gør, at mænd mistrives i så høj grad. At mænd har svært ved at danne nære relationer. At mænd først får hjælp, når de falder i et misbrug, frem for at få en diagnose for depression, stress eller angst. Eller at mænd ikke når at få hjælp, og ender med at tage sit eget liv. Det er, fordi de mænd indtager deres rolle, som normer har dikteret. Og det skader os alle.

Derfor er jeg både mand og feminist.

Alexander Blavnsfeldt, landsformand, SF Ungdom