Derfor er elektronisk stemmeafgivelse en dårlig idé

Fra tid til anden foreslås det, at man overgår til elektronisk stemmeafgivelse ved eksempelvis folketingsvalg. 

Men det må frarådes, da det er iboende – det vil sige uomgængeligt og indlejret i selve konceptet – usikkert om ens stemme bliver registreret netop én gang og på den rigtige person eller parti, at optællingen er fejlfri, samt at det alene og udelukkende er den stemmeberettigede borger, der uden direkte påvirkning fra for eksempel en nidkært overvågende ægtefælle har afgivet stemmen hjemme ved computeren. 

Nogle indvender, at når man kan flytte rundt på millioner af kroner elektronisk, kan man også afgive en stemme, men argumentet holder ikke, for finansielle transaktioner er helt gennemskuelige for såvel afsender som modtager. Det er en hemmelig stemmeafgivelse i sin natur ikke.

Når først stemmen er afgivet, er der reelt ingen, der må kunne følge dens vej gennem den elektroniske labyrint. »Test,« siger folk så. Det skal testes. Ja, naturligvis; men så er hele nationens demokrati lagt i hænderne på nogle få programmørers, teknikeres og testeres vedvarende (for programmer og isenkram opdateres jo løbende) evner, arbejdsindsats og moralske habitus.

På trods af muligheden for, at der intet kan påklages i førnævnte retning, kan ingen funktionel test – iboende – afsløre alle fejl og mangler. Da der jo ikke kan foretages troværdig omtælling i et elektronisk system uden sender-/modtagerkontrol, skal vi tage stilling til en ikke ubetydelig sandsynlighed for ukendte fejl og mangler, der jo i al sin enkelthed kan medføre forskellen på en rød eller en blå regering. Vil vi det?

Hasse Greiner, pensioneret ingeniør og Information Security Manager (ISACA), Bjæverskov

Forskeraktivisme

Lad os slå fast, at videnskab og dens fortolkning ikke er neutral. Alt, hvad der bliver skrevet og sagt af folk med titler og universitetsansættelser, er ikke neutrale sandheder.

Berlingskes debatredaktør, Aminata Corr Thrane, har nogle glimrende eksempler i sit indlæg »Hvis du tror, at woke forskere er en højreorienteret myte, vil tre eksempler få dig på bedre tanker«.

Jeg vil her præsentere endnu et graverende eksempel på aktivisme på universitetsniveau.

De fleste ved, at man skal undgå flåtbid, da flåten evt. kan overføre sygdomme som for eksempel borreliose og Tick Borne Encephalitis (TBE), der i sjældne tilfælde kan give hjernebetændelse. Der findes imidlertid også flåter, der har et særligt molekyle kaldet alfa-gal, der kan udløse kødallergi. Dette betegnes alfa-gal syndrom. Man har ikke påvist flåter med alfa-gal i Danmark, men for eksempel på Odense Universitetshospitals allergicenter er man ikke i tvivl om, at de er her. To danske studier viser, at flere danskere har udviklet kødallergi og risikoen er større, hvis man bor i nærheden af en skov.

Kødallergikere får nogle meget dramatiske reaktioner, hvis de spiser kød, og de anbefales at holde sig fra okse-, lamme- og svinekød samt kød fra vildt resten af livet. Det særligt farlige er, at også nogle former for lægemidler indeholder alfa-gal fra dyr. Det skal dog pointeres, at kødallergi efter et flåtbid stadig er sjældent i Danmark.

Forskere ved Western Michigan University i USA har udgivet en fagfællebedømt artikel med titlen »Beneficial Bloodsucking« (Gavnlig Blodsugning). I artiklen argumenterer de for, at man skal undlade de igangværende bestræbelser på at udvikle en vaccine mod alfa-gal syndrom. 

Argumentationen er, at hvis det er moralsk utilladeligt at spise kød, så er bestræbelserne på at forhindre spredning af flåter med alfa-gal også moralsk utilladelige. 

De kalder flåter med alfa-gal en »moralsk bioforstærker«, der kan motivere folk til at holde op med at spise kød. Derfor mener de, at der er en moralsk forpligtelse til at fremme spredningen af ​​flåter med alfa-gal. Dette må siges at være uindpakket forskeraktivisme.

Suzanne Ekelund, cand.scient. (biokemi), Rødovre

Langt om længe

Endelig – og tillykke med det – kan vi befri de plagede beboere i Græsted for den lidt ironiske aura, som i mange år har præget deres bynavn; lige så længe som en meget omdiskuteret politiker har haft øgenavnet »Lillelars fra Græsted«.

Nu kaldes han alene for »Røde Lars«.

Bjarne Lehmann Weng, Charlottenlund

Det skal være lettere at vælge børn til

I årevis har fødselstallene været faldende, og stadig flere unge udskyder at stifte familie. Det er egentlig ikke så mærkeligt. 

For i dagens Danmark er det ofte økonomisk smartest at vente længst muligt med børn. Først skal man gennem uddannelse, så finde fodfæste på arbejdsmarkedet og have råd til bolig. Derefter kan familielivet måske komme.

Problemet er bare, at samfundet på den måde indirekte fortæller unge, at børn er noget, man skal passe ind, når alt andet først er på plads. Det synes jeg er en forkert udvikling.

For børn er ikke bare et privat valg. Familier er en vigtig del af det samfund, vi bygger vores land på. Derfor bør vi også indrette samfundet, så det i højere grad understøtter dem, der ønsker at få børn. 

I dag bruger vi enorme summer på mange forskellige politiske prioriteringer, men når det kommer til familier og børn, virker det ofte som om, man står ret meget alene med regningen. Det hænger dårligt sammen med, at politikere samtidig taler om demografiske udfordringer og mangel på arbejdskraft.

Andre lande er begyndt at tage problemet mere alvorligt. I Polen har regeringen eksempelvis indført markante skattelettelser til familier med børn for at gøre det økonomisk lettere at stifte familie. 

Man behøver ikke kopiere deres model én til én for at forstå pointen: Samfundets prioriteringer betyder noget for de valg, mennesker træffer. Vi bruger allerede skatter og afgifter til at påvirke adfærd på mange områder. 

Vi hæver afgifter på ting, vi ønsker mindre af som cigaretter og alkohol. Derfor bør vi også turde diskutere, hvordan vi gør det mere attraktivt at vælge det til, som samfundet faktisk har brug for mere af: børn og familier.

Det burde være mere økonomisk fordelagtigt at være en familie med børn. Skatten burde være lavere for børnefamilier. Forældre burde have større frihed til selv at vælge, hvordan deres børn passes. Og unge familier burde mødes med langt større forståelse, end de gør i dag. 

For mig handler det ikke kun om økonomi eller statistik. Det handler også om, hvad vi som samfund værdsætter. Hvis vi oprigtigt mener, at familien er vigtig, så skal det også kunne mærkes politisk.

Ellers ender vi med et samfund, der er rigt på alt muligt, bortset fra børn.

Mads Ramstedt, formand for Konservativ Ungdom i Køge Bugt

Løgnedetektor til USA

I forbindelse med Trumps ønske om at sende et hospitalsskib med læger og udstyr til Grønland skulle man som modsvar hertil sende et skib til USA og Det Hvide Hus med en ladning løgnedetektorer, som der er meget stort behov for.

Jørgen Milling, Svendborg

Digtere har selvfølgelig hjerte

Kunstnere har altid typisk været venstreorienterede, og det er egentlig ikke så mærkeligt. Tanken om socialisme er bare så rigtig og empatisk. At historien så viser den ene fejlslagne stat efter den anden som konsekvens af socialismen, betyder mindre.

En gammel fransk talemåde lyder »En ung mand, der ikke er socialist, har intet hjerte; en gammel mand, der stadig er socialist, har intet hoved.« 

Selvfølgelig har digtere hjerte, det er essensen i al kunst. Spørgsmålet er så, om de har et hoved, eller om de bare aldrig bliver ældre.

Socialisme er en dårlig idé, som ikke vil gå væk. Der er ikke noget forkert i at ville det bedste for andre mennesker. 

Sovjet, Kina, Cuba, Cambodia, Venezuela og mange flere har startet kommunistiske/socialistiske eksperimenter, som er blevet hyldet af venstrefløjens intellektuelle ikoner. 

Det, der imidlertid har manglet, er selvransagelse hver gang, det er endt i en tragedie. Det var bare ikke rigtig socialisme – videre til næste forsøg. Absolut ingen refleksion over, hvorfor eksperimentet endte i et diktatur. Som et meme på internettet sagde: »Ideer så gode, at de kun kan indføres med vold«

Hvorfor bliver digtere ikke ældre, måske fordi det så bliver sværere for dem at formulere sig. I jagten på likes rammer de ind i Brandolinis lov, at det koster væsentligt mindre at sige noget vrøvl, end det gør at tilbagevise det. 

Begynder en digter at tage flere facetter ind i sin kunst, bliver den kedelig, og han bliver hurtigt udkonkurreret af en ny ung digter, som giver den på alle bullshit-tangenterne.

Derfor er der så få borgerlige digtere og kunstnere i det hele taget. Enten er de kedelige, eller også har de ikke evnerne til at formidle virkelige værdier. 

Går vi 200 år tilbage til guldalderkunsten, så blev der lavet kunst, som byggede en nation og et fællesskab op. I dag hyldes kunst, der river værdier ned og laver afføring på det samfund, som skabte vores velstand. Det giver masser af likes, tænk at de tør – men på et tidspunkt er der ikke mere at rive ned,

Kjeld Flarup Christensen, Hjerm

MAGA i Grønland

Måske skal medierne ikke give enhver MAGA-person omtale, blot fordi vedkommende pudser sine sko på grønlandsk grund.

Tydeligvis får Jeff Landry og co. mere omtale, end deres position og projekt overhovedet berettiger til, og den grønlandske MAGA-mand, som kalder sig Trump-fan, nævnes igen og igen i medierne, men er der andre end ham? Drop dem dog.

Trump formidler et foto af sit ansigt over grønlandske fjelde. Sikkert for at fortælle, at han interesserer sig for øen og byen på billedet. Hos nordboerne skaber sådan et billede dyb irritation og vrede og derefter hovedrysten og latter som så ofte med Trump.

Mon ikke grønlænderne ved, at hvis de faktisk blev amerikanske, så ville de miste deres nordiske velfærdsstat og i stedet få en amerikansk model med betalingsinstitutioner og egenforsikring? Selvom den nordiske model ikke er fejlfri, så vil det være et dårligt bytte for dem. 

De logistiske problemer med behandling i Grønland vil ikke blive mindre af, at landet kommer under USA. Snarere tværtimod. Læg hertil at hidtidige erfaringer for »udkantsusa« blandt andet på De Dansk-Vestindiske Øer og i Alaska viser, at disse områder udsultes og nedprioriteres af USA. Hvorfor skulle det ikke også gælde Grønland?

Niels Henrik Jessen, Korsør

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk