Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Gennem mere end et halvt århundrede har vi efterhånden måttet forholde os til Jørgen Leth. Til forfatteren, fortælleren og filmskaberen, men også til provokatøren og personen. Visse roller oftere end andre.
Det er imidlertid, som om der er sket noget de seneste år. Som om hans popularitet har nået helt nye højder. Særligt blandt min generation, ungdommen, hvor han nærmest synes at have opnået kultstatus. Det fortæller han selv, og det fornemmer man. Tydeligt.
Ved første øjekast virker det besynderligt. Hvad i alverden fascinerer ungdommen ved en mand, der har rundet de firs somre, og hvis imponerende bagkatalog af dokumentarfilm, digtsamlinger og erindringsbøger de fleste formentlig end ikke har stiftet bekendtskab med?
Enkelte har måske været udsat for en vaks skolelærer, der har støvet et sportsdigt af i dansktimen, flere har hørt ham kommentere Tour de France i sommerferien og de fleste set det pragtfulde klip, hvor han på morsom vis omtaler en helt særlig is.
Men det er ikke i sig selv forklaring nok. Ungdommens opmærksomhed og beundring er rodfæstet i noget andet og mere, for den er ganske enkelt for voldsom til, at ovenstående i selv er dækkende.
Jeg tror, det handler om, at han, set gennem unge øjne, besidder karaktertræk, som i virkeligheden savnes i ens egen bekymringsfulde tilværelse.
Om at ungdommen savner modet til at turde bryde med det op- og planlagte. Savner den befriende direkte tone, hvor det er legitimt at kritisere og rose andet og andre og at udtrykke egen vrede og munterhed. Savner langsommelighed og den deraf afledte plads til kedsomhed, hvor man ikke altid behøver følge med i og ville alting. Savner at gøre det konkrete og banale betydningsfuldt i en tid, hvor alle ustandseligt søger det unikke og specielle.
Dermed ikke sagt, at Jørgen Leth er perfekt. Det ved enhver. Man fristes sågar til at sige, at han er det uperfekte menneske, og at ungdommen netop af den grund beundrer ham, som det velfortjent er tilfældet i disse år. Det gør jeg i hvert fald. Det hele og mere til. Sebastian Stentoft, København