»Det kan bare ikke nytte noget at sige, at det er kapitalisternes skyld,« siger Asger Aamund i et interview i Berlingske 19. juli.

Ordene falder i forbindelse med, at hans hus er steget med 900 procent på 25 år. Fra 3,5 millioner og til nu et prisskilt på 35 millioner kroner. 900 procent skattefrie kroner.

Sjældent har jeg været mere enig med Asger Aamund. Det er ikke kapitalismen der har fået hans hus til at stige med raketfart. 

Men derfra er jeg lodret uenig. For mens han siger, at det er manglende udbud, der får priserne til at eksplodere, så siger jeg, at stigningerne er samfundsskabte. 

Det er det danske samfunds udvikling og fremgang der har fået huspriser i storbyerne til at gå amok. Vi er blevet rigere, de fleste af os og samfundet, velfærdssamfundet har i sig selv skabt værdi. Danmarks positive udvikling har drevet priserne opad i en grad, som er vild.

Nu kan Asger Aamund om kort tid stikke 30 millioner kroner skattefrit i lommen, når huset er solgt. Jeg har selv ejendomme, og det vil være som at bo i et glashus og kaste den første sten, hvis dette på nogen måde ses som et forsøg på at udskamme hverken ham eller andre, der sælger deres ejendomme med store fortjenester. Det her handler ikke om misundelse.

Det er ikke mit ærinde. Men mon ikke vi alle kan se, at der er noget galt, når så store samfundsskabte gevinster alene går til den enkelte boligejer, og uden at samfundet får så meget som en krone af dette? Uden at røre en finger skovler vi, der har fast ejendom, penge ind. Det er en skævvridning af det danske samfund, som ikke er sund, og som er den største ulighedsskabende faktor lige nu.

Ved et aktiesalg pålægges gevinsten en skat på mellem 27 og 42 procent alt efter, hvor stor fortjenesten er. Ved hussalg pålægges gevinsten nul procent. Det virker underligt og forkert. Det er jo ganske sammenligneligt. Men den ene gevinst er skattefri.

Jeg er hverken rød eller blå. Og dette er ikke et ideologisk manifest. Det behøver det slet ikke at være. For mon ikke langt de fleste kan se, at det er hovedrystende galt, som det er lige nu? Mon ikke en beskatning på mellem fem og ti procent af boliggevinster på en og samme tid vil tage både toppen af husprisers himmelflugt og samtidig skabe de bedste muligheder for at udvikle det danske samfund, ja, fremtidssikre det?

Om det er landbrugets omstilling, at vi bliver flere ældre, øgede forsvarsudgifter, eller at vi kan trykke på speederen om nødvendigt, fordi staten har pengene. Eller vi kunne indsætte de beskattede boliggevinster i en fond med henblik på fremtidens muligheder og investeringer, nøjagtigt som Norge har en oliefond.

Jeg håber virkelig, at den nye regering, nu hvor sommerferien er forbi, tør tage et opgør med noget, som har nået et punkt, der kræver handling.

Jon Stephensen, tidligere medlem af Folketinget

Bøvl med posten

Jeg har et stort problem med PostNord. Jeg havde/har »modtagerflex« på min gamle adresse, men nu er jeg genhuset i 9-11 måneder. Vi må ikke melde flytning til Folkeregisteret, og derfor kan jeg ikke ændre »modtagerflex«. Forsendelser bliver returneret: »Forkert adresse«, selvom den rigtige står på pakken!

Det går fint med DAO og GLS (fuldmagt), men nogle firmaer bruger kun PostNord, og det er et stort problem – sikkert for andre end mig. Jeg vil ikke kunne hente en pakke et eller andet sted, så levering hos mig er nødvendigt.

Kirsten Helligsøe, Søborg

Cykler på kørebanen

Cyklistforbundet har fundet løsningen på de overfyldte cykelstier i hovedstaden: cyklister over 15 skal have lov til at køre ud på kørebanen sammen med bilerne, hvis de vil køre hurtigt.

Prøv lige at bruge det argument som bilist: »Jeg skal have lov til at køre så hurtigt, som jeg har lyst til«. Nej, vel?

Færdselsloven er helt klar. Man skal køre efter forholdene. Uanset transportmiddel. Når der er trængsel på cykelstierne, skal man sætte farten derefter, også selvom man synes, at man burde deltage i sprinteretapen i Tour de France.

Og hvis cyklerne skal ud på kørebanen, så skal de vel overholde samme regler som bilisterne: max 30 km/t. Hold til højre. Ikke overhale indenom. Stop for rødt lys. Giv tegn, når man drejer eller skifter bane. Hold afstand. Ingen kørsel mod ensretningen.

Ja, man har vel lov til at drømme, også som bilist?

Henrik Størner, Vanløse

Det vigtigste spørgsmål om kunstig intelligens

Normalt læser jeg avisen som e-avis.

Men da jeg sad med papirudgaven, opdagede jeg noget, der overraskede mig. Jeg læser anderledes på papir. Langsommere. Mere tilfældigt.

Og jeg læser også meget mere af avisen end på en skærm, hvor jeg ofte går direkte til de artikler, der umiddelbart interesserer mig.

Derfor lagde jeg mærke til, at hele fire store artikler handlede om kunstig intelligens. Ikke samlet på en temaside, men fordelt over business-, debat- og kultursiderne.

For få år siden var ai et emne for tekniknørder. I dag handler det om økonomi, verdenspolitik, kultur – og om os selv.

Jeg bruger selv ai næsten hver dag. Den hjælper mig med at researche, skrive, oversætte og udfordre mine tanker. Men jeg ved også, at den kan tage fejl. Derfor må den aldrig erstatte min egen dømmekraft.

En af dagens artikler handlede om kognitiv suverænitet – et begreb, jeg ikke kendte, men som fik mig til at standse op.

Det handler om vores evne til fortsat selv at orientere os, vurdere information og danne vores egne holdninger. Hvis ai en dag begynder at overtage også den opgave, har vi mistet noget meget menneskeligt.

Den tanke gør mig betænksom. Måske er dét netop det vigtigste spørgsmål i disse ai-tider.

Ikke om kunstig intelligens bliver klogere, men om vi mennesker fortsat bruger vores egen dømmekraft.

Jeg er fascineret af mulighederne. Men jeg ønsker heller ikke at afgive min nysgerrighed, min kritiske sans eller min ret til selv at tænke.

Lise Memborg-Fischer, København

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk