En velfungerende nation har behov for et godt forsvar, et stabilt og modstandsdygtigt samfund samt gode alliancer.
Danmark arbejder intensivt for at retablere et godt forsvar og gode alliancer.
Beredskabet for at skabe og opretholde det, som vi skal forsvare – nemlig et stabilt og modstandsdygtigt samfund – har derimod uhensigtsmæssig ringe fremdrift og efterlader befolkning, virksomheder og myndigheder i fortsat unødvendig usikkerhed om blandt andet beskyttelsesrum, cyberbeskyttelse, forsyningssikkerhed og beskyttelse mod droner, der alle kræver en central indsats.
Det er ikke nok, at Styrelsen for Samfundssikkerhed i april udgav Nationalt Risikobillede 2025 med et antal trusler og risici, selvom vi har et sektoransvar i Danmark.
Der mangler nemlig stadig en samlet oversigt over samfundets mange sårbarheder og hvem, der har ansvaret for at beskytte dem og i givet fald retablere dem, samt en prioritering.
I kravet om at anvende 5 procent af BNP til forsvar er der 1,5 procent til blandt andet dette formål.
Der er derfor behov for at opdatere og udbygge National Sårbarhedsudredning fra 2004 med en analyse af samfundets mange og også nye sårbarheder i lyset af det aktuelle trusselsbillede og den omfattende teknologiske udvikling, herunder behovet for kontinuerligt cyberforsvar.
Denne »nye sårbarhedsudredning« bør så i en ny beredskabsaftale danne grundlag for en sammenhængende fordeling af ansvar for og ressourcer til beredskabsmyndigheder m.fl. til at beskytte og i givet fald retablere samfundets mange sårbarheder i en prioriteringsrækkefølge.
Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab skal naturligvis her træde i karakter med en central og tværgående styring af landets samfundsmæssige beredskab og kunne indgå støtteaftaler med erhvervslivet m.fl. for at koordinere anvendelsen af landets samlede ressourcer hertil.
Men lad os da holde op med løbende at forholde os til »opdukkende« problemområder og få det manglende, samlede overblik over Danmarks desværre mange og også nye sårbarheder i form af en ny National sårbarhedsudredning 2026.
Så har vi et ordentligt beslutningsgrundlag for at kunne bevare et stabilt og modstandsdygtigt samfund. Det er vel dét, som det hele handler om?
Jørgen Jelstrup, oberst emeritus, Odense
Opdragelsessvigt
John Aasted Halse, der er psykolog, forfatter til en række bøger om børn og tidligere medlem af Børnerådet, havde for nylig i Berlingske et fremragende indlæg om opdragelsessvigt. Det hænger naturligvis sammen med debatten om utilpassede skolebørn, og hvad det medfører.
Her blev det gjort tydeligt, at der mangler en konsekvent opdragelse. Opdragelse handler om relationer, tryghed og omsorg – og er en hjemmeopgave.
Desværre ser vi mange – for mange – eksempler på børn, der ikke er i stand til at navigere efter skolens regler og har svært ved at indgå i almindelige relationer.
Pilen peger på forældrene og deres indstilling til skolen/lærerne, hvor nogle åbenbart mener, at deres barn skal have særrettigheder, og disse rettigheder skal indfries af lærerne.
En række børneorganisationer pakker de bestående problemer ind i monstrøse mængder vat. De mener tilsyneladende, at børn skal have mere medindflydelse, men det fordrer altså et medansvar.
Endvidere må man forstå, at det skader børn at blive irettesat, og der skal heller ikke stilles krav!
Med versaler skulle der skrives: opdragelsessvigt er et svigt af barnet, såvel på kort som på lang sigt.
Irene Bjerrehuus, København
Elevfordelingen rammer skævt på hhx
Danmarks centrale elevfordelingssystem er udviklet med stx som udgangspunkt. Men når det samme system bruges på hhx, opstår der problemer, som man overser i den politiske debat.
Det afspejler ikke virkeligheden på handelsskolerne, og det underminerer elevernes mulighed for at vælge den uddannelse, der passer til deres faglige mål og fremtid.
På stx kan elever forvente nogenlunde ensartede studieretninger og undervisningstilbud uanset skole. Sådan er det ikke på hhx.
Her varierer både studieretninger, virksomhedssamarbejder og det faglige fokus markant. Det gør valget af skole til meget mere end et spørgsmål om adresse.
Det handler om adgang til specifikke fag, konkrete erhvervsprofiler og det miljø, der bedst klæder eleverne på til en fremtid i handel og erhvervsliv.
Når elever tildeles en anden skole end deres førstevalg, mister de ikke bare bekvemmelighed. De mister muligheden for at vælge netop den faglighed og retning, som motiverer dem.
På nogle skoler kan man vælge international økonomi, på andre kan man ikke. Nogle steder er der stærke forløb i innovation og iværksætteri, andre steder ikke. Det er uholdbart, at elevernes fremtidsdrømme sættes over styr på grund af et system, der ikke tager højde for hhx’ særlige karakter.
I Landssammenslutningen af Handelsskoleelever hører vi fra flere elever, at elevfordelingen står i vejen for dét, som de virkelig ønsker. Det går ud over både motivation og trivsel. I nogle tilfælde fører det til omvalg eller frafald.
Det er direkte i strid med målet om, at uddannelse skal være for alle og tilpasses den enkelte.
Vi forstår ønsket om at fremme socialt blandede elevgrupper. Men på hhx kan det mål ikke nås med central styring alene. Systemet svækker det lokale ejerskab, fjerner beslutninger fra eleverne selv og underminerer de elevdemokratiske strukturer, som vi arbejder for at styrke.
Hvis vi som samfund mener det alvorligt, når vi taler om unges engagement og ansvar for egen uddannelse, må vi også tage deres stemmer alvorligt.
Og det, som unge siger, er klart: De vil have frihed til at vælge den skole og det miljø, der passer til dem. Ikke tvinges ind i et system, som ikke forstår deres virkelighed.
Vi foreslår derfor, at hhx undtages fra det nuværende elevfordelingssystem. I stedet bør man sikre et reelt frit skolevalg og styrke den lokale dialog mellem elever, skoler og kommuner.
Vi tror på, at unge kan vælge med omtanke, hvis de får lov. Det kræver, at vi skaber et system, der respekterer deres forskellighed, faglige ønsker og ret til medbestemmelse. Det gælder også i spørgsmålet om, hvor man går i skole.
Andreas Thorsager, næstformand i Landssammenslutningen af Handelsskoleelever
Kønsopdelt svømning
Allan Nyhus' indlæg 3. december om kønsopdelt svømning er et lysende eksempel på, hvorfor vi er på katastrofekurs.
Han bagatelliserer sagen og fremstiller det som ubetydeligt, at han/man giver efter for islamisk tankegang.
Det er jo lige præcis dét, som så mange er trætte af. At man hele tiden svarer på muslimske krav med: »Lad dem da bare få deres vilje på dette punkt, det betyder ikke noget.«
Jo, det gør det, for efter hvert imødekommet krav kommer der nye, mere og mere aggressive krav, og dem tør man heller ikke stå imod.
Vi skal sige fra NU og ikke kujonagtigt lade religiøse hensyn snige sig ind overalt. Læren fra udlandet er klar: fortsætter man den nuværende laissez faire-linje, ender rigtigt mange med at stemme på højreekstreme partier.
Alexander Borg, København
Socialdemokratisk deroute
Det skorter ikke på gode råd fra socialdemokratiske borgmestre og andre socialdemokratiske spidser om, at partiet må løsne på udlændingepolitikken.
Hvis man gerne vil flytte socialdemokratiske stemmer over til Dansk Folkeparti, så gør endelig det, men kampen mod parallelsamfundet og den ekstreme islamiske bevægelse må ikke gå i glemmebogen, bare fordi man har tabt nogle borgmesterposter.
På lang sigt har den nuværende regerings sammensætning en større folkelig opbakning, end de flygtige målinger giver indtryk af.
Så hold snuden i sporet.
Jesper Fischer, Bagsværd
Styrk TV 2 Kosmopol
Den offentlige samtale er under pres. Techgiganternes algoritmer skaber ekkokamre, og misinformation spreder sig hurtigere end nogensinde. I den virkelighed er stærke, lokale medier ikke en luksus, de er en demokratisk nødvendighed.
TV 2-regionerne har i årtier sikret lokal forankring, men strukturen er ikke længere tidssvarende. Forslaget er nu at samle regionerne i én driftsorganisation, reducere sendetid og satse digitalt.
Det er fornuftigt, men det må ikke ske uden at adressere den skæve dækning.
Hovedstadsområdet og Sjælland er underdækket. TV 2 Kosmopol skal dække 2,1 millioner borgere – langt flere end nogen anden region, men de får samme tilskud.
Resultatet er færre lokalredaktioner, mindre tilstedeværelse og en voksende risiko for nyhedsørkener, hvor borgerne kun informeres via sociale medier. En undersøgelse fra Constructive Institute i efteråret viser, at kun 30 procent mener, at de er godt informeret om kommunalpolitik.
Som borgmestre i fire nordsjællandske kommuner ser vi tydeligt, hvordan lokaljournalistik skaber sammenhæng og fællesskab. Når TV 2 Kosmopol dækker vores kommunalbestyrelsesarbejde, erhvervsliv og kultur, får borgerne et fælles udgangspunkt for samtale og debat.
Men den dækning er under pres. Antallet af lokalredaktioner er næsten halveret på 15 år, og journalister er sjældnere til stede, når vi træffer beslutninger, der har direkte betydning for borgernes hverdag – for eksempel om skoler, ældrepleje eller byudvikling.
Fremtidens medieaftale må tage højde for befolkningstal og opgaver. Lige tilskud til alle regioner lyder retfærdigt, men i praksis er det uretfærdigt. Hovedstaden og Sjælland kræver flere ressourcer, ikke færre.
At styrke TV 2 Kosmopol er en investering i borgernes ret til troværdig information, i sammenhængskraften i vores lokalsamfund og i et levende demokrati. Hvis vi ikke handler nu, svækker vi demokratiet dér, hvor borgerne lever deres liv.
Ann Sofie Orth, Sofia Osmani, Morten Slotved og Michael Fenger, borgmestre i hhv. Rudersdal, Lyngby-Taarbæk, Hørsholm og Gentofte
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
