Elcyklerne fylder mere og mere på vores cykelstier. De eldrevne cykler er en god hjælp for mange, men når de begynder at køre hurtigere end bilerne på vejen, bliver sikkerheden sat over styr. Bogstaveligt talt.

Som cyklist på de københavnske cykelstier er man vant til lidt af hvert. Der er tæt pakket med cykler i morgen- og eftermiddagstimerne, masser af biler, busser og fodgængere at holde øje med, og selvfølgelig de altid lidt utilregnelige turister på cykler eller segways.

De seneste år har man i stigende grad skullet vænne sig til elcyklernes indtog. Først kom de almindelige elcykler, der kan hjælpe cyklisten med at komme op på maks. 25 km/t. Dem er der rigtig mange, der er glade for – særligt alle dem, der skal cykle langt, eller forældre, der skal transportere børnene.

Siden 2018 har der været tilladt en hurtigere elcykel på cykelstierne, hvor motoren først slår fra ved 45 km/t. Her taler vi om en elcykel, der nok er mindre udbredt, men som i stigende grad er med til at gøre cykelstierne mindre trygge for alle os andre.

Samtidig med at Københavns Kommune har besluttet at sætte hastigheden ned til 40 km/t på de fleste veje i byen, er det altså tilladt for nogle få elcykler at køre op til 45 km/t. Og selvom motoren måske stopper, når man rammer de 45 km/t, kan tophastigheden sagtens blive højere.

Det kan godt være, at de hurtige elcykler kan have sin berettigelse nogle steder, men er det virkelig forsvarligt at lade elcykler køre lige så hurtigt som biler på de, i forvejen, tæt befærdede cykelstier i København? Jeg synes, det er svært at forsvare – især over for børn, ældre og alle os, der ikke har en motor på vores cykel.

Derfor mener jeg, at der skal indføres en hastighedsbegrænsning på de københavnske cykelstier, der betyder, at motorer, der går over 25 km/t, skal slås fra. Det vil gøre cykelstierne tryggere for alle og mindske risikoen for uheld.

I fremtiden bør vi overveje, om vi i langt højere grad end i dag bør adskille de eldrevne cykler fra den øvrige cykeltrafik – for alles skyld. Men indtil da bliver vi nødt til at indrette os efter de cykelstier, vi har, hvor der altså ikke både er plads til morgenmylder med børn og elcykler, der kører hurtigere end bilerne på vejen.

Jonas Manthey Olsen, kandidat til kommunalvalget i København (S)

Fredstid eller mellemkrigstid

Hvis man kender til og har lært af historien, vil man vide, at betegnelsen »fredstid« kun kan anvendes til at beskrive en ren utopi. En tidsepoke med fred vil derfor altid ende med at blive benævnt som en »mellemkrigstid«.

Torben Riis, Klampenborg

Messefælden

Turistfælder kendes af de fleste, men her er en fætter: Bogforum.

Der nævnes en masse aktiviteter, der alle har det til fælles, at de lige skal en tur over dit kreditkort. Indgangsbilletten koster mere end en dyr biografbillet, hvor man er garanteret en oplevelse afhængig af smag.

Her hører man blot klikket fra bogmessefælden og vupti, åbner døren og kontoen nedskrives. Der reklameres med bøger på tilbud, som var det i et storcenter med boghandel, blot betaler man ikke her ved indgangen.

At arrangørerne ikke formår at tiltrække publikum uden entreindtægter, må bero på manglende kreativitet, ditto sans for business eller simpel dovenskab. Kendisfaktoren spiller måske ind, men de er konstant i medierne skabt af linselusafhængigheden.

Indgangsbilletten er den moderne udgave af Jean de France beskrevet af Ludvig Holberg.

Holger Overgaard Andersen, Vedbæk

Drop både klima-alarmismen og hængekøjen

Her i avisen advokerer Martin Ågerup for, at det ikke kommer til at gå så galt med klimaforandringerne og oversvømmelse, fordi opgaven er økonomisk overkommelig, især hvis den gennemføres, inden skaderne er sket.

Desværre taler erfaringen mod den forhåbning: Forskning viser, at der er en øget bevidsthed og investeringsvillighed i to-tre år efter en voldsom hændelse og samtidig en kraftig præference for dyre, CO₂-belastende anlæg frem for metoder, der bevarer naturlig kystdynamik og bedre kan indpasses i kystlandskabet.

I en situation som den aktuelle, hvor der kommer mange politiske udmeldinger og knapt så mange langsigtede, holdbare løsninger, er det egentlig ikke underligt. De private grundejere går i gang – hvad skulle alternativet være? De største helhedsorienterede projekter står stille, stopper eller tager årtier at gennemføre. 

I midten af 00erne blev Naturstyrelsen beskåret og omorganiseret, Kystdirektoratets opgaver er blevet omfordelt og lagt delvist ud til kommunerne. I nogle kystkommuner er der fortsat én medarbejder til at varetage opgaven.

Den gradvise tilpasning er overkommelig, hvis den sættes i gang i rette tid.

Martin Ågerup refererer til Holland, som vi på mange måder deler tilgang og syn på kysterne med. Dog med den store forskel, at deres evne og vilje til at gennemføre virksom og velovervejet organisering og prioritering i dag desværre er milevidt fra den danske.

Som rådgiver inden for området kan det til tider være som at overvære gentagelsen af udbytteskat-skandalen, hvor man satte én person til at varetage udbetalingen for milliarder.

Med klimatilpasningen er det bare omvendt: Forandringerne kan blive livsomvæltende for mange mennesker på få timer og koste milliarder i genopretning. Men der prioriteres billedligt talt én person til at varetage opgaven.

Eva Sara Kehlet Rasmussen, indehaver & landskabsarkitekt MAA MDL, NATOUR

Har du et dilemma, du gerne vil have svar på? Skriv til Berlingskes brevkasse på brevkassen@berlingske.dk