Den vigtigste ligestillingskamp findes i ghettoerne

Debatten om ligestilling i Danmark handler ofte om, hvor få kvinder der sidder i topledelser og bestyrelser.

Naturligvis er det vigtigt at sikre, at alle har lige muligheder – også på direktionsgangen. Men den største og mest alvorlige ligestillingskamp udspiller sig et helt andet sted: i de socialt udsatte boligområder, hvor mange indvandrerkvinder ikke engang har retten til at bestemme over deres eget liv.

I disse miljøer ser vi, at kvinder ofte er underlagt strenge sociale kontrolmekanismer, hvor de ikke selv kan bestemme, om de vil tage tørklædet af, hvem de vil giftes med, eller hvordan de vil leve deres liv.

Deres frihed bliver begrænset af familier, traditioner og et miljø, hvor kvinders rettigheder ikke vægtes lige så højt som mænds.

Det er her, at den reelle ulighed findes. Ikke i bestyrelserne, men i hjemmene, hvor nogle kvinder bliver tvunget til at leve et liv efter andres regler.

Når vi taler om ligestilling, bør vi derfor fokusere på dem, der har allermindst frihed. Det er selvfølgelig vigtigt at sikre, at der er ligestilling i erhvervslivet, men vi skal ikke overse de kvinder, der ikke engang får muligheden for at tage del i det danske samfund på egne præmisser.

Regeringen og civilsamfundet må turde tage fat på de svære problemer og konfrontere de normer, der holder kvinder fast i ufrie liv. Det skal være klart, at i Danmark har alle – uanset baggrund – retten til at bestemme over sig selv.

Hvis vi virkelig vil skabe et samfund med ligestilling, må vi starte med dem, der har allermindst.

Først når de mest undertrykte kvinder har friheden til at vælge deres eget liv, kan vi kalde os et samfund med reel ligestilling.

Magnus Gram, medlem af Venstres Ungdom

Russisk roulette

Når vi gennem livet træffer beslutninger, der involverer store engagementer rent økonomisk, har vi mulighed for at forsikre os.

Det gælder køb af fast ejendom, bil, båd, helbred, etc.

Når du melder dig som interesseret i fjernvarme hos en leverandør, starter spillet i en art russisk roulette, hvor alene kompetencerne i fjernvarmeselskabets bestyrelse er din sikkerhed.

Forsyningstilsynet har alene som ansvarsområde at tilse, at priserne følger markedet og følger lovgivningen, men ikke om bestyrelsen består af paphoveder uden økonomisk indsigt.

Og hvem gider forsikre nogen mod uduelighed?

Erik Tang Klampenborg

Lovgivning om adopterede

Kære Christiansborg

Undskyld mit sprogbrug, med hvad fanden har i gang i? Fra 1. juli 2025 skal adopterede børn efter 1968 sidestilles med indvandrere ved udbetaling af evt. kontanthjælp. De er fuldt lovligt adopteret og er danske statsborgere med alle rettigheder.

Det må være en ommer.

Jeg har en niece, der kom til Danmark i 1972. På et tidspunkt var hun ude for en arbejdsulykke og tog en ny uddannelse som socialrådgiver, nu skal hun sidde og administrere jeres fuldstændig fremmedfjendske lov.

Skam jer.

Gælder loven også de danske børn, der er blevet adopteret? Jeg fatter ikke, at vi er blevet sådan et ukristeligt land.

Hanne Knudsen, Nærum

Trump maler verdenskortet amerikansk

Donald Trump har gjort det klart, at han vil udvide USAs territorium og have kontrol over Canada, Panamakanalen og Grønland.

Nu er den amerikanske præsident også gået i gang med at male verdenskortet med amerikanske farver.

For nylig vedtog Trump således, at Den Mexicanske Golf fremover skal kaldes Den Amerikanske Golf, mens Nordamerikas højeste bjerg skifter navn fra Denali til Mount McKinley.

Trumps alliance med nogle af verdens største techgiganter, herunder Sundar Pichai og Tim Cook, betyder, at det ikke kun er amerikanerne, men hele verden, der møder navneændringerne.

På Google Maps er Den Mexicanske Golf ændret til Den Amerikanske Golf for amerikanske brugere, mens resten af verdens befolkning møder navneændringen i en parentes. Apple Maps er gået endnu videre og har foretaget en global ændring.

Hvis man er Apple-bruger og ikke kender sin geografi, vil man derfor ikke ane, at bugten hed Den Mexicanske Golf for blot en måned siden.

Navneændringen er problematisk, fordi Trump så at sige flytter virtuelle landegrænser og fjerner mexicanernes og den oprindelige befolkning i Alaskas tilhørsforhold til stederne.

Det er samtidig kritisabelt, at Associated Press er blevet forment adgang til Det Hvide Hus, fordi det globale nyhedsmedie ikke vil bruge navnet Den Amerikanske Golf.

Sagen har således også udviklet sig til et demokratisk problem, da journalister mister adgangen til Trump-administrationen, hvis de ikke følger præsidentens dekreter.

Det gør det endnu vigtigere, at de danske medier fortsætter med at bruge navnene Den Mexicanske Golf og Denali for at beskytte vores geografiske, kulturelle og historiske forståelse af verden.

På samme måde spiller vores uddannelsesinstitutioner en vigtig rolle, da mange i den yngre generation overvejende får deres nyheder igennem sociale medier.

Vores uddannelsesinstitutioner er derfor garanten for, at vores unge har en historiebevidsthed, som gør, at de kan forholde sig kritisk til Trumps nye verdensbillede.

Helle Bonnesen, udenrigsordfører for Det Konservative Folkeparti

Elpriser

Dan Jørgensen siger, at elpriserne skal ned.

Det kunne måske gøres ved at fjerne afgifterne eller som i Norge at give strømstøtte.

Annie Fjærvoll, Frederiksberg

Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk