Den skønne Helena

Som reaktion på Nikki McCann Ramirez’ artikel i Rolling Stone Magazine Germany 15. maj 2026, med titlen »Helena af Troja har altid været et barn af sin tid – ligegyldigt hvad racister mener«, hvor Elon Musk og hans tilhængere ret generelt betegnes som »racister«, følte jeg også behov for at reagere:

Jeg ville ikke forhastet betegne Musk og hans kreds som »racister«, da deres indignation i det mindste rummer et vist forståeligt grundlag.

Set fra et historisk perspektiv passer hverken det moderne billede af en »snehvid nordeuropæisk kvinde« eller en Helena af subsaharisk afrikansk oprindelse ind i den bronzealderlige ægæiske verden. 

Befolkningen i det mykenske Grækenland havde sandsynligvis overvejende et østmediterrant udseende: hudtoner fra olivenfarvet til lysebrun, mørkt hår og mørke øjne – sammenligneligt med moderne grækere, vestanatolere, syditalienere eller levantinske befolkningsgrupper.

Det er dog beklageligt, at kulturkampen i stigende grad er rykket ind i filmatiseringer. 

Der findes i øvrigt mange kompetente historikere og arkæologer, som kunne have været konsulteret i sådanne spørgsmål. Personligt ville jeg også have værdsat en større brug af skuespillere fra selve regionen – eksempelvis fra Grækenland, Nordmakedonien, de Ægæiske Øer eller det vestlige Anatolien – altså fra områder, der ligger tættest på den historiske og kulturelle kontekst.

Michael Ayten, Trier, Rheinland-Pfalz, Tyskland

Euroen er en EU-skamplet

I Berlingske 17. maj har økonomisk redaktør Ulrik Harald Bie skrevet en kommentar om EU-samarbejdet. Det er under overskriften »EU-flaget er blevet et globalt symbol på håb«. Han afslutter med følgende forhåbning:

» … kan vi i den ikke så fjerne fremtid få fjernet en skamplet på Danmarks forhold til vores europæiske familie. At skifte kronen ud med euroen og dermed komme »helt ind i Europas hjerte.«

Hvis noget, så er det euroen, der er en skamplet på EU. Euroen skulle have været en stærk og fornuftigt administreret valuta. Det var D-marken, der var forbilledet.

Hvordan er det så gået? Det er gået helt i kludder. De sydeuropæiske lande har fastholdt deres tradition for uansvarlige forvaltninger af valuta. Frankrig, Spanien, Portugal, Italien og Grækenland har ført euroen ud i en sump.

Det har været tydeligt siden 2005, hvor euroen år efter år har tabt værdi i forhold til schweizerfrancen. Schweizerfrancen er et forbillede på, hvordan en valuta skal forvaltes. Den er, hvad Euroen skulle have været.

Heldigvis var danskerne fornuftige nok til ikke at ville deltage i det samarbejde. Derfor har vi stadigvæk kronen. Selvom kronen er bundet til euroen, så repræsenterer den en potential uafhængighed. Den er rar at have, hvis euroen skulle degenerere til rene sydeuropæiske tilstande. Kronen er et EU-mesterværk.

I EU er der mange skampletter. Euroen er en af dem. Den valuta skal vi ikke have noget at gøre med før den bliver repareret. Det gælder også de mange andre skampletter, som har martret EU. Fiks dem først.

Søren Højbjerg, Farum

Per, Paul og produktiviteten

Per og Paul fik til opgave af deres far at grave to lige store diger.

Per hyrede straks fem mand til at hjælpe sig og udstyrede dem med hver sin spade. Efter en uge var hans dige færdigt.

Paul var klar med sit dige allerede efter en dag og kunne så bruge resten af ugen med andet arbejde på gården. Han brugte nemlig den gravko, som han havde investeret i for sine opsparede penge.

Fusk? Bestemt ikke, men produktivitet. At mange ikke forstår sammenhængen mellem investeringer og produktivitet er begribeligt. Man lærer det dårligt nok i folkeskolen. Men at heller ikke højt begavede, veluddannede politiske ledere i partier som SF og Enhedslisten forstår det, det er helt ubegribeligt.

Eller gør de? Og – det er en frygtelig tanke – vil de bare ikke af »ideologiske« grunde fortælle deres vælgere om den uomtvistelige sammenhæng mellem opsparing, investeringer, produktivitet og velstand?

Nils Sjoegren, Rungsted Kyst

Omvalg

Lad os nu få et omvalg. Det er rent til grin, hvad der foregår i øjeblikket. Det kan man ikke byde vælgerne/borgerne i vores dejlige land.

Inge Correll, Hørsholm

Ai er ikke problemet – måske er eksamen det

Berlingskes leder om gymnasieelevernes ai-våbenkapløb rammer et alvorligt problem. Når nogle elever bruger ai til hjemmeopgaver og andre forsøger at lade være, opstår der hurtigt en oplevelse af uretfærdighed.

Men måske stiller vi det forkerte spørgsmål.

Debatten handler næsten altid om, hvordan vi beskytter eksamen mod ai. Mere papir, færre hjælpemidler og hårdere kontrol. Det kan måske forsinke udviklingen nogle år, men næppe stoppe den.

For fremtidens studerende, forskere og embedsmænd kommer ikke til at arbejde uden ai-støtte. Derfor burde vi måske spørge: Hvad er det egentlig, vi ønsker at teste?

Hvis målet er at kontrollere, om eleven alene kan producere en tekst uden hjælpemidler, så er ai naturligvis et problem. Men hvis målet er at vurdere forståelse, refleksion og kritisk tænkning, åbner ai måske tværtimod nye muligheder.

Man kunne forestille sig eksamensformer, hvor eleven gennemfører en AI-assisteret dialog under kontrollerede forhold. Aien skal ikke levere svarene, men udfordre eleven med spørgsmål og modargumenter, mens lærer og censor vurderer elevens forståelse og argumentation.

Måske er ai ikke først og fremmest en trussel mod uddannelsessystemet. Måske afslører den blot, at dele af vores eksamenskultur allerede længe har testet de forkerte ting.

Erik Palsbo, Vig

Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk