Dette er et debatindlæg. Det udtrykker skribentens eller skribenternes holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til Berlingske.

Den liberale familie er global

Kapitalisme skal væk og erstattes af en sund liberal agenda, der på den ene side tilfører skabergenet, visionerne og er generator for vækst og velstand samt på den anden side tilskynder verdensbefolkningen til handel frem for strid og krig, mener Mikkel Skipper. Her ankommer Donald Trump til World Economic Forum i Davos. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ennio Leanza / EPA / Ritzau Scanpix

Jim Hagemann Snabe, bestyrelsesformand for Mærsk, henvender sig netop til kapitalisterne i Berlingske, men »stakeholder-capitalism« burde måske hedde »stakeholder-liberalism« og favne en større andel af verdensbefolkningen.

I dag anerkender alle markedsøkonomien og den velstand, den har medført, også socialisterne. Alle liberale er således heller ikke kapitalister, og selvom liberale ofte har pengene i centrum, er det for kapitalisterne, traditionelt, et mål i sig selv at beholde så mange af dem som muligt.

Dette udgangspunkt ændrer sig nok ikke meget af lidt ordkløveri, men der er udbrydere eller eks-kapitalister (f.eks. Bill Gates, Mike Bloomberg og Warren Buffet), der i stigende grad kritiserer lavere skatter eller bruger store summer penge på filantropiske aktiviteter. Dette bygger på anerkendelse af problemer.

Derfor er det ikke kapitalisme, der skal gøres til et mere spiseligt begreb, kapitalisme skal væk og erstattes af en sund liberal agenda, der på den ene side tilfører skabergenet, visionerne og er generator for vækst og velstand samt på den anden side tilskynder verdensbefolkningen til handel frem for strid og krig.

De liberale er en global familie og det er som sådan den liberale agenda, der bør fremmes.

Mikkel Skipper, Ballerup

Ude og hjemme

En avis skal formidle vigtige nyheder fra fjern og nær til sine læsere, og jeg er fuld af beundring for den  måde, hvorpå Berlingske røgter dette hverv. I søndagsavisen bragtes således en artikel med overskriften: »Over 1.500 dræbt og 350.000 på flugt«. De flygtende fra Idlib i Syrien stod klar til at realisere alt, for at kunne lade sig smugle til Europa, men man tillagde dem ikke store chancer for at nå deres mål.

På næste avisside var der en artikel med samme opsætning og samme overskriftformat om et dansk problem: »Cykellygter stresser hjortene i Dyrehaven«. Motionister i Dyrehaven bruger lygter i den mørke tid, og det bevirker, at hjortene taber i vægt, siger en bestyrtet skovfoged.

Ja,hvert land har sine problemer.

Oh. »Du puslingland, som hygger dig i smug, mens verden brænder om din vugge«.

Poul Printz, Gentofte

Vi er i den grad inde i klimakampen, Brian Mikkelsen

Brian Mikkelsen og Dansk Erhverv ytrede i Berlingske sidste torsdag, at regioner og kommuner bør spille en vigtig rolle i klimakampen og regeringens klimapolitik.

Og kære Brian, det er regionerne i den grad klar til. Vi arbejder faktisk allerede hver dag på at gøre sundhedsvæsenet grønnere: vi nedbringer hospitalernes energiforbrug, mindsker madspild, bruger mindre plastik, omlægger til grøn energi og meget andet.

I min egen region, Syddanmark, har vi for eksempel reduceret CO2-udledningen med 40 pct. siden 2004, og vi bygger det nye hospital i Odense med 2,4 hektar solceller. Det svarer til fem fodboldbaner.

Vi er dog ikke i mål, og i regionerne ønsker vi at tage nye grønne skridt. Derfor støtter vi regeringens mål om 70 pct. mindre CO2 i 2030, og vi er klar til at samarbejde om ambitiøse klimahandlingsplaner.

Men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for dig og dine medlemmer. Sammen har vi allerede gode erfaringer med offentligt-privat samarbejde, og det er i den grad kommet patienterne til gavn.

Derfor er det glædeligt at se, at virksomhederne ligesom vi er klar til flere grønne udbud.

I klimakampen gælder den ældgamle sandhed nemlig også: Det kræver to til en tango.

Stephanie Lose, formand for Danske Regioner

PostNord

PostNord har befordringspligt over hele landet – altså ikke monopol - selvom man får den opfattelse, når man gang på gang oplever grandios monopolistisk svigt, og postens tågede bortforklaringer efterfølgende står i kø.

Jeg har netop igen oplevet en himmelråbende ansvarsfraskrivelse for at et brev med en nøgle korrekt frankeret og sendt fra en PostNord postbutik i Menu, som endnu ikke – 18 dage senere – er nået frem.

En opringning til postens kundeservice for at fejlmelde brevet blev afvist med den begrundelse, at brevet ikke var sendt anbefalet. Beskeden lød: Når brevet ikke er nået frem, er det forsvundet. OK, det behøver man jo ikke ligefrem være en Einstein for at finde ud af – men tilbage står den kendsgerning, at brevet er forsvundet i PostNords varetægt, og her burde selv den mest serviceblinde medarbejder selvfølgelig tilbyde at følge op på sagen.

Der er sikkert mange med mig, der ønsker sig en kvalificeret, ansvarsbevidst og serviceminded konkurrent til PostNord – også på brevområdet, efter at konkurrenter i dag succesrigt dominerer pakkeforsendelserne.

Torben Busekist, Hellerup