Den frie verdens skole
Der var engang en skole – den hed »Den frie verden« – og der blev eleverne opdraget til demokrati og empati. Man talte pænt til hinanden, også når man var uenig, og lærte, at de bedste resultater var dem, man forhandlede sig til med fornuftige argumenter og i en pæn tone.
Alt føltes trygt og rart i den skole, men så en dag skete der noget, der vendte op og ned på det hele.
En af klasserne fik nogle nye elever, der slet ikke ville indordne sig under skolens uskrevne regler om demokrati og empati. Fra første dag skabte Trump, Musk, Vance og Waltz uro og ballade (man kaldte dem firebanden). De manglede fuldstændig empati, respekterede ikke de demokratiske ordensregler og følte sig hævet over alt og alle.
En dag gik de dog totalt over stregen, da de havde besøg af en dreng fra en anden klasse, Zelenskyj.
Da han kom fra vanskelige kår, var han ikke så flot klædt på som firebanden, som straks kastede sig over ham, mobbede ham for ikke at sige nok tak til dem, for ikke at have pænere tøj på, for ikke at ville forære alt, hvad han ejede, til en af naboskolerne osv. Og alt det gjorde de, fordi de vidste, at selvom Zelenskyj måske så fattig ud, så havde han nogle rigdomme på lager, som de fire godt kunne tænke sig at få fingre i. De troede, at de kunne mobbe sig til det, men se, det gik ikke, for Zelenskyj var nemlig en rigtig demokrat og ville ikke lade sig mobbe til noget som helst.
Han respekterede Den frie verden-skolens uskrevne regler, gik sin vej og tænkte inderst inde: »Hvor er de bittesmå, de fire«.
Den frie verden-skolen skal nok overleve – det finder firebanden ud af på et eller andet tidspunkt.
Anna Dawids, København
Trivselskommissionen
Trivselskommissionens tilgængelige rapport vedrørende børn og unges trivsel/mistrivsel peger blandt andet på forældrenes rolle i opdragelsen.
Det er et vigtigt område, for hvem skulle være mere oplagt end netop forældrene til at varetage den basale opdragelse af egne børn. Og de fleste forældre gør det rigtig godt – alle gør det så godt, de kan.
Men det moderne forældreskab, hvor forældre og børn næsten er ligestillede, har en uhensigtsmæssig slagside, der ikke kommer barnet til gode. Hvordan skal barnet vide, at det ikke er og har den status som særlig enestående uden for hjemmet?
Barnet må ikke irettesættes, da det bliver opfattet som »skældud« og ikke som en del af det at kunne fungere i et fællesskab med andre. Ordet nej og betydningen heraf er ikkeeksisterende, da det hæmmer barnets udvikling.
Alt for meget bliver forhandlet med barnet for at imødekomme dets ønsker. Og måske også for at imødegå konflikter forældrene og barn imellem. Eksemplerne er taget fra medierne, hvor forældre – oftest mødre – beretter om de problemer og uretfærdigheder, deres børn møder fra børnehavealderen og i skolerne.
Det er og bliver ikke nemt at skulle være en del af fællesskabet, hvis man er opdraget til at have fast plads i førersædet. Trivselskommissionen har været halvandet år undervejs med rapporten, og den er fuld af gode anbefalinger.
Irene Bjerrehuus, København
Droner i Forsvaret
Droner er blevet et meget væsentligt forsvarsvåben. Det er en produktion, selv mindre danske virksomheder kunne opstarte. Ingen har vist større kreativitet i udvikling af droner end Ukraine. Støt danske virksomheder, der vil tage til Ukraine for at lære produktion og udvikling af droner.
Danmark kan ikke producere kampvogne og hangarskibe, men vi kan af ukrainerne lære at fremstille droner, der kan nedkæmpe disse.
John Jørgensen, Gilleleje
Slaver af sproget
Den engelske skuespiller Benedict Cumberbatch blev for nogle år siden interviewet i amerikansk tv, hvor han bedyrede, at han syntes, det virkede, som om hans farvede kolleger havde sværere ved at få skuespillerjob i London end i New York.
Nu skulle man tro, at denne tilståelsessag kunne have bragt Benedict Cumberbatch på podiet for de vågne (læs: woke), men intet var længere fra virkeligheden, thi de vågne i New York var nu stået endnu tidligere op end dem fra London.
Benedict Cumberbatchs brøde? Han var om sine farvede kolleger kommet til at kalde dem for »coloured people«. Det hedder de sandelig ikke længere. Nu hedder de, i de rette kredse, »people of colour«.
Så var der lagt i kakkelovnen på salig Claes Kastholms onlinebodega, alias de sociale medier, der frådende kastede sig over den ellers velmenende og med statsgaranti antiracistiske Benedict Cumberbatch.
Ak ja, sådan ændrer ord sig, og endskønt jeg heller aldrig har betragtet mig selv som racist, har jeg det svært med, at jeg nu kan blive slået i hartkorn med sådanne, hvis jeg insisterer på at kalde folk, der ufrivilligt arbejder for andre, for slaver og ikke for slavegjorte.
Thomas Barnes, Helsingør
Stop så den mand
En præsident udtrykte sig respektløst mod USA og underkendte sin egen rolle til pressemødet mellem Zelenskyj, Trump og Vance i Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus – og det var ikke Zelenskyj. Vi kan nu konstatere, at USA som respekteret magt gik under ved det møde.
Egentlig er vi ikke overrasket efter den miskmask af fornærmelser mod Zelenskyj, Ukraine og Europa, som Trump har indledt sin præsidentgerning med. Den mand skal stoppes.
De europæiske ledere siger faktisk allerede: Vi kan ikke stole på den amerikanske præsident. Alt tyder på, at han simpelthen er dum. Men desværre dum med stor indflydelse. Vi kan heller ikke stole på dømmekraften i den amerikanske regering. Alt tyder på, at den ikke er styret af sammenhængende rationaler og ikke kan skelne ven fra fjende.
Niels Henrik Jessen, Korsør
Gammel og trist
Man håber at blive gammel, men frygter alderdommen. Jeg er 86 år og terminal med kræft i knoglerne.
På gode dage triller jeg en tur i kvarteret. Af mange hjælpemidler er rollatoren den bedste opfindelse.
I brusekabinen er en lille bænk samt håndtag uundværlige hjælpemidler.
Hver anden uge kommer venlige kommunalt ansatte og lægger piller i æsker. Antallet af piller vil jeg undlade at oplyse.
Til kontrolbesøg på hospitalet. Den unge læge siger: »Du skal omgående opereres«. Men overlægen tilkaldes: »Nej. Se hans personnummer«.
Lægerne er i dag dygtige og erfarne. Med min sygdom ville jeg for en generation siden være død og borte.
PS: Ikke alt er trist. Familie og venner er den daglige glæde.
Ejner Madsen, Taastrup
Kong Charles bør aflyse Trumps besøg
Der er nok ingen tvivl om, at præsident Trumps politik styres af hans eget ego og narcissisme. Derfor ville det være et personligt nederlag for ham, hvis kong Charles aflyste eller udsatte Trumps invitation til et statsbesøg i Storbritannien.
Trump har adskillige gange vist, at han ligger under for smiger fra magtfulde og pompøse ledelser i store lande (inklusive Putin). Så det ville være en svær kamel at sluge for ham, hvis det blev aflyst.
Det engelske kongehus behøver ikke at anstrenge sig særligt for at finde en »pæn« undskyldning. Man kan altid i diplomatiske termer referere til den højspændte verdenssituation, som vil stille endnu større sikkerhedskrav til besøget – uden fare for, at Trump begynder at kalde Charles for en »nasty king«.
Trump retter kun ind, når han indser, at han ikke kan vinde den retoriske kamp mod en stærk modstander.
Kong Charles har også en unik mulighed for at booste det britiske kongehus’ popularitet. Det ville være ærgerligt at forspilde denne chance.
Peter Bøgelund, Dragør
Livstidsdømte på skattebetalt uddannelse
Vi giver skattebetalt uddannelse til fængselsindsatte, da det kan have en positiv indvirkning på deres resocialisering, når de kommer ud i samfundet igen. Det, synes jeg, er fornuftigt, udelukkende, fordi vi ved, hvor stor en effekt det kan have på den indsattes resocialiseringsproces.
Jeg mener ikke, at man har ret til skattebetalt uddannelse i fængslet, men jeg er villig til at give det til de indsatte, udelukkende grundet den resocialiseringsmæssige gevinst, der er ved det.
Når man har fået en livstidsdom, så skal man ikke ud i samfundet igen, og derfor er det helt på sin plads, at man også får frataget sin ret til uddannelse på skatteborgernes regning.
Hvis man er livstidsdømt, så skal man da være velkommen til at tage en uddannelse, men det er ikke noget, som skatteborgernes hårdt tjente penge skal gå til. Det skal naturligvis være en del af straffen som livstidsdømt, at man ikke bare kan tage en uddannelse på alle andres regning.
Nogle på venstrefløjen ville nok påstå, at man ikke kan fratage fængselsindsatte deres »ret« til skattebetalt uddannelse. Dette er dog helt forkert, for når man begår så grusomme handlinger, som fører til en livstidsdom, så synes jeg ærligt talt, at det er en meget mild straf, at man også får frataget sin ret til skattebetalt uddannelse.
Den skattebetalte uddannelse er en gestus, som de danske skatteborgere giver til sine medborgere, og den vælger man at fratage sig selv, når man begår så grusomme handlinger, som fører til, at man får en livstidsdom.
For hvordan vil man forklare de pårørende til et drabsoffer, at de nu også er tvunget til at betale for, at gerningsmanden kan få en gratis uddannelse?
Det er en uforsvarlig position at indtage, hvorfor vi selvfølgelig må afskaffe denne mulighed hurtigst muligt.
Louie Skougaard, lokalformand for Furesø Konservative Ungdom
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
